Regeringen har opgivet at forhandle klimamålet for 2035 og går nu med deres eget mål på 82% – noget vi formentlig alligevel ville have nået uden yderligere politiske tiltag. Hvorfor? Ministeren giver svaret: “Hverdagen må ikke blive unødigt dyr for danskere og danske virksomheder. Vi er et andet sted, end vi var i 2019, da sidste mål blev sat. De lavthængende frugter er plukket, og vejen mod højere mål bliver sværere”.
Regeringen og ministeren mener, vi skal nøjes med at gøre dét, der er nemt. Når det bliver svært og kommer med en pris, så melder regeringen pas. Så hellere brænde kloden af og nyde at kunne vælte os i billigt svinekød og flyrejser nogle få år endnu.
Det er jo ikke sådan, at når vi afviser at gøre noget, så kommer der nogle andre og gør det for os. Det ville ellers være dejligt – men sådan fungerer det ikke.
Danmark har en forpligtelse til at gøre noget særligt, både fordi vi historisk har været – og fortsat er – stor-udledere af drivhusgasser. Danskernes privatforbrug er det største i verden pr. person, og det koster både på fremskaffelse af råvarer og udledning af CO2 ved fremstilling og transport af varerne. Man kan så undre sig over, hvorfor Danmark samtidig har EU’s højeste fødevarepriser. Vi har åbenbart masser af penge. I hvert tilfælde nogle af os.
Så nej, regering og hr. minister, det er galt tænkt. Hvis vi, med vores forudsætninger for at gøre en indsats, løber fra ansvaret, hvordan kan man så forestille sig, at lande, der er vanskeligere stillet end os, vil reagere? Hvis Danmark vil være foregangsland i ikke at gøre noget, skal der nok være masser af andre lande, der tænker, at så behøver de da heller ikke gøre noget. Er dét regeringens svar på klimatruslen?
Vi skal være et foregangsland ved at gøre noget. Det har vi en historisk og moralsk forpligtelse til. Men ud over at være umoralsk er regeringens enegang også dum. Hvorfor det? Jo, alle kan finde ud af at plukke de lavthængende frugter. Det skal de andre lande såmænd nok også selv finde ud af, især hvis det kan betale sig. Når det er sket, og det bliver svært at komme videre, dukker der attraktive muligheder op for de kreative og omstillingsparate. Det er i denne fase, at nye ting og praksisser dukker op. Det er hér, der udvikles nye produkter og viden, der kan eksporteres. Det kan blive en rigtig god forretning, og det vil være en fin måde at forvalte Danmarks muligheder og leve op til vores historiske ansvar. Det er ikke en udgift men en investering, i et bedre klima og i vores fremtidige velstand.
Men nej, ak nej. Ministeren og regeringen vil gå bagest og være foregangsland i ikke-handlen. Når så andre mere visionære lande har udviklet de nødvendige teknologier og produkter, kan vi jo bare købe dem i udlandet. Ja, men til hvilken pris? Tror regeringen, at udlandet vil forære os det eller give store rabatter? Det er lige så naivt og dumt som regeringens strategi for el-forsyningssikkerhed: Når vi har underskud af grøn strøm, køber vi det bare i vores nabolande. Ja, men til hvilken pris? Under oliekrisen i 1973 opdagede vi, hvad det koster at forlade sig på udlandets nåde og barmhjertighed. Vi var nær en statsbankerot og fik først styr på finanserne, da vi kunne dække vores energibehov med nordsøolie. Men dén går ikke én gang til.
Vi skal være glade for, at vi allerede har plukket de lavthængende frugter og bliver tvunget til at blive visionære, kreative og igangsættende. Det er en gave. Det tvinger os til at gøre det bedste, både for os selv, for klimaet og for resten af verden. Det eneste vi mangler er en regering, der har forstået det og handler på det. Det må vi skaffe os ved det kommende folketingsvalg.
Sektorkobling 