Lavbundsjorder – succes eller fiasko?

Hvad er problemet med lavbundsjorderne? Har vi haft et problem, som nu er pist væk, som klimaministeren giver indtryk af? Har vi tro, eller har vi viden om det?

Lavbundsjorder er marker, der oprindeligt lå lavt og i vid udstrækning var vanddækkede. Så blev de drænet og opdyrket, og så begyndte alt det kulstof, der lå i de øvre jordlag at reagere med luftens ilt, så der dannedes CO2, som dampede op i luften. Denne udledning blev i 2010 beregnet til 4 mio tons CO2 om året. Vi kunne stoppe dette udslip ved at opgive landbrugsdriften og vådlægge lavbundsjorderne igen. De mest kulstofholdige lavbundsjorder indeholder over 6% kulstof. Dem var der i 2010 171.000 hektar af. En dugfrisk rapport fra Århus Universitet konkluderer, at der i dag ”kun” er 118.000 af disse lavbundsjorder tilbage, fordi 53.000 hektar allerede har afgasset så meget CO2, at markerne ikke hører til i gruppen med mere end 6% kulstof længere. Glimrende, konstaterer vores klimaminister. Så når vi 2025-målet om 50% CO2-reduktion i forhold til 1990.

Gør vi nu også det? Er dét, der er sket, en forbedring eller en forværring af Danmarks klima-position?

Vi kan starte med at konstatere, at der stadig er 118.000 hektar lavbundsjorder med mere end 6% kulstofindhold, der uddunster CO2 til atmosfæren. Ikke 4 mio tons om året men dog i omegnen af 2,75 mio tons om året. Det er immervæk også en sjat. Skal vi lade være med at gøre noget ved det, bare fordi vores klimaminister synes, at 2025-målet er opfyldt? Nej, vel? Hvis vi vådlægger disse 118.000 hektar, falder vores samlede udledning med 2,75 mio tons CO2 om året. Vådlægningen har også en markant positiv effekt på biodiversiteten.

Men kæden hopper for alvor af, når man begynder at tænke over, hvad det egentlig er, der er sket: Vi havde et stort kulstoflager liggende i vores lavbundsjorder. Nu er en masse af det kulstof omdannet til CO2 og befinder sig i atmosfæren, svarende til en udledning på 1,25 mio tons om året, der altså ikke kommer op i atmosfæren, fordi det allerede er kommet derop. Hvis klimaministeren forstod bare lidt af, hvad der foregår, ville han tage ejerskab til denne allerede udledte CO2-mængde og igangsætte CO2-fangst fra atmosfæren, indtil vi havde suget denne årlige mængde CO2 ud og deponeret den i undergrunden. Han ville også skynde sig rigtig meget med at få vådlagt de resterende 118.000 hektar, fordi det er meget dyrt at suge CO2 ud af atmosfæren, meget, meget dyrere end at vådlægge nogle lavbundsjorder. Så den kloge handling må være, at vi skal gøre alt hvad vi kan for hurtigst muligt at få vådlagt de resterende 118.000 hektar lavbundsjorder, så de ikke bare øger vores CO2-gæld. Det er rettidig omhu.

Klimaministeren præsenterer det som en god nyhed, at de 53.000 hektar lavbundsjorder nu ikke længere uddunster lige så meget CO2 som før, men det er i virkeligheden en katastrofe: Vi har flyttet et kulstoflager fra lavbundsjorderne, hvor vi kunne have fastholdt det via vådlægning, op i atmosfæren, hvor det er rasende dyrt at suge ud igen. En rigtig dårlig nyhed og bestemt ikke noget, der burde bidrage til indfrielse af 2025-målet!

Og så er vi ikke begyndt at snakke om alle de lavbundsjorder, hvor kulstofindholdet er under 6%. De afgasser også CO2, bare ikke lige så voldsomt som dem med over 6% kulstof. Men arealet er meget, meget større – og nu er det vokset med de 53.000 hektar, som Århus Universitet nu ikke længere mener indeholder over 6% kulstof. Disse jorder bør også vådlægges eller omlægges til skov eller stærkt beskyttet natur. Herved vil vi også fastholde et stort kulstoflager, der ellers gasser af til atmosfæren, i jorden. Det er også godt for biodiversiteten, det er sund fornuft og rettidig omhu.

Så er der spørgsmålet, om vi har viden, eller om der er tale om tro. Ministeren er ikke i tvivl. For ham er det viden. Det kommer jo fra et anerkendt universitet. Han glemmer bare, at forfatterne af undersøgelsen selv har gjort opmærksom på, at der er store usikkerheder knyttet til undersøgelsen. Det er let at forstå, i hvert tilfælde hvis man ikke lige er minister. Forskerne har selvfølgelig ikke været ude og måle på alle de omhandlede lavbundsjorder. Uden at kende deres metode kan jeg kun give et godt gæt på, at de har været ude og lave stikprøver på et begrænser antal lokaliteter, som de anser for repræsentative. Men hvad er så usikkerheden? Kan den overhovedet beregnes? Jord er noget overordentligt uhomogent noget, og selv indenfor den enkelte mark kan der være store forskelle på, hvor meget kulstof, der fortsat er bundet og hvor meget, der allerede er gasset af. Så det er sympatisk og let forståeligt, at forskerne selv peger på, at der er store usikkerheder knyttet til deres undersøgelse. Viden? Nej. Tro? Nej. Det ligger midt imellem.

Der var også usikkerhed på beregningerne fra 2010. Vi kan bruge rapporterne som pejlemærker, men vi skal ikke tro, at de udtrykker nogen endegyldige sandheder. Hvordan skal ministeren så reagere på disse usikkerheder? Med forsigtighed, selvfølgelig. Han udstiller sin manglende faglige forståelse og sin politiske motivation ved fuldstændigt at ignorere denne usikkerhed. En klog klimaminister ville have sagt: Dette giver anledning til, at vi anstrenger os for at få omlagt alle lavbundsjorderne i en fart og samtidig hæver målsætningen for 2025 fra den lave ende, 50%, til den høje, 54%, af 2025-målet. Det vil være rigtig godt for klimaet og gøre det meget, meget lettere at indfri 2030-målsætningen. Man fristes til at tro, at ministeren er ligeglad med 2030- og 2050-målene, fordi de først skal realiseres efter denne regerings regeringsperiode: Skidt med, at man efterlader et fallitbo til sine efterfølgere, bare man selv kan fremstå som den succesfulde minister her og nu. Pinligt. Ikke vores folkestyre værdigt. Den nuværende regering er en klimamæssig katastrofe, og klimaministeren skiller sig ikke positivt ud!