De forkerte indsatser

De dårlige nyheder om klimaet står i kø, og selv på vores kølige breddegrader mærker man forandringerne. Der er slet ikke fart nok på den grønne omstilling. Regeringen tror, vi vil nå vores reduktionsmål i 2030. Det gør Klimarådet ikke. Hvad tror du?

Når der så endelig sker noget, er det de forkerte indsatser.

Det mest presserende problem lige nu er at skabe kapacitet til at lagre sommerens overskud af el til at dække vinterens underskud. Balance i elnettet. Fuld forsyningssikkerhed året rundt uden import af el. Det kan gøres med batterier og med brintlagre. Vi skal gøre begge dele. Teknologierne er der. Der bliver opstillet nogle batterier rundt omkring, og det er også godt, men det forslår som en skrædder et vist sted. Brint er vi slet ikke begyndt at lagre. Uden balance i elnettet må vi stoppe vindmøller, når det blæser på solskinsdage, og elprisen ryger op over 10 kr/kWh, når der er ”dunkelflaute”, vindstille og overskyet. Men politikerne prioriterer ikke energilagring.

Det næstmest presserende problem er udbygning af elnettet. Tilslutning af solceller, vindmøller og store forbrugere bliver stoppet på grund af manglende kapacitet i transmissionsnettet. Energinet er flere år bagud i forhold til en plan, der endda ikke tager rigtigt fat om den elektrificering af samfundet, som vi er i gang med. Den sparsomme restkapacitet ædes op af noget så tåbeligt og overflødigt som datacentre. Vi kunne købe os lidt luft med et stop for nye datacentre og et krav om, at de eksisterende ca 55 datacentre dels opstiller produktionskapacitet til at dække deres eget el-behov og dels recirkulerer det kølevand, der forhindrer en nedsmeltning af de mange servere. Det er politikerne ikke rede til.

Når vi har lagringsmuligheder, skal der produceres mere strøm. Landvindmøller er langt billigere end havvindmøller, men opstillingen er gået i stå på grund af lokal modstand. De mennesker, der skal leve med ulemperne, skal selvfølgelig også have andel i overskuddet, ikke blot spises af med en ussel kompensation. Men lokalt medejerskab er slet ikke inde på lystavlen. Det er regeringens politik, at det er et fåtal af private firmaer, der skal skabe og eje energianlæggene. Lokalt kontrollerede energifællesskaber eksisterer ikke. Endnu.

Havbunden er statens, og vinden er vores allesammens eje. Ligesom med landvind er det regeringens politik, at en håndfuld private selskaber skal opstille og eje havvindmøllerne. De kan så sælge strømmen til hvem de vil og til den pris, de nu kan få. Havbunden og vinden stiller vi gratis til rådighed for dem. Men det er ikke nok. De vil ikke risikere at tabe penge på havvindmøller. Derfor har regeringen udstedt en prisgaranti på op til 55 mia kr til to nye havvindmølleparker. Uden at få andel i ejerskab og overskud og uden at kunne kontrollere, om strømmen sælges til danskerne eller udlandet. Det synes havvindindustrien er en god forretningsmodel, men hvor længe har vi danskere råd og vilje til den slags donationer?

Solcelleparker kan heller ikke tilsluttes elnettet for tiden, så der kommer ikke flere ”jernmarker” foreløbig. Sol er ellers udenfor konkurrence den billigste måde at fremstille el på i dag. I Tyskland har de installeret over 200.000 ”altananlæg”, små solcellepaneler, der kan hænges på en altan, med tilhørende elektronik, så det eneste, brugeren skal gøre er at sætte en stikprop i stikkontakten. De producerer tilsammen 1 gigawatt svarende til en stor blok på et atomkraftværk. Altananlæg er forbudt i Danmark.

Men vi har ikke glemt brint i Danmark. Nu lægger vi et 2-cifret milliardbeløb i et brintrør fra Esbjerg til Tyskland. Hvorfor? Jo, den tyske industri efterspørger grøn brint til lave priser. Det er en opgave for danske skatteydere! Ejerne af den nye havvindmøllepark i Vesterhavet kan så sælge strømmen til en fabrik i Esbjerg, opført af et privat firma med offentlig støtte, og de kan sende brinten til Tyskland i det offentligt støttede brintrør. Hvad får Danmark ud af dette? Udgifter. Ikke andet. Politikerne har ikke opdaget, at vi skal bruge brinten selv, og at elektriciteten fra havvindmølleparken kan bruges til noget bedre end at berige nogle få private firmaer, der eksporterer brint til Tyskland. Det er virkelig dumt!

Landbruget tør politikerne heller ikke røre. Vi har fået den grønne trepart – 40 mia skattekroner. Det er fornuftigt nok at tage lavbundsjorder ud af landbrugsdrift, men også dette forslår som en skrædder et vist sted. Problemet er et vanvittigt stort husdyrhold. En udløber af problemet er forurenet grundvand og fedtemøg i søer og åer, fjorde og have. På grund af en enorm import af foder til de mange husdyr brødføder landbruget -7 mio mennesker. Hvis vi afvikler 90% af husdyrene og dyrker menneskeføde på markerne, vil landbruget kunne brødføde +15 mio mennesker, og vi ville blive selvforsynende med plantebaseret kost: frugt, grønt, mel og alle de andre vegetabilske fødevarer. I dag importerer vi over 70% af det frugt og grønt, vi fortærer.

Fødevarepriserne er steget langt mere end andre varegrupper siden corona, og det har fødevareindustrien en masse bortforklaringer af. Hvad gør regeringen? Fjerner moms på frugt og grønt og halverer den på alle andre fødevarer. Hér kunne man have benyttet lejligheden til at begrænse momsnedsættelsen til økologiske produkter. Nu kommer der momsfritagelse på importerede produkter, der er smaskfulde af sprøjtegifte. Økologisk og især regenerativ produktion giver ikke det industrielle landbrugs forurening af grundvand og vandmiljøer, men det er ikke en sammenhæng, politikerne ønsker at prioritere.

Det har længe været er varmt ønske at omstille de 300.000 boliger, der opvarmes med naturgas, til fjernvarme. Det sker ikke, dels fordi anlægsomkostningerne er steget voldsomt siden corona, dels fordi politikerne nægter at give de rammebetingelser, der er nødvendige for at skabe en fornuftig økonomi i nye fjernvarmeprojekter. Kommunerne blev tvunget til hu hej at lave varmeplaner i 2022, og de fleste af de gasopvarmede boliger ligger nu i områder, der er udlagt til fjernvarme, som altså bare ikke kommer. Man kan søge tilskud på op til 25.000 kr til omlægning af olie-, gas- eller pillefyr til private varmepumper – men ikke hvis man bor i et område udlagt til fjernvarme.

Efter 50 års nølen har man nu besluttet at elektrificere jernbanen fra Fredericia til Ålborg. Det koster skatteborgerne et 2-cifret milliardbeløb. Trafikken vil blive forstyrret i flere år, og de skal opdatere sikringsanlægget, noget af det vanskeligste og mest følsomme, der er på en jernbane. De kunne have købt brint-tog i stedet. Det ville have kostet det halve. Det ville ikke have forstyrret trafikken. Sikringsanlægget skulle ikke opdateres. Og togene kunne køre helt op til Skagen, eller til Thisted, overalt. Det ønskede politikerne ikke.

Der er også gang i nye motorvejsprojekter. Den midtjyske motorvej. Kattegatforbindelsen. Bro over det sydfynske øhav. Ny Limfjordsforbindelse, der ødelægger Egholm. Infrastrukturforliget til 150 mia kr er en planlagt katastrofe.

Man udvider lufthavnene, fordi flere og flere flyver. I stedet kunne man have lagt en klækkelig afgift på flyrejser. Herved ville behovet for udvidelser af lufthavnene falde bort, og det ville reducere skaderne på klimaet.

Indfangning og lagring af CO2 har været et varmt emne og fyldt meget i medierne. Det er endelig kommet i gang men slet ikke i den skala, regeringen forudsætter i sin 2030-plan. Det er rasende dyrt. Måske bliver det nødvendigt en gang i fremtiden, men hér og nu kunne pengene – igen et milliardbeløb – have været brugt langt mere begavet.

Så er der også en gammel nyhed om gasledningen fra Næstved til Nakskov. 150 mio skattekroner. Ledningen bruges af De Danske Sukkerfabrikker. Det kan man da kalde statsstøtte i verdensklasse. Hvorfor brugte man ikke pengene til at elektrificere sukkerfabrikkernes produktion? Det havde kostet langt under det halve.

Jeg kunne blive ved, fx privatiseringen af sektoren for affaldsindsamling og -forbrænding, som også er kørt helt af sporet.

Hvad er fællesnævneren for alle disse sager? Teknik! Politikerne træffer enormt dyre beslutninger om ting, de ikke har nogen forstand på. Hvis det havde været ingeniørvidenskab og ikke den private sektors forretningsinteresser, der drev værket, ville vi have været langt længere, for en meget mindre økonomisk indsats. Vi har alle teknologierne. Vi mangler beslutningstagere med en baggrund for at træffe forstandige beslutninger. Sammen kører vi for fuld kraft mod klima-ragnarok.