Der er ved at brede sig en forståelse i samfundet af, at energilagring er en uundgåelig konsekvens, når vores energi i det væsentlige skal komme fra vind og sol. Det er ellers ret simpelt. Vind og sol producerer mest energi om sommeren. Samfundet forbruger mest energi om vinteren. Det kan kun balancere med energilagring.
Overskuddet af elektricitet i sommerperioden skal bruges til elektrolyse, hvor der produceres brint. Brinten lagres og bruges til at lave el, når vind og sol ikke kan dække samfundets behov om vinteren på vindsvage dage. På denne måde kan brintanlægget købe el, når den er billig og sælge el til nettet, når den er dyr. Det er god økonomi.
Brintanlæg producerer en masse spildvarme. Derfor skal de lægges i nærheden af anlæg, der kan bruge varmen. Vi er i Danmark begunstiget af at have 350 fjernvarmeværker, som kan bruge brintanlæggenes spildvarme i stedet for at fyre med gas, biomasse eller elektricitet. Det er også god økonomi – og god CO2-økonomi.
Vi har teknologierne til at bygge brintanlæg, men hvem skal gøre det? Det er en samfundsmæssig opgave at sikre balancen i elnettet, men den offentlige administration er ikke skruet sammen, så den egner sig til at løse denne opgave. Det statslige selskab Energinet har ansvaret for balancen i elnettet og for at flytte store mængder strøm rundt i landet via vores højspændingsnet. Energinet bliver en nøgleaktør, fordi de skal sikre, at der kan føres strøm nok frem til brintanlæggene, når de producerer brint og føre strøm væk fra dem, når de producerer el. Men Energinet kan næppe forventes at få en rolle i opførelsen af brintanlæggene.
Det er nærliggende at lade opførelse og drift af brintanlæg være en kommunal opgave. Kommunerne ejer i forvejen de fleste fjernvarmeselskaber, og med den tekniske kobling mellem fjernvarme og brintanlæg er det nærliggende at lade kommunerne stå for brintanlæggene også. Det er bare ikke en del af kommunalfuldmagten. At bidrage til forsyningssikkerhed og balance i elnettet er en opgave, der både overskrider kommunegrænserne og selve formålet med kommunerne.
Kommunerne har i vid udstrækning udlicteret opgaven med fjernvarme til fælleskommunale fjernvarmeselskaber. De kunne også løfte opgaven med at drive brintanlæg, hvis de opbygger den nødvendige know-how. Den findes stort set ikke i Danmark i dag og skal altså under alle omstændigheder bygges op fra grunden. Fjernvarmeselskaberne er et meget naturligt sted at gøre det.
Men inden vi kan begynde at lave brintanlæg, skal der gennemføres en landsdækkende planlægning. Ved hvilke fjernvarmeværker er der plads til et brintanlæg? Hvor meget varme kan fjernvarmeværket aftage? Herudfra kan de enkelte brintanlæg dimensioneres. Næste træk er at vurdere behovet for forstærkning af elnettet. Hvor skal strømmen komme fra, og er der kapacitet nok i elnettet til at føre den frem? Hvor skal der laves vindmøller på land og i havet? Hvor skal der laves solcelleparker?
Regeringen vil lægge landvindmøller og solcelleparker, hvor der er ledig kapacitet i elnettet. Det er galt tænkt. Vi skal indrette elnettet, så det giver en god betjening af samfundet. Samfundet skal ikke indrettes efter hvordan elnettet ser ud lige nu. Landvindmøller og solceller skal placeres, hvor de generer mindst muligt.
Hele denne planlægning er et enormt puslespil, og det bør være embedsværket, der laver planlægningen, gerne assisteret af universiteter og private rådgivere. Planen vil pege på de vind- og solcelleanlæg, der skal laves, de brintanlæg, der skal laves, og de steder elnettet skal forstærkes, alt sammen lagt ind i et tidsligt forløb, hvor man kan se, hvilke opgaver der skal løses hvornår. Det lyder svært, men vi har mange års erfaring i at løse den slags opgaver, så hvis vi først påtager os den, skal den nok blive løst.
Når vi er så langt, skal lovgivningen være på plads, så kommunerne kan gå i gang.
Alternativet er at overlade hele opgaven til det private erhvervsliv, men der er alt for mange interesser i spil, og det vil ikke føre frem at lade erhvervslivet tage de mest profitable opgaver og overlade resten til samfundet. Det er ikke erhvervslivets opgave at skabe balance i elnettet eller sikre udnyttelsen af sol- og vindanlæg ved at lave energilagring. Staten må tage sig af planlægningen, kommunerne må tage sig af brintanlæggene, og Energinet må tage sig af elnettet.
Vi kan passende starte med at bygge 4-5 pilot-brintanlæg i nogle størrelser, som er repræsentative for, hvad der bliver brug for i samfundet. Erfaringerne vil være guld værd, når konceptet bredes ud til hele landet.
Som en sidegevinst kan vi opstille brint-tankstandere til vores biler og lastbiler ved alle brintanlæggene. Brintlageret er der allerede, så det vil være uhørt billigt at gøre. Når vi har over 300 brint-tankstandere strøet rundt omkring i hele landet, kan vi satse massivt på brintbiler i stedet for elbiler. Brintbiler kan fungere i byerne – modsat elbilerne med deres problemer med opladning. Hvis vi både køber brintbiler og laver fjernvarme til boligopvarmning i stedet for naturgas, behøver vi ikke forstærke el-distributionsnettet, det lavspændingsnet, der fører strømmen helt frem til vores boliger. Så kan vi nøjes med at forstærke højspændingsnettet. Lavspændingsnettet har langt flest km ledninger og vil være langt det dyreste at forstærke. At begrænse det mest muligt vil være et succeskriterium for den grønne omstilling.
Sektorkobling 