Har atomkraft en fremtid i Danmark?

Ålborg, Syddansk, Københavns og Århus universiteter samt DTU har udgivet rapporten ”Fakta om atomkraft i Danmark”. Rapporten konkluderer, at el produceret med atomkraft er dobbelt så dyr som el produceret med vind og sol. Mens atomkraft forudsætter betydelige økonomiske tilskud og garantier, vil de nyeste havvindmølleparker give et milliardafkast til staten. Havvindmøller kan opføres på 3-8 år, solcelleparker væsentligt hurtigere, mens atomkraftværker tager 18-21 år. Et dansk atomkraftværk kan således tidligst starte drift i 2040, et tidspunkt, hvor en helt overvejende del af det danske energibehov allerede er dækket af sol og vind. Problemerne med håndtering af atomaffaldet er ikke løst, og som det er set i Ukraine, kan atomkraftværker blive brugt som brikker i en eventuel krigssituation. Dansk vindteknologi kan eksporteres, mens vi er nødt til at importere atomkraftteknologi. På denne baggrund konkluderes, at atomkraft ikke har nogen fremtid i Danmark.

Mens det overordnede spørgsmål om atomkrafts rentabilitet således er besvaret, behandler rapporten også spørgsmålet om, hvordan et atomkraftværk ville kunne indpasses i den danske kraftproduktion. Med vind og sol som de helt dominerende energikilder er der behov for at udjævne udsvingene i elproduktionen betinget af vejr og årstidernes skiften. Især i vinterhalvåret vil der være længere perioder, hvor vind og sol ikke kan dække samfundets energibehov, uanset hvor mange vildmølle- og solcelleparker vi har. El kan ikke oplagres i elnettet, og vi har derfor brug for at skabe balance mellem behov og produktion af el hen over året ved at have nogle kraftværker, der drives af andre energikilder end vind og sol. I dag er det primært gas, halm og træflis, men disse kilder giver anledning til CO2-udslip til atmosfæren – med mindre vi benytter den dyre metode med opsamling af CO2 fra skorstensrøgen og deponering af den i undergrunden. Det gør vi ikke endnu!

Spørgsmålet er, om atomkraft kan bruges som balancekapacitet. Problemet med atomkraft er, at det er både langsommeligt og dyrt at starte og stoppe atomkraftværker. Da de i tilgift er meget dyre, egner de sig i realiteten kun til at køre kontinuerligt hele året, altså det, der betegnes grundlast. Herved kommer et atomkraftværk til at konkurrere med vind og sol, der på grund af den fluktuerende natur af vejr og årstider skal have første prioritet i kraftproduktionen. Atomkraft kan ikke løse balanceproblemet. Løsningen af dette problem er i alt væsentligt uafhængigt af, om vi har atomkraft eller ej. I rapporten hedder det:

”Atomkraft egner sig ikke til reservelast for vedvarende energi i perioder, hvor der ikke er vind eller sol. Prisen på el fra et atomkraftværk bygget til reservelast vil være lige så dyr som fra et gasfyret kraftværk med de nuværende ekstremt høje gaspriser, og langt højere end den forventede omkostning til et gasfyret spidslastkraftværk baseret på grøn gas i fremtiden”.

Et reservelast- eller spidslastkraftværk kan startes og stoppes hurtigt og dermed levere den balance i elproduktionen, der er alfa og omega i forsyningssikkerheden.

Hér antyder rapporten en løsning på balanceproblemet: ”…et gasfyret spidslastkraftværk baseret på grøn gas…”. Forfatterne af rapporten har ikke indset, at ”grøn gas” ikke eksisterer! I debatten anføres det ofte, at biogas og såkaldt e-methan er ”grøn”, men faktum er, at afbrænding af gas har CO2 som biprodukt. Det gælder både naturgas, biogas og e-methan. Begrebet ”grøn gas” bunder i, at vi har en stor produktion af gylle og komøg, som vil afgive CO2, uanset hvad vi gør med den. Påstanden er, at det så ikke gør nogen forskel for atmosfæren, om vi laver biogas og e-methan af gyllen og komøget eller bare spreder det på markerne. Det man har overset er, at vi kunne have ladet være med at producere de store mængder gylle og komøg. Hvis vi brænder gas af uden at indfange den dannede CO2, udledes CO2’en til atmosfæren. Vi kan narre os selv, men vi kan ikke narre atmosfæren. Al snak om ”grøn” biogas, e-methan og e-methanol bør stoppe straks. Det er rent vrøvl. Vores mål er 0-emissionssamfundet. Det opnår vi ikke ved at lave et energisystem, hvor vi udleder oceaner af ”grøn” CO2 til atmosfæren.

Men der er en løsning på balanceproblemet: I stedet for at stoppe vindmøller, når det blæser godt, skal vi lade dem køre og så omdanne overskudsstrømmen til brint ved elektrolyse. Brinten lagrer vi. Når der så på et senere tidspunkt er underskud af el, fordi der ikke er vind og sol nok til at dække samfundets energibehov, bruger vi den lagrede brint til at lave el, som sendes ud på elnettet. Disse processer genererer en masse spildvarme. Den kan vi pumpe ind i vores fjernvarmesystemer. Så fortrænger den anden energi – i fremtiden typisk el – som vi ellers skulle have brugt til at lave varme. Så er det ikke spild længere. Vi har allerede 400 fjernvarmeværker fordelt over hele landet i dag. Forudsætningerne er til stede. Det er en fantastisk mulighed.

Brintlagrene udgør kun få procent af omkostningerne ved brintanlæggene, så det er stort set gratis at gøre dem større, end vi behøver for at løse balanceproblemet. Herved får vi adgang til en masse brint produceret lokalt. Transportsektoren kan forsynes med lokalt fremstillet brint, så behovet for at transportere brint rundt i samfundet reduceres, og derved bliver brinten billigere for brugerne. Vi vil få masser af brintbiler, -lastbiler, -busser og -varevogne i fremtiden. I kraft af vores mange fjernvarmeværker spredt ud over landet har vi muligheden for at lave verdens billigste brintsamfund.

Sydkorea er ved at rulle brint ud over hele landet. Tyskland har en ambitiøs brintstrategi. Herhjemme er vi kun så småt ved at opdage brintens potentiale. Forfatterne til rapporten om atomkraft har ikke opdaget det. Og de har heller ikke indset, at man ikke kan lave en grøn omstilling uden at forstå sammenhængene i samfundet. Brug af overskudsvarme fra brintanlæggene er et glimrende eksempel. Hvorfor bygge PtX-anlæg på energiøer i Vesterhavet og smide en masse god varme ud i den blå luft, når vi kunne have taget strømmen i land og brugt spildvarmen i vores fjernvarmenet?

Fagbladet ”Ingeniøren” havde i oktober en artikel med overskriften ”Brintbranchen er sulten”, hvor man advarer om en ”brintboble”, og at vi kommer til at bygge en masse energianlæg, der ikke bliver brug for. Det er positivt, at ”Ingeniøren” giver spalteplads til information om brint, men de har ikke forstået perspektivet: ”Eller som Michael Liebreich beskriver det, så kan det godt være, at brint ligner en energiteknologisk schweizerkniv, men derfor er der ikke nogen grund til at bruge den til at løse alle opgaver med ”. Nej, men der er nogen opgaver, der kun – eller bedst – kan løses med brint. Lad os dog gøre det. Vi skal have en vision af 0-energisamfundet. Når vi laver den, vil vi opdage, at brint kommer til at spille en hovedrolle i fremtidens energisystem.