Energinet har udsendt ”Langsigtet Udviklingsplan 22”, LUP-22. Den beskriver, hvordan man tænker sig transmissionsnettene for el og gas skal udvikle sig over de næste mange år. LUP-22 indeholder projektkataloger for både el og gas. Projektkatalogerne er inddelt i 3 grupper: ”Under etablering”, ”I modning” og ”Mulige projekter”. Man tænker konkret, i projekter. Energinet kalder selv LUP-22 ”sammenhængende og helhedsorienteret”, men den er tydeligvis rundet af perspektiverne i el- og gas-sektorerne. For eksempel er landbruget, der er hovedleverandør af biomasse til biogasanlæggene, er ikke nævnt én eneste gang i LUP-22 hovedrapporten.
LUP-22 indledes med en gennemgang af forudsætningerne for udviklingsplanen. Der er tre forhold, der ikke nævnes eller er til diskussion:
1) Der er ikke nogen overordnet plan for placering af hverken energi-produktionsanlæg eller kommende storforbrugere af el og gas.
2) Med en stigende andel el fra vind og sol skal balancen mellem produktion og forbrug af el sikres. LUP-22 indeholder intet om energilagring som løsningsmetode.
3) LUP-22 forudsætter, at forbruget af gas – fremover i form af biogas og syntetisk fremstillet gas – fortsætter.
Disse tre forhold kommenteres i det følgende:
Ad 1: Transmissionsnettene for el og gas har til formål at flytte energi på tværs af landet. Hvordan kan man vide, hvor store forstærkninger af transmissionsnettene, der bliver behov for i fremtiden, når vi ikke tager udgangspunkt i en plan for den fremtidige placering af store energiproducenter og -forbrugere? Transmissionsnettenes kapacitet er afgørende for, hvor man kan tilslutte både store producenter og store forbrugere. Hvis vi starter med at fastlægge den fremtidige kapacitet i transmissionsnettene, giver det begrænsninger på, hvor sådanne anlæg kan placeres. Heraf følger, at samfundet skal indrettes efter transmissionsnettene. Det er galt tænkt. Transmissionsnettene skal selvfølgelig indrettes efter samfundets behov. Store energianlæg skal placeres dér, hvor de bedst imødekommer samfundets behov, altså gør mest mulig gavn med færrest mulige gener og den bedst mulige økonomi. Vi må starte med en plan for placering af alle fremtidens store energianlæg og derudfra beregne den nødvendige transmissionskapacitet.
Ad 2: Produktionen fra vind og sol er størst om sommeren. Samfundets forbrug af energi er størst om vinteren. Vi har allerede gaslagre, men el kan ikke lagres i dag. Hvis der er større kapacitet til produktion af el, end der er forbrug, stopper vi vindmøller. Jo flere vind- og solanlæg vi bygger, desto oftere må vi stoppe vindmøller. Energinet har to bud på balancering: A) Tilpasse elforbruget efter produktionen. Og B) Løse balanceproblemet ved udveksling af strøm med vores nabolande.
Vi kan komme et stykke vej ved at tilpasse forbruget efter produktionen, for eksempel ved at opfordre borgerne til at lade vaske- og opvaskemaskiner køre om natten. Men det er meget langt fra nok.
LUP-22 anfører på side 5: ”Import og eksport af strøm kommer til at spille en stor rolle for forsyningssikkerheden, fordi vind og vejr vil blæse, skinne og regne uens hen over Europa”. Nu er Europa jo stort, men det er ikke realistisk at basere forsyningen på strøm fra fjerne lande. Vores nabolande har i det væsentlige det samme vejr som os. Med mindre forskelle, naturligvis, men når vi stopper vindmøller i blæsevejr i dag, er det netop fordi vores nabolande også har overskud af el og også stopper vindmøller. Prisen på strøm i vindsvage perioder indikerer, at vores naboer også har underskud, når vi har det. Det virker urealistisk at basere forsyningen på import og eksport af el.
Løsningen på balanceproblemet er at bygge brintanlæg, der kan gemme vores overskudsstrøm som brint og bruge brinten til at producere el, når vi har underskud. Disse brintanlæg skal placeres ved siden af vores kommende og de nuværende 350 fjernvarmeværker, som kan modtage overskudsvarmen, og som derved erstatter anden energi, man ellers ville have brugt. Brintanlæggene skal forbindes til el-transmissionsnettet, da de både er store elforbrugere og elproducenter.
At placere 350 brintanlæg spredt ud over hele landet vil stille nogle helt nye krav til el-transmissionsnettet. Det er en afgørende planlægningsforudsætning for udviklingen af fremtidens el-transmissionsnet – men dette aspekt mangler helt i LUP-22.
Udnyttelsen af spildvarmen fra brintanlæg i fjernvarmen vil reducere prisen på brint dramatisk og er reelt en ”game-changer”.
Ad 3): Når man brænder gas af, frigives CO2 til atmosfæren. Det gælder både naturgas og biogas – og det gælder i øvrigt også methanol. Vi taler om ”grøn biogas”, men der udledes den samme mængde CO2, når man brænder biogas af som når det er naturgas, uanset ”farve”. Vi har et mål om et CO2-neutralt samfund – eller endda negative CO2-udledninger. At satse på gas og udbygge gasnettet virker simpelthen direkte imod vores målsætning. Natur- og biogas kan ikke være en del af fremtidens energisystem. Brint kan. Når vi bruger brint, udledes der kun rent vand. Vi kan bruge gasnettet til at transportere brint. Investeringer i brint peger fremad, mens investeringer i biogas (methan) og methanol på langt sigt er fejlinvesteringer. Som samfund bør vi sigte mod at afvikle al gas (methan) og erstatte det af brint, hvor det er relevant. Det kan i en overgangsperiode give mening at fremstille biogas og transportere den rundt i gasnettet, men vi bør operere med ultrakorte afskrivningstider for nyanlæg, der knytter sig til biogas.
Regeringen har udsendt en gas-strategi, hvor biogas ses som et væsentligt element i fremtidens energisystem. Energinet arbejder i LUP-22 loyalt ud fra denne forudsætning, men det er ikke dén vej, vi skal. LUP-22 har fokus på samspillet mellem el og (bio)gas og viser, hvordan de to energiformer kan supplere hinanden, og det er godt tænkt, men præmissen er gal. Vi skal samtænke el med brintsektoren i stedet.
Landbruget er hovedleverandør af biomasse til biogas-sektoren. Regeringens gasstrategi og dens udfoldelse i LUP-22 vil fastholde landbruget i et helt urimeligt stort og komplet u-bæredygtigt husdyrhold. Landbrugets udvikling frem mod et bæredygtigt landbrug er af gode grunde ikke et emne for LUP-22, men LUP-22 forudsætter ikke desto mindre, at landbruget også på langt sigt vil være i stand til at levere enorme mængder biomasse. Dette er et eksempel på, hvordan energisystemet hænger sammen med andre sektorer, og hvorfor en ”sammenhængende og helhedsorienteret” tilgang til planlægningen af el-transmissionsnettet ville have været særdeles værdifuld og ønskværdig. Men det kommer forhåbentlig, når LUP-23 bliver udsendt næste år.
Sektorkobling 