Drikkevandet er kommet på den politiske dagsorden, og pilen peger på landbruget – det vil sige ikke hele landbruget, for de ca 10%, der dyrkes økologisk og stedvist regerativt, bruger ikke kunstgødning og pesticider. Forureningen af grundvandet stammer utvivlsomt fra det konventionelle landbrug, eller om man vil, det industrielle landbrug. Svinefabrikker. Enorme kvægbestande i løsdrifter. Fjerkræfarme. Fælles for disse er, at dyrevelfærden er under al kritik. Industrielt dyrehold er ikke foreneligt med et tåleligt liv for de dyr, det går ud over.
Det er blevet diskuteret meget. Et meget stort flertal vil have stoppet yderligere forurening af vores drikkevand. Politisk arbejdes der på at friholde 6% af landbrugsjorden fra gødning og pesticider. Et meget beskedent bidrag fra landbruget til nuværende og kommende generationer. Politisk er der endda tilbudt 1,2 mia kr i kompensation til de landmænd, det går ud over – ud over de 40 mia kr, der er afsat i den grønne trepart. En rundhåndet betaling for ikke at forurene vores grundvand. Alle andre, der forurener i dette land, skal betale for de deraf afledte omkostninger. Men ikke landbruget. De vil have penge for ikke at forurene.
Nu skulle man jo tro, at landbruget var begejstret. Men nej, det er de ikke. Det er for lidt! Landbrugets organisation, Landbrug&Fødevarer (L&F) er Danmarks stærkeste lobbyorganisation, og de er på krigsstien. De mener, at rent drikkevand og anstændig dyrevelfærd er en luksus, vi ikke har råd til, og de kører en kampagne, der handler om industrilandbrugets velsignelser og de katastrofer, der vil indtræffe, hvis politikerne indfører reguleringer, der begrænser eller ligefrem forhindrer deres måde at udøve deres erhverv på: Tab af eksportindtægter, tab af arbejdspladser, affolkning af landområderne, dyrere fødevarer, dårligere dyrevelfærd, fordi produktionen flytter til udlande med dårligere dyrevelfærd (findes de overhovedet? Ikke i Europa men måske i andre verdensdele?)
Hvad er op og ned på dette?
Det er ikke til diskussion, at industrilandbruget overlader et kolossalt miljøproblem til samfundet. Selv om fosfor fra byernes renseanlæg er en medvirkende årsag, er der ingen tvivl om, at nitratudledning fra landbruget er den største enkeltfaktor i ødelæggelsen af vores vandmiljøer: søer og åer, fjorde og have. Regningen for denne miljøødelæggelse løber op i mange milliarder hvert år. Der er ingen fisk at fange – det er fiskerne nu også selv skyld i, fordi de udrydder alt liv i havet med deres bundslæbende fiskegrej. Men selv uden fiskernes bidrag bliver vores fjorde og indre farvande ødelagt af fedtemøj, der tager ilten og får alt andet liv til at dø. Hvis det ikke rettes op, kan vi se frem til en markant nedgang i indtægter fra turisterhvervet.
Det industrielle landbrugs dyrplageri er også velbeskrevet. Det kan ikke undskyldes. Der er kun én vej: at behandle vores husdyr som de levende væsener, de er. Svin er langt hen ad vejen lige så intelligente som os andre, har følelser, sociale færdigheder og behov for plads og adgang til natur. Men selv høns er følende væsener, hvis naturlige behov bliver undertrykt i fjerkræindustrien. Det er en skændsel.
L&F lovpriser det danske landbrugs bidrag til verdens fødevaresikkerhed, men fakta er, at vores eksportvarer: svin (levende og døde), mejerivarer og fjerkræ koster så stort et forbrug af foder, at det danske landbrug kunne brødføde 10 gange så mange mennesker, hvis det dyrkede planteafgrøder til mennesker i stedet for foder til alt for mange dyr. Og fødevaresikkerhed er ikke noget, vi har i Danmark længere. Vi importerer 70% af vores fødevarer. I en krigs- eller krisesituation, hvor fødevareimporten svigter, vil vi i landbrugslandet Danmark ikke kunne brødføde vores egen befolkning.
Til gengæld har vi husdyr-usikkerhed. Hvis der udbryder svinepest eller en anden aggressiv sygdom, kan vi ende med at skulle aflive og bortskaffe 30 mio svin. Det er ikke muligt i dag. Vi er dybt afhængige af, at udlandet aftager vores 30 mio svin løbende. Vi kan ikke beholde dem selv – vi kan ikke brødføde dem uden en enorm import af soya, der dyrkes på ryddet regnskov. Vi har en beredskabsminister, men vi har ikke et beredskab til at håndtere denne situation, der mængdemæssigt er 10-100 gange større end mink-problemet.
Muldjord har et indhold af kulstof, der er indfanget fra atmosfæren af planterne og lagret i mulden i form af humus, planterester og småkryb. Det er ikke småting, vi snakker om. Økologisk dyrket jord indeholder 6% kulstof. Konventionelt dyrket jord indeholder 2%. Overgødskning og pesticider slår det liv, der gør mulden næringsrig og kulstofholdig, ihjel i det konventionelle landbrug. I 1950, før kunstgødning og andre kemikalier blev almindelige i landbruget, var al landbrugsjorden økologisk og indeholdt 6% kulstof. Det er enorme mængder af kulstof, der er dampet af i form af CO2 siden 1950, men det er ikke noget, der regnes med, når vi opgør Danmarks bidrag til klimaforandringerne. Det burde regnes med, og det burde tilskrives det konventionelle landbrug. Den gode historie er, at kulstoflageret langsomt genopbygges, hvis vi går over til økologisk eller regenerativt landbrug.
Jamen biogas, da. Det er da en succes. Grøn energi, der fortrænger naturgas. Desværre nej. Biogas er kemisk identisk med naturgas. Når vi brænder biogas af, kommer der præcis den samme mængde CO2 ud i atmosfæren, som når vi brænder naturgas af. Og hvorfor skulle biogas være grøn? Det er noget, vi siger, men passer det? Igen, desværre nej. Argumentet om det grønne bygger på, at hvis vi ikke forgassede gyllen, ville CO2’en alligevel havne i atmosfæren. Det er jo rigtigt nok, men man glemmer at tænke på, at det ikke er en naturlov, at vi skal have et abnormt stort husdyrhold, der producerer en enormt masse gylle. Det er et valg, vi mennesker har taget. Hvis vi vælger at reducere vores husdyrhold til et bæredygtigt niveau, ca 10% af hvad vi har i dag, er der ikke noget gylle at lave ”grøn” biogas af. Det er ved valget af det abnormt store husdyrhold, at vi skaber et problem med gylle, som vi ikke kan slippe af med, uden at det giver CO2 til atmosfæren. Men landbruget bliver ikke holdt ansvarligt for dette problem, og vi har i stedet opfundet begrebet ”grøn” biogas. Det er et fupnummer, som blot tilslører virkeligheden.
Nu har vi ikke en landbrugsminister længere. Det synes L&F er et stort problem. Men hvorfor egentlig have et ministerium for et erhverv, der står for nogle få procent af BNP? Vi har jo heller ikke en skorstensfejer-minister eller en bomulds-minister.
Vi véd godt, hvad vi skal gøre. Nedlægge det industrielle landbrug. Omlægge det til økologi og regenerativt landbrug. Med dette følger en reduktion af husdyrholdet til ca 10% af det, vi har i dag. Stoppe enhver form for eksport af levende husdyr. Slagte dyrene i Danmark og forædle produkterne i Danmark. Dyrke frugt og grøntsager til nærområdet. På denne måde blive selvforsynende med fødevarer igen. Opnå fødevaresikkerhed i vores landbrugsland!
Vi véd også, at dette kræver meget mere menneskelig arbejdskraft end det industrielle landbrug. Der vil komme liv på landet igen. Lokale markeder, skoler, fødevareforretninger. Sundere fødevarer. Langt mindre transport af både varer og mennesker. Et godt liv for flere hundrede tusinde mennesker og et tilskud af liv og virkelyst til lokalsamfundene. L&F’s skrækkampagne har intet hold i virkeligheden.
Det allermest gådefulde er, hvorfor L&F ikke kan se mulighederne i dette. De klamrer sig til en virkelighed, der er på vej til at blive danmarkshistorie. Det er selvfølgelig ikke let at lave denne transformation, men hvorfor i alverden vil L&F ikke være en del af denne metamorfose? Det er totalt uforståeligt – og det bør ikke stoppe alle os andre! L&F gør sig selv overflødige. Fint. Vi klarer os sagtens uden dem. De kan trygt følge med industrilandbruget over i historiebøgerne.
Sektorkobling 