Er Forsyningssikkerhed et fremmedord?

Elprisen har sat ny rekord med over 8 kr pr. kilowattime, angiveligt fordi det ikke blæste. Det er nu kun højest 1/3 af sandheden.

For det første har vi gjort os dybt afhængige af el fra vind uden samtidig at bekymre os om forsyningssikkerheden. Regeringens bud på forsyningssikkerhed er, at vi må importere el fra vores nabolande, når det ikke blæser. Det var så dét, vi gjorde – til markedspris. Og vi skal endda være glade for, at vi overhovedet kunne købe strøm i nabolandene. Så heldige vil vi næppe være, når denne situation opstår igen til vinter. Til den tid vil nabolandene ikke have et overskud at eksportere af.

Hvad skulle vi have gjort?

Vi skulle have forstået, at man ikke kan opnå forsyningssikkerhed med fluktuerende energikilder som sol og vind uden at lagre store mængder energi, der kan bruges til at producere el på mørke, vindsvage dage. I dag stopper vi vindmøller, når det blæser godt, fordi vi ikke kan gemme strømmen, og vi kan heller ikke eksportere den, fordi det også blæser i vores nabolande. Den strøm, de stoppede vindmøller kunne have produceret, skulle vi have brugt til at lave brint, som vi kunne gemme for så senere at bruge den til at lave strøm på mørke, vindsvage dage.

Vi kan ikke løse problemet med forsyningssikkerhed uden energilagring. Vi kommer fra en tid, hvor vores energilagre lå i store oliebeholdere og underjordiske naturgaslagre. Det fungerede fint, men afbrænding af fossilt brændstof går ikke længere på grund af CO2-udledningen. Vi har bygget en masse vindmøller og solcelleanlæg, men vi har fuldstændigt ignoreret forsyningssikkerheden. Problemet kan ikke løses ved at bygge flere vindmøller. Jo flere vi bygger, des flere må vi stoppe, når det blæser. Løsningen er energilagring. Hvis vi ikke gør dét, bliver elektricitet meget dyrere til vinter og videre frem.

For det andet har vi bragt os i en situation, hvor hele energisektoren er privatiseret og overladt til de frie markedskræfter. Udbud og efterspørgsel styrer prisen. Jamen det er da sundt, det er god konkurrence, det garanterer de lavest mulige priser, vil det liberale synspunkt være. Det er bare forkert. Det garanterer nogle kolossale fortjenester til selskaberne i energisektoren. Energi er en alt for samfundskritisk vare til at blive overladt til markedskræfterne. Hvis energiselskaberne var offentligt ejede, behøvede de ikke give overskud. Hvad ville elprisen mon være, hvis vi som forbrugere ikke behøvede at betale til energiselskabernes fyrstelige overskud? Man kunne endda også udjævne de prisvariationer, der altid og naturligt vil forekomme, fordi vi trods alt er en del af et internationalt energimarked. Hele samfundet (på nær energiselskaberne) ville høste fordele af en lavere og mere stabil pris på el. Samme argumentation kan gøres gældende, når vi taler om gas og olie.

Vi er igen og igen blevet advaret om konsekvenserne af klimaforandringerne. Der er bred videnskabelig enighed om, at den sydlige halvdel af Europa vil blive tørrere og tørrere. Temperaturstigningen er i dag 1,2 grader over det førindustrielle niveau, et godt stykke under de 1,5 grader, Paris-aftalen udpeger som ønskværdig og 2 grader, den definerer som det højest acceptable. Alligevel har vi i år haft usædvanlig tørke i Sydeuropa. Gletcherne i Alperne skrumper ind. Floderne tørrer ud. Det er vanskeligt og måske snart umuligt at sejle på Rhinen og Donau, som er essentielle for transport af varer på tværs af Europa. Tyskland ville erstatte russisk gas ved at genstarte kulkraftværker men kan ikke længere få fragtet kullene frem til værkerne. De franske floder er så varme, at flodvandet ikke længere kan bruges som kølevand til deres atomkraftværker, som producerer over 70% af Frankrigs elektricitet. Vandreservoirerne i Sydnorge er halvtomme, og Sydnorge har problemer med forsyningssikkerheden. Det er næppe dér, vi skal hente strøm til at dække vores underskud til vinter.

Vi ligger, som vi har redt. Vi kunne have gjort dette meget, meget bedre. Befolkningen betaler en tårnhøj pris for dårlig politisk ledelse og styring af energisektoren. Dan Jørgensen rejser Jorden rundt (og brænder CO2 af) og praler af Danmark som foregangsland. Har han fattet et kuk af, hvad der er på færde?