Et enigt Folketing med undtagelse af Nye Borgerlige og Sikandar Siddique har indgået en klimaaftale, som fastlægger en CO2-afgift for erhvervslivet og derudover indeholder blandt andet en klimafond på over 50 mia kr samt et forsøgsanlæg til fangst af CO2 fra Ålborg Portlands skorstene og efterfølgende lagring af CO2’en i undergrunden. Aftalen vil føre til en reduktion af CO2 på 3,4 mio tons i 2030. Dermed dækker den cirka halvdelen af de reduktioner, der udestår, inden vi når 2030-målet om 70% reduktion. Aftalen har fået en pæn modtagelse i pressen og blandt interessenterne, og det er velbegrundet. Det er glædeligt, at vores politikere har kunnet finde sammen om en så stor og bred klimaaftale.
Der er mange gode ting med i klimaaftalen, men der er selvfølgelig også noget, der ikke er med. Det springer især i øjnene, at der ikke er noget om energilagring. Det er ellers en forudsætning for, at vi kan dække samfundets behov for energi med fossilfri energi, i alt væsentligt vind og sol. Vind og sol producerer mest energi om sommeren. Samfundets energibehov er størst om vinteren. Energinet tror, vi kan købe strøm i vores nabolande, når vi har underskud af grøn energi selv, men det vil vores nabolande med stor sandsynlighed også have. Vi er nådt til at producere et overskud af grøn energi om sommeren, lagre den og så bruge den til at dække vores underskud af grøn energi om vinteren. Brint er den eneste energibærer, der kan skaleres op til det nødvendige omfang, og vi vil derfor være nødt til at bygge en masse brintanlæg. De producerer spildvarme, som kan udnyttes i vores fjernvarmenet.
Fjernvarmeværkerne skal omlægges til at køre på store varmepumper. Når de kan få spildvarme fra brintanlæg, sparer de en masse strøm, men det kan de ikke nødvendigvis altid. De skal under alle omstændigheder kobles på el-transmissionsnettet. Brintanlæggene bruger også en masse strøm, så de skal også kobles på.
Nye vindmøller – både til lands og til vands – skal også kobles på el-transmissionsnettet. Det skal store industrivirksomheder og andre storforbrugere som for eksempel datacentre også. Og regeringen vil placere 10-15 energicentre rundt om i landet. De skal selvfølgelig også kobles på.
Alt dette kan vi planlægge allerede i dag. Når vi kender placeringen af alle disse energiproducenter og -storforbrugere, kan vi tegne billedet af det el-transmissionsnet, der bliver brug for. Energinet har med sin såkaldt ”helhedsorienterede” langsigtede udviklingsplan LUP-22 tegnet et billede af fremtidens el-transmissionsnet, men de kender ikke placeringen af de kommende storforbrugere og -producenter af energi. En brugbar udviklingsplan kan først laves, når vi kender disse placeringer. LUP-22 er således ikke ”helhedsorienteret” men tværtimod Energinets forsøg på at presse samfundet til at tilpasse sig den virkelighed, Energinet beskriver. Det er helt på hovedet. El-transmissionsnettet skal selvfølgelig udvikles i overensstemmelse med samfundets behov. Ved at beskrive dem først, kan vi tegne et billede af det el-transmissionsnet, der skal understøtte denne virkelighed.
Den nye klimaaftale har opmærksomhed omkring, at el-transmissionsnettet skal udbygges, men den går ikke så meget i detaljen, at den kan bruges til at stoppe Energinet. Det må andre gode kræfter tage sig af.
Sektorkobling 