Fatamorgana

Regeringens overordnede pejlemærke for den grønne omstilling er, at det ikke må koste noget. Ikke vækst, ikke arbejdspladser, ikke velfærd. Danmark vil være et foregangsland, og hvis det koster noget, vil andre lande ikke følge os, lyder det.

Hvis det kunne lade sig gøre, ville det jo være fantastisk. Det er desværre umuligt. Regeringen styrer efter et fatamorgana. Den grønne omstilling er et enormt projekt, der griber ind i næsten alle dele af vores samfund og især i den fysiske infrastruktur, energisystemet og transportinfrastrukturen. Det er komplet utænkeligt, at det skulle kunne være gratis. Hvis politikerne ikke kan forstå det, er de ikke kvalificerede til at løse den opgave, de er valgt til. Hvis de kan forstå det, er det et kæmpe svigt at fastholde en urealiserbar vision, der afholder os fra at træffe nødvendige beslutninger. Hvis vi ikke gør nok, går klimaet amok, uanset hvor gode undskyldninger politikerne kommer op med.

Hvad får politikere over en kam til at indtage dette højest aparte standpunkt? Her kommer et bud på et svar: Politikerne skal vælges eller genvælges hvert 4. år. De vil meget gerne vælges eller genvælges. Det er et fuldtidsjob at være folketingspolitiker, og det er bedre lønnet end ganske mange andre jobs. Hvis de ikke bliver genvalgt, skal de finde noget andet at leve af. Derfor er mange politikere utilbøjelige til at træffe upopulære beslutninger. Det kan skræmme vælgere bort, så man ikke bliver genvalgt. Når nu den grønne omstilling ikke må koste noget, behøver de ikke at træffe upopulære beslutninger, og deres chance for genvalg lider ikke skade ved, at de varetager deres opgaver. Nemt og bekvemt. Desværre bremser det den nødvendige udvikling.

Konsekvenserne er tydelige: Den grønne omstilling går for langsomt, som påpeget af blandt andet Klimarådet. Man har handlet en infrastrukturplan for transport på plads. Der var ingen initiativer til at reducere det samlede transportarbejde. Tværtimod er det besluttet at bruge små 50 mia kr på at bygge motorveje. Der er forhandlinger om landbruget i gang. Taler man om de to mest oplagte veje til at nedbringe landbrugets udledning af klimagasser: Reduktion af husdyrholdet og omlægning af driften til økologisk drift? Nej! Man forhandler om teknologiske fix, hvor man vil spærre dyrene inde i lufttætte stalde hele deres levetid. Det er barbarisk og ville være helt utilstedeligt, hvis det var mennesker, vi behandlede sådan. Men det generer ikke vælgerne. De kan lukke øjnene og blive ved med at spise kød.

Så er der præmissen om, at andre lande ikke vil følge efter os, hvis den grønne omstilling koster noget. Hertil kan siges, at vi under alle omstændigheder skal gøre dét, der er nødvendigt, uanset om andre vil følge efter os eller ej. Vores succes med den grønne omstilling beror på at transformere samfundet, så vi ikke længere bruger fossile brændstoffer eller andre ikke-vedvarende energikilder. Det er dén opgave, vi skal løse, uanset om andre lande vil følge efter os eller ej.

Men hvad skal den grønne omstilling så koste? Det er jo svært at spå om, men det bliver dyrt. Regeringen vil i dette år forære 4 mia kr til købere af hybridbiler uden nogen garanti for eller indikation af, at det gavner klimaet. Det er simpelthen ikke undersøgt endnu. Og de 4 mia kr regnes åbenbart ikke med i den samlede pris for den grønne omstilling. Man må spørge sig selv, hvad det overhovedet betyder, at omstillingen ikke må koste noget? Hvis man bare ser bort fra udgifterne kan man jo få alting til at blive gratis, men vælgerne er forhåbentlig for godt uddannede og informerede til at falde for sådan en gang kreativ bogføring.

Vil andre lande så slet ikke følge efter os? Bliver vi ikke et foregangsland? Jo, det kan vi sagtens blive. De andre lande har sikkert allerede opdaget, at den grønne omstilling også har en pris hos dem. Det handler ikke om, om det er gratis. Det handler om at gøre det mest effektivt. Hvis vi forestiller os, at den grønne omstilling i gennemsnit verden over kommer til at koste X mia kr pr 1 mio indbyggere, og Danmark kan gøre sig fossilfri for for eksempel 80% af X, vil resten af verden meget gerne følge efter os. Vi vil alle sammen gerne spare penge. Det bliver dyrt nok endda. Så præmissen om, at vi ikke kan blive et foregangsland, hvis den grønne omstilling koster noget, er simpelthen det rene vrøvl.

Så kære politikere: Drop fantasien om, at den grønne omstilling er gratis. Brug de penge, der er nødvendige, og brug dem med omtanke. Vi bliver ikke et foregangsland ved at jage efter et fatamorgana, men vi kan blive det, hvis vi bruger vores muligheder kløgtigt. Start med at lave en vision af det fossilfrie samfund. Når vi har den, kan vores dygtige økonomer og teknikere lægge en plan for, hvordan vi realiserer den vision, og hvad det kommer til at koste. Det er dén vej, vi skal gå. Hvilken vej andre lande går, bliver deres eget ansvar, men hvis vi løser vores opgave godt, vil der være masser af muligheder for at eksportere teknologi og knowhow.