Hvad er “grønt”?

Hvad er ”Grønt”?

Vi bruger denne betegnelse hele tiden, og vi er enige om, at den er positiv, noget vi stræber efter og kan bruge til at beskrive kvaliteten af en aktivitet eller et brændstof. Men hvad betyder det egentlig? Vi har ikke en fælles, anerkendt definition.

Strøm fra vind og sol er ”grøn”. Det er de fleste enige om. Men hvor grøn er den? Hvad er kriteriet? Tæller CO2-udledningerne fra fremstilling og opstilling af en vindmølle med i møllens CO2-regnskab?

Hvad med strømmen i vores elnet? Halvdelen kommer fra vind og sol, men resten er lavet på kul, gas, halm eller træflis eller er importeret. Det er ikke ”grønt”. Er strømmen i vores stikkontakter så ”grøn”? Er elbiler ”grønne”, når de faktisk giver anledning til lige så meget CO2-udslip som benzinbiler med det mix af strøm, der er i elnettet i dag?

Biogas bliver sædvanligvis betegnet som ”grøn”, men man kan ikke snakke sig fra det faktum, at der frigives CO2, når vi brænder den af. Hvor ”grøn” er den så?

Samme spørgsmål kan man stille om methanol, der af mange anses for fremtidens ”grønne” brændstof til transportsektoren. Men hvis alle transportmidler pludselig kørte på methanol, ville de udlede stort set den samme mængde CO2 som transportmidlerne i dag. Hvor ”grønt” er det?

Hvad med træflis? Det er ikke så almindeligt at kalde træflis ”grøn”. Vi kalder det ”bæredygtigt” i stedet. Det er lidt sværere at forstå, men meningen er den samme: Hvis det er ”bæredygtigt”, skader det ikke klimaet. Men når vi brænder træflis af i dag, sender vi masser af CO2 ud i atmosfæren. Hvor ”grønt” eller ”bæredygtigt” er det? Atmosfæren er ligeglad med, hvor træflisen kommer fra. CO2 er CO2.

Vores forståelse af det klimaskadelige ved vores aktiviteter er blevet sløret af en forestilling om, at brændsler kan være ”grønne”, hvis de er lavet af noget, der alligevel ville have ført til CO2-udledning, hvis vi ikke brugte det som brændsler. Biogas, for eksempel: Det er rigtigt nok, at gassen bare futter ud i atmosfæren, hvis vi spreder gylle på markerne. Det, vi overser, er, at det er vores eget valg overhovedet at producere gyllen. I det omfang vi lægger vores landbrug om til produktion af fødevarer til mennesker i stedet for at producere fødevarer til husdyr, kommer der slet ikke gylle ud som et biprodukt af produktionen. Så ja, hvis præmissen er, at vi pinedød skal have 30 millioner svin i Danmark, er det bedre at afgasse gyllen og brænde gassen af end at smide gyllen direkte ud på markerne. Men selv med afbrænding af biogassen har vi et valg: Vi kan begrænse afbrændingen af gas til store industrivirksomheder, hvor vi sætter en CO2-fanger på skorstenene og sender den opsamlede CO2 ned i undergrunden. ”Farven” på brændstoffer afhænger ikke af, hvor de kommer fra, men alene af, om de udleder CO2, når de bliver brugt.

Og det fører så til en definition af begrebet ”Grøn”:

En aktivitet er ”grøn”, hvis nettoudledningen af CO2 fra aktiviteten er 0.

Men hér dukkede et nyt begreb op: ”Nettoudledning”. Hvad er så det?

Klimaindsatsen handler om at stoppe udledning af CO2 til atmosfæren. Hvis vi i forbindelse med en specifik aktivitet lukker CO2 ud i atmosfæren, kan vi indfange en tilsvarende mængde CO2 fra atmosfæren og deponere den i undergrunden. Så har aktiviteten ikke medført en netto vækst i atmosfærens CO2-indhold. Aktiviteten er CO2-neutral – nettoudledningen fra aktiviteten er 0. Aktiviteten er ”grøn”. Vi kan altså gøre en aktivitet, der giver CO2-udledning til atmosfæren, ”grøn” ved at indfange den samme mængde CO2 fra atmosfæren og deponere den i undergrunden.

Der har været tanker om, at hvis vi indfanger CO2 fra for eksempel cementfabrikkernes skorstene og bruger den som kulstofkilde ved fremstilling af methanol, så har vi pludselig ”grøn” methanol. Det er forkert. Når man brænder methanol af, for eksempel i en lastbil, kommer der CO2 ud i atmosfæren. Vi må tage udgangspunkt i atmosfærens CO2-indhold. Hvis det stiger ved en aktivitet – lastbilkørsel – er det ligegyldigt, hvor brændstoffet kommer fra. CO2 har ingen farve. CO2 er CO2. Hvis lastbilen skal køre ”grønt”, skal den køre på et brændstof, der ikke danner CO2, når det bliver brugt, som for eksempel brint eller el. Og det forudsætter endda, at den brint eller el, lastbilen forbruger, er dannet uden udledning af CO2 til atmosfæren.

For at vende tilbage til cementproduktionen, så kan vi gøre cementproduktionen ”grøn” ved at indfange CO2en fra skorstenene og deponere den i undergrunden. Og cementfremstilling er begunstiget af, at der overhovedet er en skorsten, hvor man kan fange CO2en, inden den ville være sluppet ud i atmosfæren.

Det er sværere med landbruget. Husdyr og fjerkræ afgiver masser af drivhusgasser. Nogle har i ramme alvor foreslået at spærre alle husdyr inde i hermetisk lukkede stalde hele deres liv og så trække drivhusgasserne ud af staldluften. Det er helt uacceptabelt med hensyn til dyrevelfærd. Første skridt er at skrue voldsomt ned for husdyrholdet i landbruget. Husdyrholdet svarer for 80% af landbrugets udledninger, og landbruget vil i 2030 stå for 46% af Danmarks samlede udledninger, så der er virkelig meget at hente.

Vi kan sagtens spise mindre kød, og vi kan også skære ned på vores forbrug af mejerivarer, men det er svært at forestille sig et helt vegetarisk landbrug. Vi må acceptere, at landbruget sender drivhusgasser ud i atmosfæren, og så må vi indfange en tilsvarende mængde CO2 og deponere den i undergrunden. Så bliver landbruget CO2-neutralt.

Det er rigtig dyrt at indfange CO2 fra atmosfæren og deponere den i undergrunden, og den regning kan man ikke bare overlade til skatteborgerne. Forurenerne må selv betale, og så må de lægge prisen for CO2-fangst og deponering på prisen for deres varer. En sådan ordning ville få landbruget til at skære husdyrholdet ned med 90%, og prisen på kød og mejeriprodukter ville stige dramatisk. Tilsvarende ville overflødige forbrugsvarer blive skåret væk eller blive rigtig dyre. Samfundet kan holde hånden under borgerne, for eksempel med differentieret moms, men at betale 500 kr for en returbillet med fly København-Rom bliver henvist til historiebøgerne.

Der er tale om en voldsom omvæltning af samfundet, og den kan ikke indføres fra den ene dag til den anden. Men den kan indfases over 25 år, og så kan vi ramme 0-emissionssamfundet inden år 2050.

Regeringen har for nylig landet et forlig om en CO2-afgift for industrien. Det er en god begyndelse, selv om afgiften er for lav til at dække omkostningerne ved en eventuel CO2-fangst og lagring. Landbruget er ikke omfattet, men det er til forhandling for tiden. CO2-afgiften vil lægge en dæmper på de mest CO2-genererende varer, og den kan skrues gradvist op. Men provenuet skal bruges til klimarelaterede aktiviteter, hvis det skal give mening. Bliver afgiften blot en ny skat, bliver den bare en klods om benet på vores erhvervsliv.