Kan atomkraft skabe balance i elnettet?

Liberal Alliance vil ifølge DR.DK 3. marts 2026 bruge 120 mia kr på at bygge atomkraftværker ved Århus og Kalundborg. Ifølge LA skal atomkraftværkerne bruges til at lave strøm, når det ikke blæser og solen ikke skinner, så vi kan slippe for at importere dyr strøm.

Det er rigtigt set, at vi skal gøre os uafhængige af udenlandsk strøm.

Det er forkert at tro, at problemet kan løses med atomkraftværker.

Atomkraftværker kan man ikke bare starte og stoppe som vinden blæser. De er gode til at lægge en bund i elproduktionen, men de skal køre kontinuert i længere tid ad gangen og er derfor uegnede til at skabe balance i elnettet, så vi undgår import af el. Alene deres pris gør, at de skal køre så mange timer om året som overhovedet muligt, ellers bliver det en dårlig investering. (Det gør det under alle omstændigheder. El fra atomkraft er kun billig, fordi man ikke regner alle udgifterne med).

Vi har ikke et problem med, at vi producerer for lidt strøm. Vi stopper masser af vindmøller, når det blæser. Problemet er, at vi ikke kan gemme overskuddet af strøm til perioder, hvor det ikke blæser. Dette problem kan løses ved energilagring. Det kan ikke løses ved at bygge atomkraftanlæg.

Vi kan bygge store batterilagre, og vi kan lægge brintværker ved siden af de fleste af vores fjernvarmeværker. Brintværkerne laver brint, når der er overskud af grøn energi, især om sommeren. De bruger brinten til at lave el, når der er underskud, især om vinteren. Begge dele giver et energitab i form af varme, der kan bruges i vores fjernvarmesystemer.

Jamen det bliver da rasende dyrt, vil nogen indvende. Ja, måske, men det kommer ikke til at koste 120 mia kr!

LA’s forslag bygger i bedste fald på uvidenhed. I værste fald er det politisk plattenslageri. Det ville klæde LA at trække det tilbage, så det ikke forurener valgkampen.

Det er heller ikke klædeligt, at DR har interviewet en professor i kernefysik ved Århus Universitet om sagen. Han udtaler, at tidsplanen er realistisk. Han forholder sig ikke til det faktum, at byggeri af atomkraftværker altid går langt over budgettet. Han forholder sig heller ikke til det faktum, at atomkraftværker er uegnede til at løse det problem, LA peger på. DR burde have fået en kommentar, der dækker bredere. Hans udtalelse giver en troværdighed til forslaget, som ikke bunder i virkeligheden. DR burde have folkeoplysning som sin mission.

Liberal Alliance fremturer:

Liberal Alliances energiordfører, Steffen W. Frølund i EnergySupply 3. marts 2026: “Vi støtter fuldt ud, at man kobler batterier på VE-anlæg. Men det er helt urealistisk, at vi kan få den mængde batterier, der skal til for at tage os sikkert igennem to-tre dage uden vind og sol”.

Jeg tror ikke, Steffen W. Frølund har sat sig ind i udviklingen indenfor batterier. Det er slet ikke urealistisk, og det bliver billigere for hver dag, der går. Men der skal mere end strøm til 2-3 dages vindstille for at klare os gennem vinteren. Vi er nødt til også at lagre store energimængder i form af brint.

Herhjemme er batterier og brintlagre blevet stillet op som modsætninger, vi skulle vælge imellem. Det er en forkert opfattelse. Vi har brug for begge dele og skal forstå at udnytte begge mediers fordele.

Batterier kan tilsluttes hvor som helst på elnettet, de kan startes og stoppes med minutters varsel, og energitabet er minimalt. Brintanlæg kræver længere tid til start og stop, men det kan ske med baggrund i vejrprognoser og prognoser over elforbruget, på samme måde som vi styrer importen af el i dag. De er således ikke så fleksible som batterier, og økonomien i dem vil bero på, at man udnytter spildvarmen i fjernvarmenettene.

Når vi har kapacitet nok i batterier og brintlagre, kan vi selv sikre balancen i elnettet, fuld forsyningssikkerhed alle dage året rundt. Ingen import af el fra udlandet. Ingen stoppede vindmøller.

Vi skal have en vis overkapacitet af både elproduktion og energilagring for at have nok til strenge, vindsvage vintre, så i år med mere normalt vejr vil vi kunne eksportere el til vores nabolande. Vi kan vælge at lave yderligere overkapacitet med henblik på en større energieksport – både el og brint – til udlandet, men det skal først ske, når vi har dækket vores eget behov. Brintrøret til Tyskland er skjult erhvervsstøtte til nogle få store virksomheder, og aftalen med Tyskland om Energiø Bornholm kommer for tidligt. Det burde have ventet, til vi har dækket vores eget energibehov.

Skriv en kommentar