Grøn før rød?

Mette Frederiksen gik til valg i 2019 på at være rød før grøn. Nu har hun annonceret et strategisk skift: Nu vil hun være grøn før rød. Hvad betyder det egentlig – hvis det overhovedet betyder noget?

Der er ikke nogen modsætning mellem rød og grøn. Modsætningsparret er grøn og sort. Rød før grøn og grøn før rød er grundlæggende noget vrøvl. Regeringens første 2½ år har vist, at man sagtens kan være sort og rød samtidig. Man kan også være grøn og rød samtidig. Er det dét, vi skal til at se nu, og betyder grøn før rød, at der nu kommer grønne initiativer, der ikke er socialt balancerede? Betyder det overhovedet noget?

Regeringen roser sig af at have lavet en perlerække af ”historiske” ”grønne” forlig og aftaler. Transportforliget, der kostede Benny Engelbrecht posten som transportminister, vil føre til øget CO2-udledning, selv hvis man ikke medregner de hemmeligholdte CO2-udslip fra byggeriet af nye veje og jernbaner. Det er på godt dansk sort! Det indeholder nogle delprojekter med en elendig økonomi. Man kan have forskellige meninger om, hvor stor en transportkapacitet, samfundet har brug for, men en tredje Limfjordforbindelse over Egholm og en ny jernbane fra Silkeborg til Århus, er blandt de mindst rentable projekter overhovedet. Det er politisk begrundet. Der er hverken klima eller økonomi i projekterne. Regeringen strør så salt i såret ved at forære bilkøberne 4 mia kr om året til hybridbiler, der i gennemsnit har vist sig at være lige så klimabelastende som benzin- og dieselbiler. Grøn før rød? Nej. Sort.

Den offentlige transport skal styrkes med et tocifret milliardprojekt til elektrificering af jernbanen Fredericia-Ålborg. Man kunne have fået den samme effekt men med et meget mere fleksibelt togsystem for den halve pris, hvis man havde valgt at køre med brinttog i stedet. Og så kunne man have brugt de sparede milliarder til at forbedre busbetjeningen i by og på land. Nu kan vi kigge i vejviseren efter hyppigere og bredere dækkende busser og billigere offentlig transport. Grønt? Rødt før grønt? Nej. Sort!

Transportforliget var en af regeringens ”historiske” aftaler. Der skal ikke meget til, før en aftale er historisk i dag. Eftertiden vil måske mene, det er historisk dumt.

Et andet initiativ er regeringens gasstrategi, hvor man vil dække hele industriens gasbehov med biogas. Men det kan kun lade sig gøre, hvis vi vil opretholde et absurd stort husdyrhold, som lever af soyaskrå dyrket på afbrændt junglejord i Amazonas og andre steder, og som har et absurd stort forbrug af antibiotika, kunstgødning og sprøjtemidler, der forurener vores grundvand. Regeringen har som mål, at landbrugets CO2-udledning skal reduceres. Det skal bare ikke være foreløbig, og det skal ikke være særlig meget. Slet ikke 70%, langt fra! Hvorfor egentlig det? Det er selvfølgelig bedre at gå til grunde med flæskesteg i munden end med grovboller, men hvorfor overhovedet gå til grunde? Landbruget skal reducere med 70% i 2030 og 100% i 2050 ligesom alle andre sektorer. Alt andet er blottet for mening – giver kun sort mening. Når husdyrholdet er reduceret til måske 10% af, hvad det er i dag, er der ikke biomasse til at lave biogas til industrien, og så falder gasstrategien til jorden.

Regeringen satser på at opsamle og lagre CO2 i undergrunden. Det er teknisk muligt, men hvad kommer det til at koste? Hvis landbruget skal betale for indfangning af den CO2 og methan, husdyrene udleder, kommer en hakkebøf måske til at koste 50 kr. Hvem vil betale det? Det er selvfølgelig meget bedre at lade være at slippe CO2 ud i atmosfæren end at slippe den ud og så bruge formuer på at fange den ind igen og lagre den i undergrunden. Hvis denne verdens stater fortsat vil være lige så fodslæbende i forhold til klimaet som de har været hidtil, kan det engang i fremtiden blive nødvendigt at trække CO2 ud af atmosfæren, men det bliver et globalt anliggende, i FN-regi. Sker det, kan Danmark formentlig lave en god forretning på CO2-fangst og lagring, men det er den tunge vej. Lad os indrette os, så det ikke bliver nødvendigt. Det bliver ikke CO2-fangst, der kommer til at redde Danmarks CO2-balance. Og at bruge indfanget CO2 fra biogasproduktion til at lave methanol, er uforholdsmæssigt dyrt i forhold til, at transportsektoren med stor sandsynlighed kommer til at bruge brint, ikke methanol. Det er heller ikke dén vej, vi skal!

De senere år har det ikke skortet på ekspert-anbefalinger om en skat på udledning af CO2, men også her er der tvivl om regeringens farvesans. Den vil ikke have en ensartet afgift, og landbruget skal selvfølgelig skånes. Selv de afgifter, der måske ad åre indføres, bliver for små til virkelig at batte noget. Grøn før rød???

Der er bred politisk enighed om, at vi skal holde op med at bruge (natur)gas til boligopvarmning. Det er godt. Men hvad skal vi have i stedet? Sagkundskaben peger med overbevisende argumenter på, at fjernvarme er både bedre og billigere end private varmepumper for både den enkelte forbruger og for samfundet. Forbrugerne i de nuværende gasområder ligger så tæt, at man tidligere ikke ville tøve med at lave fjernvarme, hvis ikke lige det var fordi vi allerede havde (fejl)investeret i gassen. Regeringen giver store tilskud til udskiftning af naturgasfyr med private varmepumper og udhuler dermed forretningsgrundlaget for fjernvarmen. Det er ikke bare dumt. Det er rigtig dumt. Hvorfor ikke stoppe for private varmepumper straks og lave varmeplaner, der udlægger alle de nuværende naturgasområder til fjernvarme. Det burde være hovedreglen. Det kan være uforholdsmæssigt dyrt at nå ud med fjernvarme til de alleryderste forbrugere, men de kunne så få dispensation fra fjernvarmen. Hovedreglen skal være, at vi skal have fjernvarme dér, hvor der i dag er naturgas.

Nu vil nogle måske indvende, at den kommunale fuldmagt forhindrer en sådan strategi. Det kan være rigtigt, men i så fald peger pilen på regeringen: Vi må have nogle overordnede spilleregler, der giver forrang til de bedste tekniske løsninger. Og dette er blot et lille hjørne af et meget større kompleks: Vi er nødt til at vide, hvordan samfundet skal være indrettet i 2050 og så lægge en plan, der kan føre os derhen. Det er regeringens største svigt, at den endnu ikke har forstået, at den sidder med et kolossalt ansvar, som den ikke løfter. Hvis vi overlader udviklingen til det private initiativ, bliver det afsindig dyrt. Virksomhederne vil selvfølgelig kun af egen drift investere i noget, de tror giver et afkast. Til dem selv, forstås. Men det er ikke ensbetydende med afkast til samfundet. Vi risikerer at blive et tag-selv-bord for virksomheder, der har let ved at tjene penge på projekter, der ikke eller kun i beskeden grad gavner samfundet. Udbygningen af vindkraft uden samtidig opbygning af kapacitet til at lagre energi er et skræmmende eksempel på dette. Halvdelen af vores vindmøller står allerede stille, når det virkeligt blæser. Energilagring er ikke vindsektorens ansvar, så de er ligeglade med, at vindmøllerne står stille. De vil bare stille vindmøller op. Staten er simpelthen nødt til at tage styringen, hvis vi skal have råd til den grønne omstilling.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: