Solidarisk fjernvarme

Over 60% af Danmarks boliger varmes op med fjernvarme. For de fleste er det en nem og billig måde at få varme.

Fjernvarme åbner muligheden for at udnytte overskudsvarme. Industrien, detailhandelen, datacentre og kommende anlæg til fremstilling af brint har varme som et spildprodukt, det koster penge at slippe af med via køleanlæg. Danmark er i en fantastisk situation, fordi vi med den meget høje dækning med fjernvarme har et enormt potentiale for at udnytte denne overskudsvarme ved simpelthen at pumpe den over i fjernvarmenettene, hvor den fortrænger anden energi, der ellers skulle have været anvendt. Det er en mulighed, vi er rigtig dårlige til at udnytte. Vi har lavet regler, der bremser eller forhindrer udnyttelse af overskudsvarme.

Fjernvarmen er underlagt en regel om, at værkerne altid skal bruge det billigste brændsel, hvad enten det er gas, træflis, halm eller elektricitet, der driver store varmepumper. Overskudsvarme vil i rigtig mange tilfælde være dyrere end de andre energikilder, fordi der ofte er langt mellem stedet, hvor overskudsvarmen produceres og det nærmeste fjernvarmeværk. Med anlægsomkostningerne og risikoen for, at varmeproducenten flytter produktionen eller går konkurs bliver det for risikofyldt og dyrt at udnytte overskudsvarmen. Den ideelle løsning er at placere fjernvarmeværker og producenter af overskudsvarme så tæt på hinanden som muligt. Det er en gylden mulighed for de kommende brintanlæg, der vil generere en betydelig mængde overskudsvarme. At anbringe sådanne anlæg i tyndtbefolkede områder i Vestjylland er en dårlig ide. De skal ligge ved siden af fjernvarmeværker i de store byer.

For at sikre fjernvarmekunderne mod høje varmeregninger er der indført et prisloft på fjernvarme. Det er egentlig sund fornuft at beskytte forbrugerne på denne måde, men det gør det yderligere vanskeligt at udnytte overskudsvarme. Der er et stigende pres for at afskaffe prisloftet, men vi har en historik med de såkaldte barmarksværker, som er små kraftvarmeværker med tilhørende fjernvarmenet. Mange af dem har tårnhøje varmepriser, og forbrugerne er bundet til at aftage varme fra værket. Det er ikke et eksempel til efterfølgelse.

Regeringen har et mål om, at 300.000 af vores oprindeligt 400.000 naturgasopvarmede boliger skal omlægges til fjernvarme. Teknisk giver det rigtig god mening. Når huse ligger så tæt, at man kunne anlægge naturgasnet i 1980’erne, er sådanne områder i hovedreglen velegnet til fjernvarme. Der sker bare ikke rigtig noget. Med de nuværende regler bliver fjernvarme for dyr, og boligejerne bliver tvunget over på private varmepumper, en løsning der er bedre end gas men dårligere end fjernvarme. Det er ikke bare dårligt for boligejerne. Samfundet mister samtidig muligheden for at bringe overskudsvarme ud til disse forbrugere.

Det er regler, der i dag forhindrer udnyttelse af overskudsvarme og konvertering af gasfyrede boliger til fjernvarme. Reglerne kan vi lave om. Først og fremmest burde alle anlægsprojekter finansieres og afskrives over 60 år, hvilket svarer til den forventede, gennemsnitlige levetid for gadeledninger i et fjernvarmenet. Men der er mange andre regler, der kan ændres for at fremme udrulning af fjernvarme og udnyttelse af overskudsvarme indenfor de nuværende ejerstrukturer. Men vi kan også gå anderledes radikalt til værks:

Vi kan samle ejerskabet til alle fjernvarmeværker i et nationalt fjernvarmeselskab og indføre en landsdækkende, ens fjernvarmepris. Hvorfor skal borgerne ved et lille barmarksværk i Vestjylland betale mere end dobbelt så meget for varme som borgere i København? Værket løser en vigtig samfundsopgave ved at producere elektricitet. Hvorfor skal borgerne dér undgælde for det?

Solidaritetsprincippet er udbredt og én af årsagerne til, at vi har et rigt og velfungerende samfund. Når der skal bygges en omfartsvej eller renoveres en bro, er det et anliggende for hele det danske fællesskab. Jernbanenettet er et fælles anliggende (selv om det oprindeligt er anlagt på lokale, private investeringer). Selv elnettet, som vi tvunget af EU har privatiseret, har en betydelig grad af solidaritet: Når det skal udbygges eller renoveres i for eksempel Storkøbenhavn, er det alle Radius’s 1,1 mio kunder, der betaler, ikke blot ejerne på en villavej eller kunderne knyttet til en transformerstation. Hvorfor ikke gøre det samme med fjernvarmen?

Et fælles, landsdækkende varmeselskab vil formentlig gøre varmen nogle få procent dyrere i København og de større provinsbyer, men det vil løse en masse problemer. Selskabet kan vælge en 60-årig afskrivningsperiode og eje stikledninger og hus-installationer. Nye fjernvarmenet og installationer til udnyttelse af overskudsvarme kan finansieres af fællesskabet. Dette vil skabe en reel og lige konkurrence mellem private varmepumper og fjernvarme. Vi vil kunne konvertere gasområder og udnytte overskudsvarme dér, hvor det bedst kan betale sig. Hvis dette ikke er nok, kan staten gå ind med støtte begrundet i, at dette er af stor samfundsmæssig interesse.

Hvis reglerne ikke bliver lavet om, kan vi kigge i vejviseren efter konvertering af 300.000 naturgaskunder. De bliver tvunget over på varmepumper, og så skal elnettet forstærkes masser af steder. Det skal fællesskabet så betale for – solidaritet gælder (til en vis grad) i elsektoren men ikke i varmesektoren. Og varmepumperne bliver hurtigt forældede men langsomt udskiftet. Med en forældelsestid på måske 5 år og en levetid på 20 ser vi ind i en ringere og ringere varmeforsyning. Ringere for både forbrugere og samfund. Fordi regeringen er faktaresistent og overfølsom overfor solidaritet.