Myte nr 5: Stordrift er bedre end mange små, uafhængige virksomheder.
Er det sandt?
Nej.
Hvorfor ikke?
Vi har set en konsolidering over de seneste 40 år i en række sektorer: landbruget, elsektoren, vandsektoren, telesektoren, industrien og mange flere. Vi havde 150 lokale elværker og elselskaber i 1990. I dag har vi en håndfuld. I 1960 havde vi over 200.000 fuldtidslandbrug. I dag har vi under 6.000. Fusioner og opkøb har drevet denne udvikling. Men hvad er den godt for?
Det hævdes, at der kan spares ledelsesstillinger ved sammenlægninger, men prisen er ofte fremmedgørelse og stor afstand mellem dem, der leverer ydelserne og dem, der bestemmer. Det hævdes, at store virksomheder er mere effektive end små, men jeg har ikke set belæg for denne påstand. Men når store virksomheder fejler, kan det have kolossale konsekvenser for samfundet. Under finanskrisen i 2009 gav samfundet enorme kreditter til de store banker. Uden disse kreditter kunne de være krakket med enorme konsekvenser for samfundet. ”Too big to fail”. Hvordan kvitterede de store banker? Både Danske Bank og Nordea hvidvaskede i de følgende år store milliardbeløb for russiske oligarker.
Et stort antal små og mellemstore virksomheder er langt mere robuste end nogle få meget store. En konkurs i Novo vil ikke blot bringe Kalundborg og Bagsværd i kolossale problemer, men det vil påvirke statsregnskabet enormt, ikke bare ved faldende skatteindtægter men også ved støtte til de tusindvis af arbejdsløse, der kommer ud af sådan en konkurs. Et stort antal små og mellemstore virksomheder kan samarbejde om at løse store opgaver.
Stordriftstanken har ramt den danske folkeskole særlig hårdt. Små skoler med små elevtal i klasserne er slået sammen til centralskoler med op mod 30 elever i klasserne. Børnene får længere transport til skolen. Antallet af lærere pr elev er faldet. Undervisningen er forringet til et niveau, hvor hver fjerde elev, der forlader folkeskolen, dumper i både dansk og regning. Vi forbereder vores børn elendigt til deres kommende liv på arbejdsmarkedet, og vi vil blive straffet rigtig hårdt for det om få år.
Myte nr 6: Vækst er nødvendigt i det moderne samfund.
Er det sandt?
Nej.
Hvorfor ikke?
Vækst uden forbrug af ressourcer eksisterer ikke. Grøn vækst eksisterer ikke. Enhver form for vækst bygger på ressourceforbrug. Ressourceforbrug er årsagen til udledning af drivhusgasser. De eneste aktiviteter, der må vækste i fremtiden, er aktiviteter, der opsuger CO2 fra atmosfæren samt aktiviteter, der bidrager til at gøre samfundet fossilfrit.
Det hævdes, at Danmark er et eksempel på afkoblingen mellem vækst i BNP og udledning af drivhusgasser. I de beregninger, der ligger under denne påstand, er der en masse udledninger, der ikke er regnet med: Afgasning af CO2 fra landbrugsjorden på grund af det konventionelle landbrugs dyrkningsmetoder, afgasning af CO2 fra lavbundsjorder, der aldrig burde have været drænet og dyrket, udledning fra afbrænding af biogas, træflis og halm, udledninger knyttet til vores store import af forbrugsvarer, udledninger fra interkontinental skibs- og luftfart og udledninger fra krydstogtskibe, udledninger fra krige og rustningsindustri. Medregnes alle disse udledninger, som jo er velkendte og udmærket kortlagt, falder afkoblingen fra hinanden. Det er simpelthen et falsum, der er designet til at understøtte fortællingen om, at grøn omstilling alene vil løse klimaproblemet.
Hvis vi skal have en chance for at bevare Jorden som en beboelig klode, skal vi have negativ vækst i alle I-lande, og det skal gå hurtigt. U-lande bidrager kun i meget beskedent omfang til stigningen i drivhusgasindholdet i atmosfæren, og det er en valid og retfærdig opgave at trække milliarder af ludfattige mennesker ud af fattigdommen. Bolden ligger hos I-landene. Vi kan ikke vækste os ud af dette problem. Mere vækst er den sikre vej til undergangen.
Myte nr 7: I Danmark er det Nationalbanken, der udsteder penge.
Er det sandt?
Nej.
Hvorfor ikke?
Nationalbanken udsteder ganske rigtigt kontanter, men kontanter udgør kun 5% af den pengemængde, der er i omløb. Resten udsteder banker og kreditinstitutter i form af kreditgivning, især til boligejere og virksomheder. Denne aktivitet skaffer bankerne og kreditinstitutterne et årligt provenu på 100 mia kr. Der ligger ikke nogen fysiske penge bag kreditter. Det er fiktive penge, der udstedes af ingenting. Disse 100 mia kr årligt er et solidt fundament under bankers og kreditinstitutters årlige overskud, og de udbetales i vid udstrækning til aktionærerne. Den slags generøsitet er der ikke plads til i det bæredygtige samfund. Retten til at lave penge af ingenting – udstede kreditter – skal overdrages til Nationalbanken. Banker og kreditinstitutter kan så låne penge i Nationalbanken og herefter videreudlåne dem til deres kunder. Det vil give Nationalbanken et provenu på 100 Mia kr om året, penge, der vil tilflyde statskassen, vores fællesskab, ikke blot nogle få aktionærer.
