Biokul giver ikke CO2-reduktioner i landbruget

På Risø er et forskerhold i gang med at udvikle en proces til pyrolyse af biomasse som for eksempel halm. Processen omdanner ca halvdelen af biomassen til gas og olie, der kan bruges som brændstoffer i for eksempel fly, mens den anden halvdel bliver til biokul, som tænkes spredt ud på markerne. Biokul nedbrydes ikke af mikroorganismerne i jorden, og forskerne hævder, at det derved er taget ud af CO2-kredsløbet i 100 år. De mener derfor, at det kan medregnes som CO2-reduktion i Danmarks CO2-regnskab. Samtidig fremhæver de mærkværdigt nok, at jordens kvalitet forbedres, fordi der tilbageføres kulstof til jorden. Det er selvfølgelig korrekt, men hvis planterne ikke kan få fat i kulstoffet, kan det jo være lige meget – så fremmer det ikke afgrødernes vækst. Før om 100 år, når det formodes at være frigivet igen. Om biokul forbedrer jordkvaliteten eller ej må stå hen i det uvisse, men hvis det er korrekt, at kulstoffet er frigivet igen efter 100 år, er der jo bare tale om en udskydelse af problemet, ikke en løsning. Det er den samme udskydelse, vi ser, når vi brænder træflis af i vores kraftværker og hævder, at det er bæredygtigt, fordi der plantes ny skov, som har indfanget den tilsvarende mængde kulstof om 100 år. Der er efterhånden en forståelse for, at afbrænding af flis ikke er bæredygtigt men bare et 100-årigt lån af CO2-plads i atmosfæren. Når den samme erkendelse kommer omkring biokul, vil det være klart for enhver, at det er både dyrt og klimaskadeligt at bruge ressourcer på at lave biokul, som deponeres i landbrugsjorden. Regeringen regner med, at landbrugets CO2-udslip kan reduceres med 2 mia CO2 om året med denne teknologi, og biokul skal derfor være hovedhjørnestenen i regeringens strategi for reduktioner i landbruget. Kære regering: tag det af bordet. Det er et teknologisk fix, der ikke virker. Ydermere kan man have den frygt, at biokullet ikke bliver spredt ud på landbrugsjorden men oplagres ved kraftværkerne, hvor det kan bruges som dejligt, bæredygtigt brændsel – og så er vi først for alvor gået over åen efter vand!