Danmark og Tyskland har indgået en aftale om Energiø Bornholm og de havvindmøller, der skal sættes op. Danmarks andel bliver 30% af investeringen, Tysklands 70%. Det er ikke sådan, at landene investerer i havvindmøllerne. Det skal private firmaer stå for. Landene giver prisgarantier, som træder i kraft, hvis elprisen falder under en aftalt tærskel. Det er ikke sikkert, at det vil ske, men hvis det sker, er den maksimale statsstøtte, Danmark har forpligtet sig til, 42 mia kr over de næste 30 år.
Hvem skal så have strømmen? Det fremgår formentlig af den indgåede aftale, som mig bekendt ikke er offentliggjort endnu. Men et godt gæt er, at det er de firmaer, der opstiller møllerne, der ejer og kan sælge strømmen. Med et solidt sikkerhedsnet under deres investering er det nok ret attraktivt at være et privat firma, der opstiller møller på disse betingelser. Risikoen er minimal, dén bærer skatteyderne i Danmark og Tyskland.
Er det godt eller skidt? Det afhænger af øjnene, der ser, og af det perspektiv, seeren anlægger.
Det er skidt, at staten nu igen kan finde på at sætte 42 mia af skatteborgernes penge på højkant uden at få noget igen. Vi har allerede en tilsvarende situation med havvind i Vesterhavet og Kattegat efter det havarerede havvindudbud fra foråret 2025, hér med 55 mia på højkant. Der er nogle private firmaer, som sandsynligvis vil score et kolossalt overskud på disse projekter. Skatteyderne sidder tilbage med glæden over at levere tilsammen op til 97 mia til de private firmaer og investorer. De rigeste skatteydere – som måske endda slet ikke yder skat – klarer nok regningen, men hvad med de fattige pensionister og borgere på overførselsindkomster? Det er nærliggende at tro, at de nok kunne finde på bedre måder at bruge 97 milliarder på, især fordi de ingenting får for dem.
Det er godt, at der nu er udsigt til, at vi opstiller en masse nye havvindmøller. Det er godt for klimaet. Det bevæger Europa mod selvforsyning med energi. Det reducerer behovet for import af russisk gas og den miljømæssigt meget problematiske skifergas fra USA. To stater, vi gerne vil være mindre afhængige af.
Det er skidt, at vi nu igen igen stiller de bedste lokaliteter for havvind til rådighed for private investorer og eksport af strøm. Eksport af strøm er en fin måde at vise solidaritet med vores nabolande, og det skal vi bestemt sigte imod – men vi har brug for strømmen selv! Vi er langt fra selvforsyning med vedvarende energi, selv hvis vi medregner biogas, træflis og halm, hvad vi bestemt ikke burde gøre. Vi er alenlangt fra at kunne sæsonlagre energi i batteri- og brintlagre. Vi er dermed alenlangt fra at være selvforsynende med energi. At stille vores bedste havarealer til rådighed for private investorer til dækning af vores nabolandes energibehov er ikke videre begavet. Men nok hvad man kunne forvente med dén regering og dén minister.
I Vesterhavet vil vi lade private firmaer opstille statsstøttede vindmøller, der skal producere strøm til private PtX-anlæg opført med statsstøtte. De skal producere brint, der skal sælges til Tyskland, som køber brinten af de private firmaer. Brinten sendes gennem et brintrør anlagt af det offentlige for et 2-cifret milliardbeløb. Det er statsstøtte i en helt ufatteligt stor skala. Hvad får Danmark ud af det? Nogle få arbejdspladser og en stor økonomisk risiko.
Opstilling af vindmøller på land er gået helt i stå, og der er stor lokal modstand mod solcelleparker på landbrugsjord. Hvorfor? Fordi det er private firmaer, der vil opstille anlæggene og tjene pengene på den vind og sol, der egentlig tilhører os alle sammen, men som de får lov at høste helt gratis. Hvem kan undre sig over, at det kalder på lokal modstand? Naboerne bliver spist af med en symbolsk økonomisk kompensation eller ingenting.
Hvad er problemet?
Problemet er, at produktion, transport og salg af energi er kritisk infrastruktur. Det er noget, der skal ejes af fællesskabet, ikke af nogle få private investorer og firmaer. Hvis folk får adgang til billig el og varme, har de ikke noget imod energianlæg i deres nærområde. Det har mange eksempler vist. Folk bliver kun sure, når de bliver snydt. Og tak for det. Vi skal ikke bruge vores ressourcer på at gøre de rigeste endnu rigere i et samfund, hvor uligheden allerede er alt for stor. Svenske Oxfam har regnet ud, at de 12 rigeste mennesker i verden nu ejer lige så meget værdi som de 4 milliarder fattigste. Hvem vil vi lave samfund for? De ultra-rige eller den brede befolkning?
Tag konsekvensen: Produktion, transport og salg af energi er kritisk infrastruktur. Staten og kommunerne skal eje det. Private firmaer kan være leverandører af anlæggene, de kan levere opførelsen af anlæggene, endda driften af anlæggene. Men de skal ikke eje dem. Det er noget neoliberalt vraggods, at det offentlige ikke egner sig til ejerskab. Vi har masser af eksempler på veldrevne offentligt ejede virksomheder. Og de skal ikke give et afkast til aktionærer, hvis eneste bidrag består i at eje aktier.
Vi lever i en turbulent tid med store omvæltninger. Lad os aflive den neoliberale ideologi og tæmme kapitalismen, så der kan blive en fremtid for alle, også for de fattigste og den brede middelklasse.
Sektorkobling 