Rammer for 0-emissionssamfundet

Danmark skal være et 0-emissionssamfund i 2045. Vi taler om det som om det er en veldefineret størrelse, men det er det ikke. Ifølge regeringens strategier skal industrien bruge biogas og transportsektoren methanol, men begge dele danner CO2, når det brændes af. Regeringen siger, at biogas og methanol er ”grønt”, og så gør det ikke noget, at vi udleder CO2, men det giver ingen mening. I virkelighedens verden handler det om udledninger, ikke om fortællinger. Regeringens ”grønne” samfund vil udlede næsten lige så meget CO2 som i dag.

Hvis vi vil lykkes med den grønne omstilling, er det nødvendigt, at vi er enige om forudsætningerne for 0-emissionssamfundet.

0-emission betyder, at nettovirkningen af en aktivitet er, at der samlet set ikke udledes drivhusgasser til atmosfæren.

Hvis en aktivitet danner CO2 – for eksempel cementfremstilling – kan aktøren indfange CO2’en fra skorstenene og deponere den i undergrunden. Der slipper ikke CO2 ud til atmosfæren.

Hvis en aktivitet udleder CO2 til atmosfæren – for eksempel en bil, der kører på methanol, benzin, diesel eller gas – forudsætter netto-0 princippet, at en tilsvarende mængde CO2 indfanges fra atmosfæren og deponeres i undergrunden. Omkostningen til dette må nødvendigvis lægges på brændstofprisen, da chaufføren ikke kan gøre det selv. Det vil slå benene væk under kulstofholdige brændstoffer.

I 0-emissionssamfundet kommer stort set al energi fra vind og sol. I det omfang aktiviteter i samfundet baseres på el eller brint, er de emissionsfrie. Der udledes ikke CO2, når el eller brint forbruges.

Samfundet bliver elektrificeret, men vi ser også ind i et brintsamfund. Brint vil blive brugt, hvor der er behov for høje temperaturer. Men brint får også et par andre meget vigtige funktioner:

• Det er umuligt at opstille ladestandere til alle biler i byerne. Et flertal af bybilerne skal derfor køre på brint. Den tunge transport – lastbiler, busser, tog og endda fly og skibe vil også i vid udstrækning skifte over til brint.

• Vind og sol fluktuerer. Sol giver næsten intet om vinteren, hvor der er mest vind, men der kan komme lange perioder med svag vind, også om vinteren. Vi er derfor nødt til at lagre energi, når der er overskud og bruge den til at lave strøm, når der er for lidt grøn strøm til at dække samfundets behov. Vi skal kunne kunne lagre hvad der svarer til samfundets samlede energiforbrug i 1-2 måneder. Brint er den eneste energibærer, vi kan skalere op til denne størrelsesorden.

Med tilstrækkeligt meget vind og sol og et passende antal brintanlæg skaber vi forsyningssikkerhed og – lige så vigtigt – balance i elnettet. Hvert sekund, minut, hver time, dag, uge, måned, året rundt.

Der er tab i form af varme, når vi laver brint og igen når vi bruger brinten til at lave strøm. Den varme kan bruges i fjernvarmenettene. Derfor skal brintanlæggene bygges ved siden af vores fjernvarmeværker. Så er det ikke tab længere.

Industri, detailhandel og datacentre har også meget overskudsvarme, som også skal udnyttes til fjernvarme. Når vi planlægger, hvor brintanlæggene skal ligge, skal vi tage højde for hvor der allerede er eller snart vil komme industri med overskudsvarme, og vi skal omstille flest mulige af de nuværende gasfyr til fjernvarme, så der er aftagere til mest mulig overskudsvarme.

Der er ingen vej fremad for det landbrug, vi kender i dag. Det industrialiserede landbrug med et enormt husdyrhold udleder allerede ca 1/3 af alle drivhusgasser i Danmark, og importen af soyaskrå og andet dyrefoder til landbruget medfører ødelæggelse af skove i de lande, vi importerer fra. Landbruget vil ikke kunne indfange CO2 fra husdyrene (med mindre de udsættes for livsvarigt, helt uacceptabelt fangenskab), så den eneste vej er at nedbringe husdyrholdet og gøre jordbruget økologisk eller – endnu bedre – regenerativt. Det regenerative landbrug har intet overskud af gylle, komøg og halm og har netto-optag af CO2.

Omstillingen af landbruget vil begrænse mængden af biomasse, der kan behandles i biogasanlæg. Vi vil fortsat forgasse madaffald, men den eksplosive udvikling af biogas, vi ser for tiden, er fejlinvesteringer. Da der dannes CO2, når biogassen brændes af, er biogas ikke en langsigtet løsning. Biogassen er vigtig i dag, men vi overinvesterer i biogassektoren. Det er en overgangsløsning, og de nye anlæg vil få alt for kort afskrivningstid til at være rentable.

I 0-emissionssamfundet er der afhængigheder på tværs af alle sektorerne. Fjernvarmesektoren bruger overskudsvarme, transportsektoren bruger el eller brint fremstillet lokalt ved fjernvarmeværkerne osv. EU betegner det ”sektorkobling”. Vi får et effektivt samfund ved at udnytte mulighederne for at koble sektorerne sammen. Den forrige regering lavede ”klimapartnerskaber” sektorvist. Deres rapporter viser – tydeligst i sektorerne ”Energi” og ”Landbrug” – at de hver især ønskede at optimere deres egen sektor, men koblingen mellem sektorerne skaber muligheden for mere værdi. Vi kan ikke overlade planlægningen af den grønne omstilling til sektorerne. Regeringen og Folketinget er nødt til at løfte denne opgave selv.

Det er en meget omfattende opgave at beskrive 0-emissionssamfundet i detaljer, men det er umagen værd. Dette indlæg har afgrænset en række primært tekniske forhold, der er formende for dette samfund. Alle gode kræfter må samles om at lave en sådan helhedsorienteret vision og plan. Helhedsorientering vil selvsagt gøre det meget vanskeligt for lobbyisterne, og der kan forventes en massiv modstand mod denne måde at gribe omstillingen an på. Den grønne omstilling er ikke en opgave, regeringen kan uddelegere. Vi må håbe, den hurtigst muligt forstår perspektivet ved helhedsorientering og påbegynder arbejdet i samarbejde med ngo’er og andre parter, der prioriterer fællesskabet og ikke blot søger egen fordel.