Myte nr 3: Konkurrence er godt.
Er det sandt?
Nej.
Hvorfor ikke?
Ved konkurrence er der én vinder. Resten er tabere. Ved samarbejde er alle vindere.
Vores samfunds succes bygger ikke på konkurrence men på samarbejde. Andelsbevægelsen er et markant eksempel på dette. Brugsforeningerne, som dukkede op i snart sagt enhver landsby omkring år 1900. Etableringen af elværker og forsyningsnet overalt i landet. Andelsmejerier. Andelsslagterier. Alt dette er i dag undermineret af fusioner og privatisering. Vores sundhedssystem var et eksempel på det samme, men det er blevet undermineret af privathospitaler og af sundhedsforsikringer, som giver den halvdel af befolkningen, der har en sådan, fortrinsret til udredning og behandling.
EU’s udbudsdirektiver er et knæfald til konkurrence. Når det offentlige indkøber ydelser over en lav tærskelværdi, skal opgaven i EU-udbud. Det er rasende dyrt. Det tvinger udbyderen til at træffe en række beslutninger om det udbudte, før det er afklaret, hvilken beslutning der i den givne situation vil være den bedste. Det tager en masse tid. Og man ender med en leverandør, der leverer præcis dét, udbyder har beskrevet i udbudsbetingelserne – og i den lavest mulige kvalitet, helt ud til kanten af et aftalebrud. Når den udbudte ydelse tager form, dukker der ofte en masse forhold op, som udbyder ikke har taget i betragtning og som måske slet ikke var erkendt på tidspunktet for udbuddet. Dette bliver til tillægsydelser, som leverandøren kan levere til en ublu pris. Måske er leverandørens timeløn fastlagt i aftalen, men det står leverandøren frit for at kræve et ublu antal timer for at levere tillægsydelsen. Det er jurister, der styrer sådanne opgaver, ikke teknikere eller ”varme hænder”. Konsekvensen er, at ydelserne bliver unødigt dyre og i den ringeste lovlige kvalitet.
Et samarbejde, dels mellem udbyder og leverandør, dels mellem et antal leverandører indbyrdes, vil give bedre ydelser på kortere tid i en bedre kvalitet til en lavere pris. Desværre er vi forpligtet af vores EU-medlemsskab til at følge udbudsdirektiverne. Det bør være en bunden opgave for enhver regering at få ophævet vores forpligtelse til at følge disse direktiver.
Et skræmmende eksempel på konsekvenserne af konkurrencementaliteten er det nylige tyveri af over 8 millioner danskeres oplysninger i CPR-registeret. CPR-registeret drives af en privat virksomhed, der gør præcis dét, de bliver betalt for, ikke mere. De er ikke blevet betalt for at overvåge trafikken på registeret, og det bliver først opdaget, da der dukker en faktura op på udtræk af de over 8 millioner CPR-oplysninger. Et samarbejde omkring driften kunne have omfattet et firma med speciale i sikkerhed, og dette hul i sikkerheden kunne have været forebygget. Det er et særligt krydderi i denne sag, at der var et tilsvarende indbrud for 15 år siden, og at CPR’s systemejer dengang lovede at stoppe hullet hurtigst muligt. Nu lægger CPR så op til en løsning, hvor dem, der trækker data ud af CPR, selv skal kontrollere, om de gør noget ulovligt. Det skal nok hjælpe…
Myte nr 4: Private virksomheder er mere effektive end offentlige.
Er det sandt?
Nej.
Hvorfor ikke?
Om en virksomhed er effektiv handler ikke om ejerskabet men om lederskabet og af medarbejdernes kvalifikationer og motivation. Jeg har ikke kunnet finde belæg for, at private virksomheder skulle være mere effektive end offentlige.
Hvis en offentlig virksomhed kommer i vanskeligheder, vil det offentlige ofte træde til med støtte. Jævnfør for eksempel SAS, der har fået hjælp fra staten et antal gange. En tilsvarende privat virksomhed vil ofte blot gå konkurs, ejernes indskud være værdiløst og medarbejderne fyret.
Jeg har heller ikke kunnet finde belæg for, at en offentlig virksomhed bliver mere effektiv af at blive privatiseret. Jævnfør for eksempel privatiseringen af DSB Busser, som fortsatte som det private selskab Combus, der efter et par år havde mistet hele sin egenkapital og blev solgt til en udenlandsk operatør for 1 kr.
Københavns lufthavn Kastrup blev privatiseret og indbragte et par milliarder. Nu 10-15 år senere har staten genanskaffet aktier, så de ejer 51% af aktierne. Det kostede 10 gange så meget, som de fik ind ved privatiseringen. Der er ingen tegn på, at lufthavnen skulle være hverken værre eller bedre drevet gennem hele dette forløb.
TDC blev privatiseret, og køberne var så snu, at de fik en formue på omkring 50 milliarder med i købet. Dem brugte de til at betale for TDC og fik dermed virksomheden stort set gratis. Der er ingen grund til at tro, at TDC skulle være bedre eller dårligere drevet før eller efter privatiseringen, men skatteborgerne fik en lang næse.
Statens EDB-bureau, Datacentralen, og kommunernes Kommunedata, KMD, var begge veldrevne virksomheder, da de blev privatiseret. Det er de så vidt jeg ved stadigvæk.
Effektivitet holder ikke som argument for at privatisere offentlig virksomhed.
