COP-26 – Det handler om penge!

Så er COP-26 afsluttet med et slutdokument, som samtlige 197 lande har underskrevet. Dokumentet indeholder en lang række hensigtserklæringer, men den eneste konkrete forpligtelse er, at landene skal melde reviderede klimamål ind om et år. Der kan siges meget godt om slutdokumentet og de parallelle initiativer, der er skabt i forbindelse med COP-26, som for eksempel skovaftalen, hvor over 100 lande incl. Brasilien lover at vende afskovning til netto skovtilvækst i 2030. For sent, ganske vist – hvordan mon Amazonas ser ud til den tid? – og kun en hensigtserklæring, men bedre end ingenting. Hvis alle hensigter indfries, vil Verden styre mod en temperaturstigning på 2,4 grader i år 2100 mod 2,7 som var sigtepunktet før COP-26. En klar forbedring men stadig alt for højt. COP-26 var en stor sejr for diplomatiet. Det skal meget mere til, hvis det også skal blive en sejr for klimaet.

I 2009 lovede i-landene at stille 100 milliarder dollars til rådighed for grøn omstilling i u-landene årligt fra og med år 2020. Da 2020 sluttede, var man oppe på 80 milliarder. Et anseligt beløb men langt fra løftet og langt fra det nødvendige. I-landene lovede at rette op på det og stille dobbelt så mange penge til rådighed fra 2025.

Indien fik udvandet en formulering om at stoppe for kul og ”ineffektiv” støtte til olie- og naturgasudvinding. (Hvad betyder ”ineffektiv” støtte monstro?). Indien mener at have en ret til at brænde lige så meget kul af, som Vesten har gjort i århundreder. Vi har skabt vores velstand på alt for billig fossil energi. Hvorfor skal u-landene frasige sig denne mulighed? De har unægtelig en god pointe. Det fungerer bare ikke. Vi er nødt til at stoppe for kul. Men når Verdens største kulproducent, Australien, ikke bare nægter at udfase kul selv men også vil eksportere kul, så længe der er købere, ser det sort ud.

U-landene havde forud for mødet stillet krav om at blive holdt skadesløse for de tab og skader, der løbende kommer i forbindelse med klimaskabte katastrofer. Dette spørgsmål kunne COP-26 ikke mønstre en løsning på. Det blev udsat til COP-27 i Ægypten 2022. Der vil i givet fald være tale om helt uoverskueligt mange penge. Alene oprydningen efter oversvømmelserne i Tyskland i sommers kostede omkring 200 milliarder Euro. En tydeliggørelse af, at det er langt billigere at forebygge end at helbrede. Hvis i-landene skal indfri dette krav, er omkostningen så høj, at det vil gå hårdt ud over vores levestandard og velfærd, og det er ikke nemt at sælge til i-landenes borgere (vælgere).

Herhjemme har vi vores egen lille variant af det med økonomien: Den grønne omstilling skal være en god forretning. Hvis den koster penge, vil de andre lande ikke følge efter os, og så er vi ikke et foregangsland, siger Regeringen. Det er forbløffende, at hele vores samfund tilsyneladende har købt ind på noget så dumt. Selv skolebørn kan regne ud, at det hér bliver rigtig dyrt. At fornægte dét er at udskyde de nødvendige beslutninger, og det bliver omstillingen kun dyrere af. Regeringen burde blive straffet for ikke at bruge penge nok frem for at få ros for at bruge et fatamorgana som undskyldning for at holde på pengene. Hvis vi kan gennemføre en grøn omstilling bare 10% billigere end alle andre lande, skal vi nok blive et foregangsland. Det handler ikke om, om det koster penge. Det handler om at gøre det nødvendige billigst muligt.

Nu har vi så kommunalvalg. Medierne har været ude med, at det er et klima-kommunalvalg. Det er da også korrekt, at kommunerne har stor indflydelse på klimasituationen gennem den lokale energiforsyning og lokalplanarbejdet. Men klimaet har fyldt forsvindende lidt i valgkampen. Noget højaktuelt er varmeforsyningen. En stor del af landet er forsynet med naturgas til opvarmning. Skal den erstattes af fjernvarme eller private varmepumper? Jeg bad kandidaterne i min kommune oplyse deres stilling i et læserbrev i lokalavisen. Kun Venstre svarede. Desværre var det et gummisvar, der peger i begge retninger, og først og fremmest må det ikke blive for dyrt, siger de. Venstre skal have ros for at svare, men det er en falliterklæring for det nære demokrati, at de øvrige partier ikke kan se, at dialogen med borgerne er en bærende forudsætning for, at det nære demokrati overhovedet giver mening.

COP-26 bød også på en alliance til nedbringning af methanudslip. Danmark er også med i denne alliance. Man har haft øjnene rettet mod methanudslip i forbindelse med olie- og gasudvinding, og dét er én af de billige omgange for Danmark. Men i Danmark er det vores alt for store husdyrhold, der er årsag til hovedparten af landbrugets udslip af klimagasser. Danmark bidrog ikke til at få dette problem bragt på banen. Det ville jo koste os dyrt. Det er svært at forestille sig, at den danske delegation med Dan Jørgensen i spidsen ikke er opmærksom på dette problem, så fraværet af en stillingtagen til husdyrholdets methan- og CO2-udslip udstiller det danske klimahykleri. Det kunne så have været et tema i valgkampen. Kommunerne har et stort ansvar for landbrugets rammebetingelser gennem lokalplanarbejdet, men igen er der rungende tavshed. Hvis det kan koste penge, kan det koste stemmer.

Det handler om penge. Vi har sympati med små østater, der forsvinder i havstigninger, ofrene for floddeltaer, der bliver oversvømmet, ørkenudbredelse og orkan- og regnkatastrofer – men det må ikke koste penge. I hvert fald ikke flere end allerhøjest nødvendigt. Men når der er mulighed for at tjene penge på den grønne omstilling, skal vi være et foregangsland. Klimaet er vigtigt, så længe det kan medvirke til at fastholde os i de velbjergedes klub. Skal vi være stolte af at være danskere?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: