Over en ugestid faldt jeg over en række videoer på YouTube. Den første var med Kamala Harris, der beskrev et oprør i det republikanske parti. Meget detaljeret, med navne på frafaldne senatorer, meget overbevisende. Efter et par dage blev den spærret. Men jeg fulgte sporet og så en række videoer fra 4 forskellige kilder. De beskrev Trumps nedtur frem til hans endelige fald ved en rigsretssag, hvor 19 navngivne republikanske senatorer stemte ham skyldig. Andre videoer handlede om højesteretskendelser som for eksempel underkendelsen af Trumps toldcirkus og beslaglæggelse af hans forretningsimperium. Alle meget overbevisende, fyldt med detaljer, henvisninger til offentlige hjemmesider. Det meste af det fup, uden hold i virkeligheden.
Mine venner, som jeg delte videoerne med, advarede mig: det ligner AI-genereret materiale. Og de havde ret. Problemet er, at det kunne være noget, der rent faktisk skete. Med AI kan vi lave hvad som helst i en kvalitet, der ikke er til at skelne fra virkeligheden. Når jeg ser nyheder i næste uge, hvad skal jeg så tro på? AI er et fabelagtigt værktøj til at fordreje virkeligheden og skabe præcis den fortælling, man gerne vil have ud. Vi lever i løgnens tidsalder.
Jeg har venner, der bruger AI regelmæssigt og er meget begejstrede for det. Måske stiller de spørgsmål, som ingen har interesse i at sprede løgn eller usikkerhed omkring. ”Hvor mange mennesker er bosiddende i Grønland”. Dét kunne jeg svare på uden AI, men AI kunne også svare korrekt. Men hvor går grænsen? Hvordan kan man som bruger skelne mellem løgn og fakta? Man spørger for at få viden. Har man forudsætningerne for at vurdere, om svaret er sandt eller falsk?
AI bliver i stigende grad integreret i den digitale verden. Men svarene er ikke bedre end det datamateriale, AI-systemet har adgang til og er blevet trænet i. En af mine venner spurgte, om der var en rigsretssag på vej mod Trump. ChatGPT svarede nej, men på Repræsentanternes Hus’s hjemmeside kan man finde et opslag, case 353, der beskriver demokraternes opbygning af en rigsretssag. De har arbejdet med det siden april 2025. Hvorfor vidste ChatGPT ikke dét?
AI-systemerne ejes af tech-mogulerne, stenrige mennesker, der holdningsmæssigt hører hjemme langt ude på den politiske højrefløj. De har hånds- og halsret over det materiale, deres AI-systemer har adgang til. De kan frasortere ubekvemme kilder, som for eksempel kilder med videnskabelig dokumentation af klimakrisen. De kan omskrive historien, ligesom det er sket flere gange i Rusland – dog uden AI. Med AI er det blevet meget lettere.
I en nær fremtid kan man forestille sig, at biler er selvkørende, og at persontransport ikke længere udføres af privatejede biler men er en service: du ringer til din leverandør, oplyser dit nuværende sted og hvor du skal hen. Efter få minutter kommer der en bil, der udfører opgaven, og du betaler en regning digitalt. Genialt. Da biler står stille i 97% af deres levetid, vil vi med dette system kunne klare os med langt færre biler end i dag og udnytte dem, vi har, langt bedre. Trafikpropper bliver fortid. Det hele drevet af AI. Men den dag jeg kommer på en sortliste, får jeg ikke transport men bliver afvist. Hvad gør jeg så?
Udsendelse af valgkort og registrering af vælgere kan overlades til AI. Men måske er jeg på en sortliste, så jeg ikke kan stemme. Hvis jeg gør vrøvl, får jeg måske lov at stemme alligevel, og begivenheden undskyldes med ”en beklagelig fejl”. Men hvad med alle dem, der ikke gjorde vrøvl eller gjorde det men ikke fik lov at stemme?
Nu vil du måske mene, at det jeg siger er vildt overdrevet. Men det tror jeg ikke, det er. Man kan i dag blive udelukket fra de sociale medier, og der er ingen instans, der kan medvirke til, at éns konto bliver genåbnet. Det sker hver dag! Det er de samme tech-moguler, der ejer de digitale medier. Min historie med videoerne om Trumps fald startede på Facebook. Løgn trives fortræffeligt på de sociale medier, i det mindste så længe den understøtter ejernes politiske dagsorden. Det mest groteske eksempel er Trumps eget medie med det misvisende navn ”Truth Social”. Det er hverken sandt eller socialt.
Vores børn og unge mennesker bruger AI til at løse opgaver på skoler og universiteter. Hvilke kompetencer opbygger de? Hvad kan de levere, hvis de forhindres i at bruge AI? Har de lærere, der skal bedømme besvarelserne, overhovedet kompetencerne til at bedømme dem, eller er de også henvist til at bruge AI? Hvor fører dette hen?
Med AI koblet til robotter vil man kunne forfalske de dyreste malerier i verden så professionelt, at det kun er kemiske analyser af malingen, der kan afsløre, at det er forfalskninger. Nye malerier af Van Gogh kan dukke op på stribe. Selv nulevende kunstnere kan ikke vide sig sikre mod forfalskninger af deres værker eller navn.
Vi ser allerede i dag AI anvendt i forbindelse med overvågning af borgere. I en ikke så fjern fremtid kan man forestille sig, at hver eneste borgers hver eneste bevægelse bliver registreret – ligesom i ”Fagre Nye Verden” eller ”1984”. De er tæt på i Kina. Er det sådan en fortryllende fremtid, vi ønsker os?
Gennem de sidste mindst 10.000 år har vores civilisation udviklet sig via innovative menneskers kreative landvindinger. Nu har vi AI. I stedet for at bruge sine innovative og kreative talenter kan man nu spørge et AI-system, hvordan man løser en konkret opgave. Det kan være en opfindelse af en dims, der løser et teknisk problem eller noget andet, der føjer noget nyt til civilisationens samlede erfaringsbank. AI bliver berømmet for at skabe innovation og kreative løsninger, men er det rigtigt? Hvordan kommer verden til at se ud, hvis de mennesker, der har potentialet til at komme op med banebrydende tanker, i steder overlader scenen til middelmådigheder, der spørger AI i stedet for at innovere selv?
AI har et fantastisk potentiale til at løse opgaver, der kan synes uoverskuelige på grund af for stort et datamateriale eller for komplekse sammenhænge. Men det har også potentialet til at vildlede eller ligefrem undertrykke hele verden. Og det er et par håndfulde stenrige mænd, der kontrollerer det hele.
Oven i dette kommer så, at AI er kolossalt energislugende og udløser udledning af kolossalt meget CO2. Er det prisen værd? Hvordan stopper vi det, hvis vi ikke mener, det er?
Min historie med Trumps fald har en interessant pointe: Hvis demokratiet i USA skal fortsætte, er de nødt til at stoppe Trump. Som republikaneren Bacon fra Nebraska sagde i forbindelse med en afstemning i Huset om at ophæve Trumps told på varer fra Canada: ”Vi skal ikke være et gummistempel for præsidenten”. Det er præcist dét, der er på spil derovre: Trump har de facto sat Kongressen ud af drift med nødretsdekreter af tvivlsom juridisk holdbarhed. Demokratiet i USA afhænger af, at de stopper Trump. De mange livagtige videoer på YouTube er en komprimeret fremstilling af, hvordan et opgør med Trump kunne se ud. På dén måde er de interessante og tankevækkende, selv om de ikke er sande.
Sektorkobling 