Med den seneste aftale mellem Danmark, Tyskland, Holland og Belgien om 10.000 vindmøller i Vesterhavet er der gået et kapløb i gang om at komme med på energiø-vognen. Der tales nu om ikke én men om mange energiøer i Vesterhavet. Det lyder godt, og det trækker altid overskrifter, når nogen vil brænde 3-cifrede milliardbeløb af, men hvor god en idé er det egentlig? Det er der mig bekendt ingen, der har undersøgt. Det skulle vi nok tage at gøre, inden vi kommer alt for godt i gang.
Energiøerne har to formål: at samle elkablerne fra en masse vindmøller i knudepunkter og at give plads til anlæg, der omdanner overskudsstrøm til brint, ammoniak og methanol (PtX).
Det er klart, at kablerne fra en masse vindmøller skal samles i knudepunkter langt til havs, men er energiøer den rigtige løsning? Vi kunne i stedet bruge nedlagte olieboreplatforme eller bygge nogle stålkonstruktioner af begrænset størrelse, á la en lille boreplatform. Disse knudepunkter vil være langt, langt billigere end energiøer. Vi kan derfor også bygge mange flere af dem og derved sprede risikoen for og konsekvenserne af nedbrud.
Det er til gengæld ikke klart, at det er en god ide at lave brint, ammoniak og methanol langt ude i Vesterhavet. Vi sparer ganske vist elkablerne, der kan føre strøm fra knudepunkterne ind til land, men vi får så en løbende omkostning med at afhente den producerede brint, ammoniak og methanol ude ved øerne. Og hvad værre er: Processerne med at lave brint og syntetisk ammoniak og methanol medfører store energitab i form af varme. Den er ubrugelig til havs men kan bruges som ”brændsel” i fjernvarmenettene til lands. 25-50% af energien går tabt derude, så det er enorme energimængder, vi lægger op til bare at smide ud i luften.
Tyskland har afsat over 1 mia euro til at udvikle en havvindmølle med egen brintfabrik om bord, og noget lignende er i gang i England. Hvorfor er det en god ide i Tyskland og England men ikke i Danmark? Det skyldes, at fjernvarme er meget lidt udbredt i de to lande. Det vil være en supergod idé at bygge masser af fjernvarme begge steder, og det skal det såmænd også nok ende med, men det tager tid. Lang tid. Vi har allerede gjort det. Halvdelen af vores boligmasse er allerede opvarmet med fjernvarme, og der er politisk medvind for at omstille hovedparten af naturgaskunderne til fjernvarme, så der kommer meget mere. Det er en kæmpe investering, vi har gjort i Danmark, og det har stået på i 50 år. Vi har en fantastisk mulighed for at lave verdens mest effektive energisystem ved at bruge overskudsvarmen fra PtX i vores fjernvarmeanlæg. Det er en gylden chance, som det vil være helt idiotisk at kaste overbord.
Med krigen i Ukraine er energipolitik pludselig blevet sikkerhedspolitik. Hvis vi bygger en håndfuld energiøer i Vesterhavet, kan Danmarks energisystem sættes fuldstændig ud af drift med en håndfuld missiler. Dét er en skræmmende tanke. Vi får rigeligt med problemer, hvis Storebæltsbroen bliver bombet. Vi behøver ikke ligefrem indbyde en aggressiv modstander til at sætte hele samfundet fuldstændigt i stå med nogle få missiler. Det kan vores militær muligvis beskytte os mod i ét eller andet omfang, men hvad koster dét?
Det er meget svært at regne ud, om energiøer kan betale sig. For at kunne gøre det, er man nødt til at lave en masse forudsætninger, der alle sammen handler om, hvordan vores fossilfrie samfund skal se ud i 2050. Det er der mærkværdigvis endnu ingen, der har fundet anledning til at filosofere over. Det var ellers nærliggende, da den grønne omstilling helt udenfor konkurrence er Danmarkshistoriens største projekt. Uden at kende resultatet kan vi selvfølgelig heller ikke lægge en plan for, hvordan vi kommer derhen. Og så risikerer vi at smide en fantastisk mulighed og milliarder af gigawattimer god energi ud i luften ude i Vesterhavet.
Selv om vi ikke har set tegningen af det fossilfrie samfund, kan vi godt overveje nogle af mulighederne. PtX trækker masser af opmærksomhed for tiden, men vi skelner ikke mellem brint, ammoniak, methanol, methan, energilagring og lagring af CO2 i undergrunden. PtX-begrebet er meget svært at holde fast i, når det skal dække sådan en mangfoldighed af muligheder. Vi kan i virkeligheden godt sortere nogen af dem fra:
Når man brænder methanol og methan (syntetisk eller biogas) af, udledes der CO2 til atmosfæren. Methanol og methan er ikke grønt og kan aldrig blive det, uanset hvor det kommer fra. Vi skal ikke basere fremtiden på methanol og methan (biogas)!
Ammoniak kan bruges som brændstof og udleder ”kun” NOX’er, når det bliver brændt af. Det er desværre meget giftigt og aggressivt, så det er svært at håndtere. Det har landbruget lært sig. De bruger enorme mængder af ammoniak som gødning. Det vil de ikke have brug for, når landbruget er blevet økologisk. Konklusion: Vi skal ikke lave ammoniak.
Så er der kun brint tilbage. Vi ser ind i brintsamfundet!
Vi skal lave masser af brint. Hvis vi bygger elektrolyseværkerne ved siden af vores fjernvarmeværker, får vi billig lokalt produceret brint, der kan laves om sommeren og lagres til om vinteren, hvor solcelleanlæggene ikke giver noget og vinden som altid er upålidelig. Vi skal have masser af små brintanlæg med elektrolyse, brintlager og en brintdrevet kraftenhed, der kan producere el til elnettet på vindsvage vinterdage.
Dette er opskriften på forsyningssikkerhed, energieffektivitet i verdensklasse, energiøkonomi i verdensklasse og lokalt produceret brint til transportsektoren. Det er opskriften på aldrig at stoppe vindmøller, fordi vi altid kan absorbere al den energi, de producerer.
Men vi kan selvfølgelig også godt bygge en håndfuld energiøer, motorveje, en Kattegatforbindelse, en Lynetteholm og hvad vi ellers har fundet på af exorbitant dyre projekter. Vi er jo er rigt samfund. Det bliver vi måske så ikke ved med at være, men det bliver jo vores børns og børnebørns problem …
Sektorkobling 