Solceller på tagene!

Formanden for Dansk Solcelleforening, Flemming V. Kristensen, foreslår i et debatindlæg i mediet EnergySupply 25. februar 2026, at vi laver et distribueret elsystem, der er baseret på solcelleanlæg og batterier på både private og offentlige bygninger og erhvervslivets bygninger. Hvis vi gør det attraktivt at investere i sådanne anlæg, vil en meget stor del af Danmarks elforsyning kunne tilvejebringes på denne måde. Det er et rigtig godt forslag, fordi:

• lokal elproduktion mindsker behov for at flytte strømmen over store afstande og aflaster dermed el-transmissionsnettet, der er en flaskehals i dag
• brug af tagflader og facader til elproduktion mindsker behovet for at bruge landbrugsjord til formålet
• batterier medfører, at effektforbruget i spidstimerne reduceres, og der opnås en bedre balance i elnettet – mindre behov for spidslastværker
• elselskaberne vil skulle investere mindre i produktionskapacitet, når private aktører og offentlige myndigheder påtager sig en investeringsbyrde
• forbrugerne kan bruge deres egen strøm fra batteriet, når elprisen er høj

Dette er så åbenlyst fornuftigt, at det er mærkeligt, at det ikke allerede er virkelighed. Hvorfor er det ikke dét?

Fordi rammebetingelserne er så ringe, at det overhovedet ikke kan betale sig for boligejere, myndigheder og erhvervslivet.

Jeg fik monteret et lille 3 kW solcelleanlæg på mit sommerhus i 2016. Det kostede ca 65.000 kr. Jeg var én af de heldige, der de første 10 år fik en garanteret afregningspris på 1,02 kr pr kWh, jeg sender ud på elnettet. Alligevel når jeg ikke at hente investeringen hjem, inden anlægget er udtjent. Hvis min bank i stedet havde forvaltet investeringen, ville jeg allerede i dag have fordoblet værdien af investeringen. Solceller var simpelthen en meget ringe investering.

Nu kan jeg købe et husstandsbatteri for yderligere 65.000 kr. Med de afregningspriser, jeg kan se frem til i dag, kommer den investering heller ikke til at give andet end underskud. Så den investering vil jeg ikke foretage.

Vi har teknologien til at forbedre vores elforsyning gevaldigt, og der er masser af borgere, der ligesom jeg gerne vil investere i elproduktion og -lagring. Men det sker ikke, når det giver tab.

Når det ikke sker, har det store konsekvenser:

• elnettet er så presset, at nye store producenter som vindmøller og solcellefarme ikke kan opføres, fordi de ikke kan komme af med den strøm, de producerer. Det bremser den grønne omstilling
• elselskaberne siger også nej til at koble store elforbrugere på nettet, fordi det ikke har kapacitet i overskud til nye, store forbrugere. Det er en bremse på udviklingen af vores erhvervsliv, der må søge bedre forhold i vores nabolande
• elselskaberne er nødt til at købe strøm på elbørserne, når vi har for lidt produktion i Danmark. De har ikke balanceeffekt i baghånden til at dække behovet selv
• vindmøller må stoppes i perioder med meget vind, fordi der ikke er aftagere til den strøm, de kunne have produceret

Ser vi på forsyningssikkerhed, er et decentralt elsystem meget sikrere end et system med få store producenter, der nemt kan sættes ud af spil, som vi ser det i krigen i Ukraine.

Det burde være en bunden opgave for regeringen at skabe rammebetingelser, så det kan betale sig for borgere, det offentlige og erhvervslivet at montere solceller på tagene og installere batterier til at udjævne belastningen, både på egen ejendom og i elnettet.

Dette vil være et vigtigt bidrag til at løse balanceproblemet fra dag til dag. Det løser ikke problemet med at skaffe strøm nok om vinteren i vindsvage perioder. For at opnå dét, er vi nødt til at kunne opsamle el om sommeren, lagre energien og så frigive den som el i vindsvage vinterperioder. Sæsonlagring. Der er tale om meget store energimængder, og det bliver derfor meget dyrt, men det er dyrere at lade være. Vi kan ikke være sikre på at kunne dække et underskud om vinteren med strøm fra vores nabolande, som har samme vejr som os. Køb af el i udlandet giver ikke forsyningssikkerhed. Den opnår vi først, når vi producerer el nok til hele årets forbrug selv og lagrer sommerens overskud, så det kan dække underskuddet om vinteren. Hvis vi gør det, behøver vi aldrig stoppe vindmøller mere.

Dette burde også være en bunden opgave for regeringen.

Når vi tilrettelægger vores energisystem med sæsonlagring, skal vi tænke i sektorkobling, idet der er naturlige forbindelser mellem elsystemet, fjernvarmen og transportsektoren. Vi skal bygge brintanlæg ved de fleste af vores varmeværker. Brint laves ved at sende strøm igennem vand (elektrolyse). Processen giver et tab af energi i form af varme. Varmen kan udnyttes i vores fjernvarmesystemer og således fortrænge anden energi, der ellers skulle være indkøbt. Brinten lagres, til der bliver brug for den om vinteren. Så fødes den ind i brændselsceller, der laver strøm. Også hér er der et varmetab, der kan udnyttes i fjernvarmenettet. Brintanlægget kan dimensioneres, så det får et overskud af brint, der kan bruges af transportsektoren. Herved sparer man den store omkostning ved at køre brint rundt i tankbiler eller sende den gennem dyre brintrør.

Dette er ikke nyt. Jeg har præsenteret disse tanker i tidligere blogindlæg og i min bog ”Den Store Plan” fra 2021. Det nye og positive er, at det nu er ved at trænge ud i bredere kredse i befolkningen og måske en dag vil nå helt frem til vores politikere, der så kan bruge deres kræfter på noget mere nyttigt end at diskutere, om der er nok statuer af kvinder i det offentlige rum.