Hønen eller ægget?

Hvad kom først: Hønen eller ægget? Når vi taler om brint som drivmiddel i biler, lastbiler, tog, færger, fragtskibe og fly bliver der ofte argumenteret med, at der ikke er nogen, der vil købe en brintbil, når man kun kan tanke brint 6 steder i Danmark, og der er ingen energiselskaber, der vil investere i brintstandere på tankstationerne, når der kun er nogle få hundrede brintkøretøjer i drift. Hvordan løser vi det? Hvad skal komme først?

Dette problem kan løses i Danmark, fordi vi har så meget fjernvarme. Lyder det mærkeligt? Det er det ikke, men for at forklare det, må vi starte med en lille omvej:

Der er bred politisk enighed om, at al energi, der bruges i Danmark i 2050 eller så vidt muligt tidligere, skal være grøn. I praksis betyder det, at den skal komme fra vindmøller og solceller. Andre energikilder som biogas og geotermi kan vi udnytte, men det vil kun udgøre en beskeden del af Danmarks samlede energiforbrug. Altså: sol og vind skal levere stort set al energi, der forbruges i Danmark, i form af elektricitet.

Solceller leverer 80% af deres årsydelse i sommerhalvåret, og der kan være vindstille i ugevis, også om vinteren. Hvad gør vi så? Hvordan skal det løses?

Svaret er energilagring. Vi skal indrette samfundet, så omkring 1/3 af Danmarks samlede elproduktion kan lagres på dage med overskud af el fra sol og vind. På dage med underskud kan den lagrede energi bruges til at generere el, så elnettet kan levere den effekt, forbrugerne samlet set efterspørger – også på vindsvage vinterdage.

Den eneste energibærer, der kan skaleres op til de energimængder, vi taler om, er brint. Vi skal derfor bygge nogle brintanlæg, der består af et elektrolyseværk, et brintlager og et kraftværk med stakke af brændselsceller, der kan lave strøm af brint. Dette er ikke noget, vi kan slippe for. Vi kommer til at gøre det før eller siden.

Det er hér, fjernvarmen kommer ind i billedet: Når man laver brint af strøm ved elektrolyse, er der et spild af energi i form af varme. Et tilsvarende spild kommer, når brinten bruges i brændselsceller til at lave strøm. Energitabet er årsagen til, at det i daglig tale hedder, at brint er alt for dyr til at få reel betydning. Men det er jo kun sandt, hvis vi smider energitabet ud. I stedet kan vi pumpe det over i fjernvarmesystemerne med varmepumper. Så er det ikke længere spild men bare en intelligent varmekilde. Fjernvarmeværkerne kan betale en rimelig pris for varmen, og det vil gøre brinten meget billigere.

Fjernvarmeværkerne må ikke påtage sig en økonomisk eller teknisk risiko, der kan fordyre varmen til deres kunder, men det behøver de heller ikke. De skal bare lave aftaler om at aftage varme med de virksomheder, der står for at opføre og drive brintanlæggene.

I første omgang kan man bygge brintanlæggene, så de kan forsyne fjernvarmeværkerne med strøm, når der ikke er nok direkte strøm at tappe fra elnettet. I fremtiden kommer fjernvarmeværkerne til at erstatte deres gaskedler med store industrielle varmepumper, der kører på strøm, men det kræver jo, at der er strøm nok. Brintanlæg placeret ved siden af fjernvarmeværkerne kan dimensioneres til at levere strøm til at dække fjernvarmeværkernes forbrug af strøm på de vindsvage dage i (vinterhalv-)året. Det hjælper til at skabe balance i elnettet. Men hvis brintanlægget er større end dét, kan det også sælge strøm til nettet på vindsvage dage – og endda til en god pris, fordi strømmen er dyr, når der er småt med sol og vind.

Nu er vi fremme, hvor vi startede: Brintanlæggene kan også levere brint til transportsektoren. Vi står altså i en situation, hvor fjernvarmesektoren kan aftage spildvarme fra brintanlæggene og aftage strøm fra dem, når strømmen fra elnettet er dyr på vindsvage vinterdage. Det koster kun lidt ekstra lagerkapacitet, så kan brintanlæggene herudover både levere strøm til nettet og brint til transportsektoren. Det giver flere driftstimer på brintanlægget og dermed billigere brint (og mere billig varme til fjernvarmeværket). Man kan starte med et brintanlæg, der passer til varmeværkets behov og øge antallet af driftstimer i takt med, at efterspørgslen efter strøm på vindsvage dage og brint til transportsektoren stiger. Det kan blive en rigtig god forretning for alle parter.

Så hvis man spørger: ”Hvad skal komme først: brinttankstationerne eller brintbilerne?”, er svaret: Brinttankstationerne. Så snart energiselskaberne kan se, at de kan få adgang til en stabil forsyning af billig brint, vil de begynde at stille brinttankstandere op overalt i Danmark. Og så kommer forbrugerne og køber brintbiler, brintlastbiler, brinttog osv. Vi kan gøre dette, fordi vi har så meget fjernvarme i Danmark. Men det kræver, at de kloge hoveder holder op med at påstå, at brint er alt for dyr og i stedet bruger deres kreativitet på at få bygget nogle gode brintanlæg. Det er sektorkobling, når den er allerbedst!

Og hvorfor er det så en god ide at køre i brintbiler? Jo, det tager tid at lade en elbil op (hvis man kan finde en ledig ladestander ikke alt for langt fra éns rute eller bolig), mens en brintbil kan tanke op på under 5 minutter. Og hvis vi skal have 1 mio eller flere elbiler, skal et enormt stort antal veje graves op, fordi elnettet skal forstærkes. Det giver en milliardregning til forbrugerne og astronomiske trængselsproblemer på vejene så langt øjet rækker. Brintbiler er det intelligente svar på transportsektorens udvikling, ikke elbiler. I forbindelse med EU’s køreplan frem mod 55% CO2-reduktion i 2030 har Ursula von der Leyen udtalt, at EU vil sikre, at der kommer en brinttankstation pr. højest 150 km på hovedvejnettet. EU og resten af verden tager brint dybt seriøst. Det er kun i Danmark, hvor vi har så travlt med at være et foregangsland, at vi fuldstændigt ignorerer brint. Hvor smart er det?