Sæsonlagring af energi

Med andelen af grøn strøm fra vind og sol stigende mod 100% i 2045 bliver behovet for energilagring mere og mere presserende. Forsyningssikkerhed er en fundamental nødvendighed for samfundet, og vi kan ikke basere forsyningssikkerheden på fossile brændsler eller biomasse. Produktionen af grøn strøm skal på årsbasis balancere med samfundets forbrug af energi. Balancen kan kun komme i stand, hvis vi kan producere energi til lager på dage med overskud af grøn strøm og bruge af lageret til at lave el til elnettet, når der er underskud.

Energien kan lagres i batterier eller i brintlagre. Der etableres allerede i dag batterilagre ved nogle solcellefarme, og det er en rigtig god ide. Det kan udjævne døgn-udsvingene, så der kan leveres en fast, forudsigelig mængde strøm alle døgnets timer. Batterier kan tilsvarende bruges i forbindelse med vindmøller.

Mens batterier er velegnede til døgnvariationer, er de ikke velegnede til sæsonlagring af energi. Til dette formål er brint den rigtige løsning. Et brintlager er billigt. Det dyre er elektrolyseværket, der producerer brint, og kraftværket, der bruger brint til at lave el. Begge processer giver energitab i form af varme, der kan udnyttes i vores fjernvarmenet. Brintanlæggene skal derfor bygges ved siden af vores 400 fjernvarmeværker. Da transportsektoren også får brug for brint, kan man slå flere fluer med ét smæk: Det primære formål er at balancere elnettet over året, sekundært produceres der brint lokalt, ude hvor forbruget er, så der bliver ikke behov for at transportere brint rundt i samfundet. Heri ligger en stor besparelse. Samtidig produceres el fra kraftværket også lokalt, så den skal ikke transporteres frem til lokalområdet, når der er underskud af vind og sol. Det sparer også transmissionsomkostninger.

Samfundet er i dag ikke indrettet til sådan en løsning. Ansvaret for balance i elnettet ligger hos Energinet. Fjernvarmeselskaberne har ikke fuldmagt til at bidrage til at løse denne opgave. Det må laves om. Vores lovgivning skal understøtte de bedste løsninger, ikke stå i vejen for dem.

Fjernvarmen er for det meste ejet af kommunerne eller af foreninger eller selskaber med rod i lokalsamfundene. Det er rigtig godt, fordi de så ikke skal levere et årligt afkast til en kreds af investorer – modsat elsektoren, hvor privatiseringen har ført til, at 14 mia kr er givet i udbytte til de nye ejere, penge forbrugerne har betalt, og som kunne have været brugt til at udbygge og fremtidssikre elnettet. Når lovgivningen omkring energilagring laves, er det afgørende at fastholde det lokale og offentligt baserede ejerskab. Det er derfor oplagt at placere opgaven med sæsonlagring af energi hos fjernvarmesektoren.

I denne nye struktur er der en vigtig styringsopgave. Ejerne af brintanlægget (kommunerne eller fjernvarmeværkerne) skal have en sikkerhed for, at de kan få strøm til elektrolyse, når der er overskud af grøn strøm, og få tildelt en produktionskvote for el, når der er underskud. I brintanlægget vil enten elektrolyseværket (overskud) eller kraftværket (underskud) køre. Økonomien i anlægget er helt afhængigt af, at det udnyttes optimalt. Den organisation, der skal styre energiomsætningen, må ikke favorisere nogle anlæg på bekostning af andre. Tilsvarende skal det sikres, at opbygningen af vind og sol hele tiden er lidt foran opbygningen af den tilsvarende brint-kapacitet, så man er sikker på, at der altid er tilgængelig el til elektrolyseværket og aftag for elproduktionen fra kraftværket.

Med udsigten til at skulle opføre 300-400 brintanlæg er der enorme fordele ved standardisering. Hvis vi starter med prototyper på anlæg i 3 forskellige størrelser – betinget af et fjernvarmenets kapacitet til at aftage overskudsvarme – kan disse 3 anlægsstørrelser standardiseres over tid, og det vil føre til stordriftsfordele, faldende priser på anlæggene og stigende effektivitet, efterhånden som designet raffineres. Ved at stille fjernvarmenet til rådighed kan det offentlige sikre sig andel i ejerskabet af hele værdikæden, og vi kan undgå den ulykkelige situation fra elsektoren, hvor et fåtal af aktionærer kan dræne almindelige forbrugere for penge uden at bidrage til værdiskabelsen.

Opgaven med energilagring er ikke en opgave, vi kan vælge fra. Den er en forudsætning for, at vi kan nå frem til 0-emissionssamfundet. Den vil blive løst. Spørgsmålet er, om det offentlige vil gå forrest og sikre en solidarisk udvikling, eller om man vil overlade opgaven til et fåtal af private foretagender, der herefter har et de facto monopol, som de – som erfaringen fra elsektoren allerede viser – uden tvivl vil bruge til egen fordel.

Opgaven kan ikke løses uden betydelige ændringer i lovgivningen, men initiativet kan godt komme fra fjernvarmesektoren. Der er netop frigivet en pulje til lokalt baserede energifællesskaber på 4,2 mio kr i 2023. Der kan søges tilskud til større projekter med deltagelse af energifællesskaber og til informationskampagner om vedvarende energiløsninger i lokalsamfundet. Puljen vil kunne bidrage til at gennemføre en indledende skitsering af samspillet mellem fjernvarme, et brintanlæg og elnettet samt til borgerinddragelse om opgaven. De skitserede løsninger og overvejelserne omkring styring, drift og lokalt ejerskab kan overdrages til Folketinget og blive væsentlige elementer i udformningen af en kommende lovgivning på området.