Styrk Klimaministeriet

Det er svært at overskue den danske klimaindsats. Der kommer løbende nye politiske aftaler. Vi har klimapartnerskaber med industrien, og nu er der 8 erhvervsklynger på vej. Der er megen snak om, at vi langt fremme, men virkeligheden ser anderledes ud. Dagbladet Politiken bragte 8. februar 2022 en status over den danske klimaindsats. Ifølge avisen vil vi ramme millioner af tons CO2-udledning under det politisk aftalte mål både i 2025 og i 2030. Om kort tid kommer Klimarådets årlige status, der – ligesom den årlige klimafremskrivning – må forventes at vise samme billede. Hvad er der galt? Vi vil så gerne være et foregangsland, og vi roser os selv vidt og bredt for at være det, men vi kan ikke engang opfylde vores egne mål.

Forklaringen er, at vi mangler en veldefineret vision af det fossilfrie samfund i 2050 og en plan for, hvordan vi kommer derhen. Planen skal indeholde de aktiviteter og tidsfrister, der skal sikre, at vi når målet i 2050 – og delmålene i 2025, 2030, 2035, 2040 og 2045.

Hvordan kan vi overhovedet finde på at gennemføre danmarkshistoriens langt største omstilling uden at have hverken en vision af det fossilfrie samfund eller en vej, en plan, derhen?

Til overflod er der en fatal mangel på teknikere – ingeniører og kandidater i de klimarelaterede specialer – blandt bidragyderne til klimaindsatsen. Selv Klimarådet er domineret af medlemmer med økonomisk baggrund. Klimahåndteringen handler om at ændre vores fysiske verden. Selvfølgelig spiller økonomi en rolle, men hvem kunne finde på at henvende sig til en økonom for at få repareret en vandhane? Nej vel, det er et job for en blikkenslager. Hvorfor tror vi så, at det er økonomer, der kan løse klimakrisen?

Hvad kan vi gøre? Hvordan skal dette sættes i scene? Det er klart, at vi vil fortsætte med at ramme under vores mål, hvis vi fortsætter ligesom nu. Vi vil komme til at skubbe en stadig større pukkel af manglende reduktioner foran os. Det må vi undgå. Men hvordan?

Løsningen er at beslutte, at opgaven med at udarbejde en vision og planlægning af vejen derhen skal ligge i Klimaministeriet – og så give ministeriet de midler og de medarbejdere, der skal til for at løse opgaven. Jamen det har vi da allerede gjort, vil mange mene. Men nej, det er ikke noget, ministeriet hverken har gjort eller kan gøre med den bemanding, det har i dag. Vi er simpelthen nødt til at opnormere klimaministeriet. Ikke med økonomer, men med veluddannede og erfarne tekniske generalister, der kan løse opgaven. Klimaministeriet bør have et strategi- og planlægningskontor, som skal være ansvarligt for opgaven. Og de skal vel at mærke bruge kræfterne på at løse opgaven: Formulere en vision af det fossilfrie samfund 2050 og udarbejde en plan for, hvordan vi kommer derhen.

Samfundet er vores allesammens. Det er en stor, kompleks helhed. Vi har opdelt det i en masse små, selvstændige enheder, der hver især kun har ansvar for deres eget indsatsområde. Vi kan ikke overlade samfundets interessevaretagelse til disse enheder. De er sat i verden for at varetage deres egne interesser, ikke samfundets. Tag klimapartnerskabet for energi som eksempel. Formanden var direktøren for Ørsted. Ikke overraskende var deres bud på omstilling af energisektoren, at vi skulle bygge en masse havvindmøller. Overrasket? Nej, vel. Det er Ørsteds mission at bygge havvindmøller. Samfundet har også en interesse i at få bygget en masse havvindmøller, men det nytter ikke noget, hvis vi ikke samtidig bygger anlæg, der kan lagre energi på dage med masser af vind og tage af lageret for at lave strøm på dage, hvor det blæser for lidt. Er energilagring Ørsteds mission? Nej, vel? Det ville være klogt, hvis det var, men det er det ikke. Vi kan ikke løse klimaproblemerne i energisektoren ved kun at bygge flere havvindmøller.

Dette er blot ét eksempel. Landbruget er et andet. Og vi kan blive ved, hele palletten rundt. Erhvervslivet beskytter – og skal efter bedste evne beskytte – sine egne interesser. Men det beskytter ikke samfundets, fællesskabets. Der er kun én vej frem: at samfundet selv påtager sig opgaven med at sikre både teknisk kvalitet, koordination (læs: sektorkobling) og fremdrift i klimakampen. Det kommer selvfølgelig til at koste penge, men det er dyrere at lade være. Nu kommer der en CO2-afgift, og den vil presse både erhvervsliv og forbrugere i en mere grøn retning. Det er godt, at vi som enkelte individer og virksomheder bevæger os i en grøn retning, men uden en vision og en plan bliver den grønne omstilling rasende dyr. For at vende tilbage til eksemplet fra før, så stopper vi i dag halvdelen af vores vindmøller, når det virkelig blæser, fordi der ikke er aftagere til strømmen. Så længe vi ikke kan lagre overskudsstrøm til senere brug, stavnsbinder vi os selv til at brænde kul, naturgas og træflis af på vores kraft- og varmeværker, når det ikke blæser. Hvor målet er, at kul, gas og træflis skal udfases, er virkeligheden helt anderledes: Vores kulforbrug steg ifølge ”Energy Supply” med 46% fra 2020 til 2021. Undskyldningerne står i kø, men det ændrer ikke fakta. Vi kunne have gjort det meget bedre med energilagring, men vi gjorde det ikke.

Indenfor byggeriet siger man, at planlægning og projektering koster 5-10% og opførelsen 90-95% af den færdige bygning. Det man eventuelt ville kunne spare på projekteringen, kommer man erfaringsmæssigt til at betale mange gange ved opførelsen. God planlgning er alfa og omega, både i byggeri og i klimahåndtering. Dårlig eller ligefrem manglende planlægning er vejen til en forfejlet og rasende dyr grøn omstilling. Opnormering af Klimaministeriet er muligvis ikke den eneste mulige løsning, men hvem kan anvise en bedre?

Til sidst et lille hjertesuk: Dansk Industris reaktion på vismændenes rapport om CO2-afgifter peger på, at man har glemt PtX, hvor man vil indfange CO2 og koble det sammen med brint til ”at levere et CO2-frit brændsel”. Er der ikke en behjertet sjæl, der kan forklare Dansk Industri, at når man ved afbrænding af methanol sender CO2 ud i atmosfæren, så er brændslet ikke CO2-frit? Det er ellers så simpelt, at man kan forklare det til selv små skolebørn, så det viser bare, hvor langt vi er kommet med at forvirre os selv med tåbeligheder i bestræbelserne på snæver interessevaretagelse.