Det er ikke nogen hemmelighed, at vi er på kollisionskurs med virkeligheden. Al seriøs videnskabelig forskning, alle klimamodeller og alle observationer viser, at vi er på vej mod et klima-ragnarok. Skovbrande i Sydeuropa og Nordamerika, havtemperaturer flere grader over normalen for årstiden, døende koralrev, et enormt isbjerg afstødt fra Antarktis, svækkelse af Golfstrømmen på grund af enorm afsmeltning fra Grønland, en super El Nino under opbygning. Vi ser ind i den værste orkansæson nogensinde.
Hverken politikerne eller befolkningerne er klar over, hvor alarmerende situationen allerede er. Udviklingen styres af den rigeste procent af verdensbefolkningen, som ejer over halvdelen af alle værdier i Verden. De bruger enorme summer på lobbyarbejde og misinformation for at beskytte eller ligefrem øge deres formuer. Den nødvendige forandring kommer ikke fra dem. Den kommer heller ikke fra politikerne, der dels er i lommen på højfinansen, dels bare ikke forstår, hvad det handler om. De bruger deres kræfter på krig og migration og andre emner, der lige er oppe i medierne.
Hvor skal forandringen så komme fra? Det har jeg skrevet en bog om: ”Plan B – for en beboelig klode”. Hér postulerer jeg, at forandringen skal komme fra et folkeligt opgør med uligheden i verden og ligegyldigheden overfor klimaforandringer, der vil slå hårdt igennem allerede indenfor det næste årti.
Vi skal alle sammen acceptere, at det har omkostninger at beskytte kloden, så den også er beboelig for kommende generationer og alt andet liv i naturen. Når Mette Frederiksen siger, at vi skal fortsætte det gode liv, teknologien løser problemet for os, (Plan A), er det en kæmpestor løgn. Teknologien vil hjælpe men kan ikke løse problemet. Årets Earth Overshoot Day var 30. juli i år, men Danmarks Overshoot Day var allerede 20. marts. Vores forbrug er alt, alt for højt.
I min bog starter jeg ved efterkrigstiden og beskriver de værdier, der var fremherskende dengang. Herefter viser jeg gennem de verdenshistoriske begivenheder, der har gjort mest indtryk på mig gennem de sidste 75 år, hvordan vores værdier er skredet ganske langsomt, fra samarbejde til konkurrence, fra fællesskab til grådig egoisme, fra økonomisk lighed til en enorm ulighed og så videre. Vores problemer i dag har rod i de værdier, vi har i dag. Men jeg kan ikke se, at vi er blevet lykkeligere af at få så meget mere til rådighed. Vi levede gode liv i 1960’erne og kendte ikke til ADHD, skolevægring, overvægt, dyrplageri i landbruget, fedtemøg i vores søer, åer og farvande og mange andre skavanker, der præger samfundet i dag. Vi var lykkelige med dét, vi havde. Vi havde mad på bordet og tag over hovedet. Det var et meget mere lige samfund, hvor der var plads til alle.
Vi skal ikke rulle samfundet tilbage til 1960, men vi skal lære af, hvordan samfundet fungerede dengang, baseret på nogle værdier, der var meget anderledes end de værdier, der er fremherskende i dag. Nogle værdier, der var fundamentale for udviklingen af velfærdssamfundet.
I min bog giver jeg et kort rids af, hvor vi havner, hvis vi ikke sætter massivt ind på forandring nu. Det er ikke noget, jeg vil ønske for min værste fjende og slet ikke for mit barnebarn på 4 år. Vi skal skabe en ny tidsånd præget af de værdier, der lå til grund for velfærdssamfundet. Det er dig og mig og alle andre almindelige mennesker, der skal ville en fælles fremtid for Verden. Det er det håb, vi kan have for fremtiden. Vi slipper ikke for at kæmpe, give afkald på privilegier og en del af vores velstand, men det behøver ikke gøre os mindre lykkelige. Hvis vi vælger fortsat at ignorere virkeligheden, vil den slå frygteligt hårdt, og så kommer vi alle sammen for alvor til at kæmpe. For vores overlevelse, for drikkevand, for mad på bordet, for sikkerhed. Alles kamp mod alle. Alt dette med et bagtæppe af massemigration, hvor måske halve eller hele milliarder af mennesker er tvunget til at flygte, fordi det er den sikre død at blive i deres hjemegn.
Når politikerne søsætter initiativer som den grønne trepart og lancerer det som svaret på landbrugets problemer, er det så langt fra virkeligheden, at det skriger til himlen. Det er bedre end ingenting, men det adresserer kun 5% af problemet. Politikerne vil ikke regulere landbruget, vores alt for store husdyrhold. Hvorfor ikke? Landbruget har mistet sin betydning for beskæftigelsen og nationalregnskabet, og det er en drønende underskudsforretning, der kun overlever på hektarstøtte – og det er hovedansvarligt for forureningen af vores vandmiljøer. Hvorfor kan politikerne ikke se det?
Energisektoren har vi overladt til et par håndfulde private selskaber, og vi binder milliarder af skattekroner i deres projekter, uden at få nogen ejerandel eller indflydelse på udviklingen. Hvorfor er politikerne så berøringsangste?
Politikerne vil ikke beskytte vores grundvand, selv om det er 10 gange billigere at indføre et sprøjteforbud end at rense grundvandet, inden det kan bruges som drikkevand.
Private tech-firmaer bygger datacentre, der sluger enorme mængder af el og rent drikkevand. Hvorfor stopper politikerne det ikke? Der er ingen arbejdspladser og ingen forretning i det – for andre end ejerne.
Der er i dén grad brug for et paradigmeskifte, en ny tidsånd. Det er dig og mig, der skal ville det. Der skal forstå, at det er vigtigere at beskytte de 95% fattigstes overlevelsesmuligheder end de 5% rigestes formuer. Hvis politikerne ikke vil tage fat, må vi skaffe os nogle andre politikere. Et oprør fra bunden og fra bredden. Borgerne er ikke en systemfejl, politikerne skal finde sig i et par uger hvert fjerde år, og så kan skide højt og flot på resten af tiden. De skal lytte til os. De skal gøre dét, der er nødvendigt. Vi skal ville fremtiden, og vi skal stemme alle de politikere, der ikke vil den, ud.
Sektorkobling 