”Det er vanskeligt med, men uden går det ikke”. Ordene er Benny Andersens, fra digtet ”Damer”. Om det passer på damer skal være usagt, men det passer på regulering.
Ursula von der Leyen udtalte i sin årlige tale om unionens tilstand: ”Min diagnose er, at det nuværende design for elmarkedet ikke er egnet til formålet længere”. Erkendelsen af, at markedet ikke er en garant for lave priser, innovation, konkurrence og kvalitet er et afgørende nybrud. Siden murens fald og Sovjetunionens sammenbrud i 1991 har neoliberalisterne haft frit spil. Enorme statslige værdier er blevet privatiseret, ikke kun i Rusland og den gamle østblok men også i Vesten. Herhjemme DONG, teleselskaberne, elsektoren, NETS (Dankort m.v.), Kommunedata, Københavns Lufthavn, dele af hospitalsvæsenet for at nævne nogle af de mere spektakulære.
Neoliberalisterne tror, at det private er bedre til at drive virksomhed end det offentlige, at den frie konkurrence og markedernes dynamik vil skabe en gylden fremtid. Hvad skete? En stadig stigende ophobning af kapital og magt hos nogle få kæmpe selskaber, der ejes af et meget lille fåtal af aktionærer, har ført mange brancher væk fra fri konkurrence over i monopollignende tilstande. Hvad gør monopoler? De vil før eller siden misbruge deres magt. Det er dét, vi ser i elsektoren nu. Det er dét, Ursula von der Leyen reagerer på. Elselskaberne gør præcist det samme, som de hele tiden har gjort, men da de har monopol, kan de kræve 4-5-6 gange så mange penge for deres ydelser som før. Vi forbrugere har ikke noget valg. Vi er ofre for monopolmisbrug.
I den situation er der kun én vej frem: regulering. Samfundet kan ikke acceptere, at nogle få selskaber ejet af ganske få personer påtvinger almindelige borgere priser, der ingen forbindelse har til virksomhedernes omkostninger. Vi har skabt et system, hvor vi alle sammen bliver bidragydere til stigende ulighed i samfundet og en løbende styrkelse af monopolerne. Det er klart, at samfundene må reagere. Ursula von der Leyen har fuldstændig ret: Elmarkedet er forkert designet. Det må laves om.
Nu er det desværre ikke kun elmarkedet, der lider under denne skavank. 70-90% af al korn i Verden kontrolleres af 4 grossist-selskaber. De stigende kornpriser på verdensmarkedet giver disse 4 grossistvirksomheder enorme gevinster, uden at de behøver gøre andet end at give priserne et nøk opad i ny og næ. Deres overskud er på himmelflugt, og deres monopol bliver stærkere og stærkere. Rusland havde en monopollignende status på det europæiske gasmarked. Der er ingen tvivl om, at Putin er en stor skurk, men han er bestemt ikke den eneste!
Telesektoren er et andet eksempel. Mens DR med regeringens velsignelse er ved at sulte den sidste rest af kvalitet ud af programfladen, bliver udenlandske streamingtjenester mere og mere dominerende. Kvaliteten falder og falder, og priserne stiger og stiger. Da Julius Bomholt holdt tale ved åbningen af TV i Danmark i 1955, var det med en strålende vision om TV-mediets fremtid med folkeoplysning, uddannelse og udbredelse af kultur til hele befolkningen: ”Vi må fra første færd sikre fjernsynets karakter som kulturfaktor. Hvis vi bevarer den kulturelle magt over fjernsynet og blandt andet holder reklamen borte fra dørene, så vil dets muligheder være uendelige. Hvilken betydning vil det ikke få for dansk skole og oplysning?”. Når man ser på programudbuddet fra DR i dag, ligner det mest af alt en parodi. Endeløse udenlandske serier og genudsendelser i metermål. Julius Bomholt må vende sig i sin grav!
Landbruget står for ca halvdelen af Danmarks udslip af drivhusgasser, og andelen er stigende. Landbrugets lobbyorganisationer mener ikke, det er et problem og stritter imod ethvert forslag, der kan bringe landbruget i retning tilbage mod en bæredygtig produktion, uafhængig af import af foderstoffer som soyaskrå, der dyrkes på arealer, der tidligere var regnskov, blandt andet i Amazonas. Vi kommer ingen vegne med landbruget uden regulering. De hverken kan eller vil løse opgaven selv.
Vi danskere har noget nær verdensrekord i forbrug og dermed i affaldsgenerering og CO2-udslip. Politikerne mener, vi skal finansiere den grønne omstilling gennem vækst, men vækst betyder bare mere forbrug. Hvis alle Jordens mennesker forbrugte lige så meget som danskerne, skulle vi bebo 4 jordkloder for ikke at tære på ressourcer oplagret gennem millioner af år. Vi har en forbrugskrise, men vi vil ikke vide af det. Vi jamrer os over stigende energipriser, men vores forbrug er stadigvæk tårnhøjt. Ingen vilje til at begrænse det, endsige reducere det. Hvad kan man gøre ved det? Regulering! Start med fødevarer og transport.
Danmark har rekord i elendig biodiversitet. Intet land har udlagt så stor en procentdel af jorden til landbrug som Danmark. Arter uddør hvert år, og masser af andre arter oplever voldsom tilbagegang, blandt andet insekterne. Der er masser af storke i Slesvig-Holsten, Skåne og det nordlige Polen. Vi jubler over en håndfuld storkepar, der har fået nogle få unger på vingerne. De har simpelthen ingen levesteder i Danmark. Vi véd, hvad vi skal gøre ved det, men vi gør det ikke. Hvordan kommer vi videre i den rigtige retning? Regulering!
Der er masser af andre eksempler på, at statsmagten er nødt til at skære igennem med regulering. Hvorfor ikke lægge en kæmpe afgift på store biler? Tvinge landbruget over på økologi? Plante masser af ny skov? Vådlægge alle lavbundsjorderne? Lægge et sammenhængende net af grønne korridorer mellem vores naturområder – nødvendige for flora og fauna? Indkassere energiselskabernes arbejdsfri fortjenester eller som den ultimative løsning nationalisere hele sektoren? Begrænse landbrugets husdyrhold til en brøkdel af, hvad det er i dag? Osv osv.
”You may say, I’m a dreamer, but I’m not the only one” sang John Lennon, kort før han blev myrdet i 1980. Vi er nødt til at drømme. Om en mere retfærdig planet. Om en acceptabel levestandard for alle, også for afrikanere. Om et fossilfrit energisystem og transportsystem. Om fremgang i biodiversitet. Om frihed og fred i Verden baseret på fællesskab og ansvarlighed for hinanden. Om monopolernes endeligt. Om en fremtid for vores børn og børnebørn.
Dét kan markederne ikke levere. Det kan kun opnås med regulering.
Hvis man synes, det smager for meget af sovjetiske 5-årsplaner, er der kun at sige, at kommunismen som ide var rigtig, men dens udførelse var forkert. I 1991 smed vi barnet ud med badevandet. Vi må bruge en fælles ansvarlighed til at tæmme monopolerne og skabe en bedre og mere retfærdig verden. Neoliberalisme bør henvises til samme sted i historien som kommunismen. Kun mellem disse to uhyrlige yderpunkter kan vi skabe et bæredygtigt fællesskab og en fremtid for vores børn og børnebørn.
Sektorkobling 