Vinduet lukker

FN’s miljøafdeling, UNEP, har netop udgivet sin trettende årlige statusrapport over klimaindsatsen i Verden, ”The Closing Window, Emissions Gap Report 2022” med undertitlen ”Climate crisis calls for rapid transformation of societies” – ”Klimakrisen fordrer hastige forandringer af samfundene”. Det er en diger og videnskabeligt velunderbygget rapport, der desværre ikke er let at læse.

Rapportens hovedbudskab er, at vi ikke når Parisaftalens mål om 1,5 graders eller 2 graders temperaturstigning i forhold til det før-industrielle niveau, med mindre vi sætter meget mere fart på den grønne omstilling. ”Vinduet er ved at lukke”. Årene frem til 2030 bliver afgørende. Det er både hurtige og dybtgående forandringer af samfundene, der skal til, hvis vi skal holde klimaet skak. Allerede ved 1,5 graders opvarmning kan vi risikere at overskride nogle grænser, hvor klimaprocesser, der ikke kan bremses, sætter ind, som for eksempel frigivelse af enorme mængder af methan bundet i Sibiriens permafrostområder. Hvis Paris-aftalens mål om 1,5 eller 2 graders temperaturstigning skal holdes, skal Verdens lande reducere deres udledninger i forhold til udledningerne i 2020 med 45 respektive 30 procent på bare 8 år. Det er voldsomt meget. Jo længere vi venter, des voldsommere bliver de nødvendige reduktioner. Hvis Verdens nationer blot fastholder de reduktioner, de har lovet i dag, frem til 2030, vil der fra 2030 ikke længere være nogen mulig vej til at holde temperaturstigningen på 1,5 grader i år 2100.

Rapporten taler om to slags mankoer:

Forskellen mellem de reduktioner, der er udført, og de reduktioner, der er nødvendige for at overholde Parisaftalens målsætninger (”emission gaps”).

Forskellen mellem de reduktioner, de enkelte lande har forpligtet sig til, og de reduktioner, de rent faktisk har gennemført (implementation gaps”).

Mange lande har knyttet betingelser til deres forpligtelser til konkrete reduktioner. Rapporten skelner derfor mellem ”ubetingede” og ”betingede” forpligtelser. Det medfører, at mange af de informative grafer og skemaer, rapporten er fuld af, bliver uoverskuelige. Man har også ændret måden at opgøre reduktioner på, så tallene er ikke umiddelbart sammenlignelige bagud i tid. Endelig er rapportens tal svære at sammenligne med de danske reduktionsmål, der angiver reduktioner i forhold til udledningerne i 1990, mens Emission Gap-rapporterne taler om reduktioner i forhold til det før-industrielle niveau.

Med disse vanskeligheder in mente må det konstateres, at rapporten indeholder masser af relevant information for den flittige læser. I det følgende gives nogle overordnede konklusioner og fakta.

Der er meget stor forskel på udledningerne fra land til land. Rapporten fokuserer på G20-landene, som tilsammen udledte 75% af al drivhusgas i 2020. De 7 G20-lande USA, Kina, EU, Indien, Indonesien, Brazilien, Rusland samt international transport udledte tilsammen 55% af al drivhusgas i 2020. Det er i overvejende grad de store og de rige lande, der er ansvarlige for udledningerne. Kina er langt den største udleder og udleder mere CO2 end nr. 2-4 på listen, USA, Indien og EU tilsammen. Målt i forhold til folketallet er USA i top fulgt af Rusland, Kina, Brazilien, Indonesien og EU. Udledningen pr borger i EU ligger en smule over gennemsnittet for Verden. Det fremgår ikke af rapporten, men Danmark ligger højt i EU.

19 af de 20 G20-lande har forpligtet sig til at nå 0-emissionsniveau i fremtiden. Igen er målene ikke helt sammenlignelige, idet nogle lande styrer mod 0 CO2, nogle mod 0 drivhusgasser og nogles mål er uklare. 9 af G20-landene har målet indarbejdet i national lov, andre har blot annonceret det eller har det som et politisk mål.

Hovedparten af G20-landene forpligter sig til 0-emission i 2050. Kina, Indonesien, Rusland og Saudi-Arabien har 2060 som mål. Indiens mål er 2070. De fleste G20-lande har nu faldende emissioner, men de færreste falder med en hastighed, der sandsynliggør, at de vil nå netto 0 i deres mål-år. Argentina, Brazilien og Saudi-Arabiens emissioner er nærmest uændrede de seneste år, mens Ruslands, Kinas, Indiens og Tyrkiets er stærkt stigende i disse år. Der foreligger ikke nogen dokumentation for, hvorledes disse 4 stor-udledere af drivhusgasser vil vende udviklingen og få tendensen i deres udledninger til at pege ned mod 0.

Kina, Indien, Indonesien og Mexico har ikke forpligtet sig på et årstal, hvor deres samlede udslip af drivhusgasser topper. Det er kritisk, for de er blandt de største udledere. Uden deres bidrag vil resten af Verden ikke kunne holde temperaturstigningerne i ave. Og det skal gå stærkt. At toppe i 2040 eller 2050 fører ikke skuden i havn.

Methan får særlig opmærksomhed, da det er en drivhusgas, der har en voldsom men relativt kortvarig effekt. Reduktion af methan-udledninger er derfor særlig gavnlige på kort sigt. Af Verdens største methan-udledere har Australien, Kina, Indien, Iran og Rusland ikke forpligtet sig til reduktioner.

Rapporten har et afsnit med konkrete anvisninger på, hvordan man kan realisere reduktioner indenfor sektorerne strømforsyning, industri, bygninger og transport. Det er konkret og let tilgængeligt, men det indeholder ikke meget, der er nyt for os i Danmark. Overraskende er der ingen fokus på energilagring, og transportsektorens omstilling forventes i alt væsentligt at ske til elektrificering. Brintkøretøjer og brinttog er ikke nævnt.

Fødevareområdet har fået sit eget afsnit. Det anses for afgørende, at emissionerne fra fødevareproduktion og -industri reduceres væsentligt. Med et fastholdt niveau er der ingen vej mod Paris-aftalens mål! Det anføres, at der kan opnås store besparelser ved at reducere kødproduktionen og bruge landbrugsjorden til at producere mad til mennesker i stedet for til husdyr. Kødproduktionen var ansvarlig for 54% af landbrugets udledninger i 2018-2020. Specielt peges på methanudledning fra drøvtyggere. Ud over at reducere deres antal kan udledningerne reduceres ved at skifte over til specialfoder lavet specielt til formålet. Dette foder er desværre dyrt.

Rapporten beskriver også beskyttelse af økosystemer og skovfældning. Uden nye skovbeskyttelsespolitikker kan op til 290 millioner hektarer tropisk regnskov være fældet i 2050. Skovfældning er ofte forårsaget af et ønske om at tage nyt land i brug til landbrug. Gennem sin import af fødevarer – primært til kødproduktion – er EU ansvarlig for 16% af skovfældningen i troperne. Danmark er en stor-synder i denne sammenhæng.

Rapporten peger også på fremstilling og brug af kunstgødning som en kilde til udledning af drivhusgasser og anbefaler økologisk landbrug og dyrkning af kvælstofsamlere som bønner, ærter og linser som alternativ til kunstgødning og husdyrgødning. 1,6% af Verdens landbrugsjord, 75 millioner hektar, var økologisk dyrket i 2020.

Rapporten afsluttes med et afsnit om, hvordan det internationale finansielle system skal ændres for at kunne støtte op om de nødvendige ændringer i samfundene.