Hul i gasrør – hul i hovedet!

De to gasledninger North Stream 1 og 2 er blevet saboteret, og methan svarende til 8 måneders udledning af drivhusgasser fra hele Danmark slipper ud i atmosfæren. Det er tragisk, at nogen kan finde på at gøre noget så tåbeligt, men det er sket – og det kan ske igen. Hvordan skal vi reagere på det?

Vi kan selvfølgelig intensivere overvågningen af havmiljøet, men i betragtning af, at rørene ligger på temmelig dybt vand, og at de kan saboteres af en mini-ubåd udstyret med noget robotudstyr, er det åbenlyst, at vi ikke kan forhindre, at det sket igen. Vi har lige åbnet Baltic Pipe, en rørledning fra gasfelterne i Vesterhavet til Polen. Vi kan ikke sikre den mod sabotage, lige så lidt som vi kan eller kunne sikre North Stream 1 og 2. Hvis nogen vil sabotere den, så gør de det.

Der ligger også masser af elkabler og kommunikationskabler på havbunden over hele kloden, men i modsætning til gasrør sker der ikke nogen skade på klimaet, hvis de bliver saboteret. Det vil stadig gøre stor skade på vores samfund, hvis elkabler bliver saboteret, men det vil ikke gøre skade på klimaet. I klimamæssig forstand er det meget sikrere at føre strøm i land end gas. Det er også meget nemmere at sabotere nogle få enorme gasrør end en masse mindre elkabler. Vi er meget mere sårbare med gasrør end med elkabler.

Det er lettere at overvåge gasledninger på land end til vands, men selv det at overvåge det danske gastransmissionsnet er en gigantisk opgave. Vi har ingen garantier for, at der ikke er nogen galninge, der kunne finde på at sprænge gasledninger på land i luften. Hvis de vil, kan de med en vis portion dygtighed gøre det. Vi kan ikke forhindre det.

Det er nærliggende at få den tanke, at vi skal udfase gas helt og holdent i vores samfund.

Regeringens gasstrategi opererer med begrebet ”grøn gas”, men det er noget vrøvl. I virkelighedens verden har gas ikke nogen farve. Gas er gas. Når man brænder gas af, slipper der CO2 ud i atmosfæren. CO2 har heller ikke nogen farve. Det er fuldstændig ligegyldigt, om det er biogas eller naturgas. Kemisk er de to gasser identiske.

Regeringens gasstrategi sigter mod at udfase gas til opvarmning af boliger, men industrien skal fortsætte med at bruge gas. Industriens gasbehov skal dækkes af biogas. Vi producerer allerede så meget biogas, at 40% i den gas, vi får leveret fra gasnettet, kommer fra biogas. I 2030 skal det være 100%. Der skal bygges en masse nye biogasanlæg.

Det lyder jo forjættende. Så bliver vi fri af Putins gas – og af dyr skifergas fra USA. Men gas er stadigvæk gas. Afbrænding af gas udleder stadigvæk CO2. Danmark har som mål at være CO2-neutral i 2050. Hvis vi vil fortsætte med at brænde gas af, skal vi fra 2050 ud at hente en tilsvarende mængde CO2 ud af luften og deponere den i underjordiske lagre som nedlagte gasfelter i Vesterhavet. Det bliver rigtig dyrt. CO2-indholdet i atmosfæren er i øjeblikket 415 ppm. 415 ud af 1 million luft-molekyler er CO2. Det kan godt lade sig gøre, men det er langt billigere at lade være med at sende mere CO2 ud i atmosfæren.

Gas fylder så meget i vores energiforsyning i dag, at det vil tage år, før vi har erstattet det med andre energiformer. Men det vil være rigtig dumt at fortsætte udbygningen af gasnettet. Stop gasledningen fra Næstved til Nakskov. Brug de sparede 1,5 milliarder kr på at elektrificere sukkerfabrikkerne, og brug resten til at omstille boliger med gasopvarmning til fjernvarme. Stop opførelsen af nye biogasanlæg. Stop Evida, der er i gang med at planlægge udbygning af gasnettet for at imødekomme fremtidens behov. Fremtiden skal være gas-fri, og kræfterne skal bruges på at afvikle gassen, ikke udvikle den.

Den tragiske sabotage af de to North Stream gasledninger viser tydeligt, hvor sårbar gasforsyningen er. Vi har ikke krig i Danmark i dag, men vi kender ikke fremtiden. Ondsindede magter vil med meget få midler og sabotører kunne lægge hele Europas gasnet ned. Den risiko behøver vi ikke være en del af. At bygge flere gasledninger er bare at gøre os endnu mere sårbare. Og det skaber et problem med CO2-udslip til atmosfæren. Hvis man indregner prisen på at indfange CO2 fra atmosfæren, bliver gas så dyr, at ingen har råd til at købe den.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: