Hvor blev ingeniørerne af?

Den grønne omstilling er udenfor konkurrence Danmarkshistoriens største projekt. Inden vi er færdige i 2050, vil det have kostet tusindvis af milliarder af kroner, som vil blive investeret af det offentlige, erhvervslivet og privatpersoner. Den grønne omstilling er et teknisk projekt. Energiproduktion, -lagring og -distribution, transport og varmeforsyning er rent tekniske aktiviteter. Omstillingen i industrien vil ske i det tekniske område. Landbruget er mere nuanceret, men der vil ske en omfattende teknisk omstilling som en del af sektorens udvikling.

Vi er vant til at opsøge fagfolk, hvis vi skal have løst et problem. Man går til lægen, hvis man er syg og tilkalder en blikkenslager, hvis toilettet skal udskiftes. En tømrer er ikke det rigtige valg, hvis man har tandpine, og en sociolog kan ikke opsætte en varmepumpe. Men når det kommer til Danmarkshistoriens langt, langt største projekt, som er af teknisk art, er der forbløffende langt mellem teknikerne. Vores klima- energi- og forsyningsminister er cand. sciet. pol. Transportministeren har taget kurser på merkonomuddannelsen. Miljøministeren er cand. scient. pol. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri er sociolog. Erhvervsministeren er cand. scient. pol. Der er kun ganske få ingeniører i Folketinget.

Ministrene skal først og fremmest kunne administrere, men forudsætningen for klog administration indenfor et sagsområde er, at man har forstand på det. Der er ansat ingeniører og teknikere i ministerierne og styrelserne, men det er vanskeligt at vurdere, om de har nogen gennemslagskraft. Og koordinering på tværs af ministerier og styrelser er utrolig vanskelig på grund af faglig og administrativ specialisering.

Resultatet er, at vi ender med at gøre de forkerte ting, fordi vi ikke véd bedre. Et eksempel er den aktuelle begejstring for elbiler på trods af, at regningen for opgradering af elnettet bliver astronomisk, hvis vi alle sammen skal køre i elbiler om 10-20 år. Vi kan vælge at prioritere brintbiler i stedet. Det kræver blot brint-tankstandere på de nuværende tankstationer. Det bliver langt billigere for både samfundet og den enkelte borger, og vi slipper for opgravning af et meget stort antal veje med deraf følgende trafikproblemer. Men det er ikke den vej, vi styrer, fordi beslutningstagerne ikke er vidende nok, og fordi brintsamfundet kun kan realiseres, hvis der samarbejdes på tværs af energi-, forsynings- og varmesektorerne.

Hvad kan vi gøre?

Først og fremmest skal vi acceptere, at den grønne omstilling ikke er gratis eller ligefrem et erhvervseventyr. Det kommer til at koste mange penge. Jo dårligere vi planlægger det, des flere penge kommer det til at koste. Jo flere dårlige beslutninger, vi tager undervejs, des dyrere bliver det. Den mest presserende opgave lige nu er at tegne et billede af, hvordan samfundet skal se ud i 2050, så vi kan træffe beslutninger, der peger i den rigtige retning. Den opgave kan passende ligge i ministeriet for klima, energi og forsyning. Ministeriet kan etablere en 2050-task force, der skal udforme en vision af det grønne samfund og opstille en strategi for at komme derhen. Det er ikke en politisk opgave! Ingeniører er uddannet til at løse lige præcis den type opgaver. Få fat i et par håndfulde velkvalificerede og visionære ingeniører og teknikere og giv dem 6 måneder til opgaven. Og lad være med at træffe store beslutninger som infrastrukturplanen eller energiøer, før de er kommet med deres udspil.

Erfaringen fra regeringens klimapartnerskaber er, at man ikke kan overlade det til de private sektorer at levere deltagere til en 2050-task force. Den grønne omstilling vil kun lykkes, hvis den planlægges af generalister, der er i stand til at se på tværs af fagspecialerne og kan pege på mulighederne for sektorkobling. For eksempel har vi i Danmark en enestående mulighed for at dække samfundets energibehov med billig, grøn energi alle årets dage, fordi vi kan udnytte spildvarmen fra elektrolyse og fra elproduktion i brændselsceller i vores mange fjernvarmeværker. Det er ret elementært, men det fremgår ikke af klimapartnerskabernes rapporter, som er præget af, at hver sektor først og fremmest er fokuseret på egne interesser. De har simpelthen misset de mange muligheder, der ligger i grænseområderne mellem sektorerne – sektorkobling. Deltagerne i en 2050-task force skal håndplukkes af ministeriet blandt generalister med åbentlyse kreative og visionære kompetencer.