COP30 blev endnu en forudsigelig fiasko. Siden COP21 i Paris i 2015 er det ikke lykkedes denne verdens ledere at blive enige om noget, der for alvor kan give os håb om at undgå klimasammenbruddet. De 3 varmeste år siden industrialiseringens start er 2024, 2025 og 2023. Kraftigere og hyppigere orkaner. Hele regioner, der drukner i regn eller bliver ubeboelige på grund af hede og tørke. Koralrev, der forsvinder. Gletchere og isdækket ved polerne, der forsvinder. Det skorter ikke på beviser for klimaforandringerne. Vi har kurs mod en global katastrofe. Alligevel gør vores ledere ikke det nødvendige. Hvorfor ikke?
Er vores forhandlere ikke dygtige nok? Er de for dårligt forberedte? Tror de, det er nok at mødes én gang om året? Er det en umulig opgave at fremtidssikre livet på Jorden?
Paris-aftalen opstod i ruinerne af det fejlslagne COP15 i København i 2009 under Lars Løkke Rasmussens værtsskab. FN reagerede på fiaskoen ved at ansætte Christiane Figueres som FN’s chefforhandler. Hun brugte de næste 6 år på møder med ledere fra alle lande. Gennem en imponerende diplomatisk og pædagogisk indsats lykkedes det hende at skabe den bevidsthed og vilje, der førte til Paris-aftalen. Hvem er FN’s chefforhandler i dag?
Historien viser, at med de rette mennesker og den rette vedholdenhed kan vi skabe resultater. Det bør hele verdenssamfundet og også EU og de enkelte stater tage ved lære af. Vi kan ikke overlade planetens fremtid til fossil-lobbyen, landbrugs-lobbyen og alle de lobbyer og lykkeriddere, der vil høste personlig fordel af klimakrisen. Den er global og skal ikke løses af enkeltindivider eller enkelte firmaer. Vi har et fælles ansvar og en fælles forpligtelse overfor alle fremtidige generationer og hele den mangfoldige og underfulde natur. Vi er nødt til at sætte vores dygtigste folk på opgaven. Det er ikke nok at være politiker – folkevalgt eller ej. Opgaven kræver de bedste kompetencer indenfor forhandlingsevne og indgående kendskab til samfundsforhold, klima, teknik, energi, landbrug, hav og natur. Personlig integritet er afgørende nu, i løgnens tidsalder. Vi skal kunne stole fuldt og fast på vores forhandlere og deres viden og evner.
I forlængelse af COP30 er der blevet dannet en gruppe af lande, der vil arbejde sammen om at udvikle syntetiske brændstoffer til luftfarten. Danmark er med. Man har overset, at fly, der flyver på syntetisk brændstof udleder akkurat lige så meget CO2 som fly, der flyver på fossilt brændstof. Det er historien om biogas om igen: Afbrænding af biogas sender præcis lige så meget CO2 ud i atmosfæren som afbrænding af naturgas. Vi tilsætter 5-10% syntetisk methanol til vores benzin og diesel for at spare udledning af CO2, men afbrænding af methanol sender lige så meget CO2 ud i atmosfæren som afbrænding af benzin. Det virker ikke i virkeligheden, kun i den politiske ”virkelighed”.
COP30 førte også til dannelse af en lille gruppe på foreløbigt 13 lande, der vil beskatte privatflyvning og flyvning på 1. klasse og business class. Danmark er ikke med. Det er ellers noget, der kan få en væsentlig betydning, og pengene, der kommer ind, skal bruges til afhjælpning af klimaskader i den fattige del af verden. Men dét er ikke et godt nok argument for at beskatte de aller rigeste i vores samfund for deres klimaskadelige overforbrug. Dét er ikke regeringens politik.
I Danmark er forhandlingerne om en ny klimalov gået i gang. Er det de bedste folk, vi har sat på opgaven? Det er der ikke meget, der tyder på. Regeringens oplæg er, at vi skal forpligte os mindst muligt i 2035, sølle 2% bedre end dét sted vi havner med den lovgivning, der allerede er vedtaget i dag. Vores politikere har ikke opdaget, hvor ødelæggende vores svineproduktion er. Hvis de har haft fjernsynet tændt, da TV2 viste indslaget ”Hvem passer på grisene”, har de siddet med lukkede øjne – måske ligesom Trump, når han ”stærkt koncentreret” deltager i kabinetsmøder?
Nej, tværtimod. Nu giver regeringen grønt lys for nye svinefabrikker med yderligere 10 mio svin oveni de 30 mio, vi allerede har. Regeringen har ikke opdaget, at det er gyllen fra landbruget, der er årsag til iltsvind og død i vores farvande. De roser sig af en kvælstofaftale, der – i hvert tilfælde på papiret, dvs hvis landbruget for en gangs skyld vil overholde en aftale – vil reducere udstrømningen af kvælstof fra landbruget til vores vandmiljøer med 2/3. Ja, det er da et skridt i den rigtige retning, men når de samtidig giver grønt lys til at øge svinebestanden med 33%, er deres politik blottet for konsistens.
Landbrugsorganisationerne og regeringen mener, vi skal løse problemerne forårsaget af landbruget ved at lave naturen om: Bovaer, pyrolyse, NGT’er (Nye Genetiske Teknikker, noget der er i samme familie som GMO). Nej, kære venner, øvelsen går ud på at lære at forstå naturen og samarbejde med den. Med regenerativt landbrug kan vi genopbygge det enorme lager af kulstof, som det konventionelle landbrugs dyrkningesmetoder har fjernet fra muldlaget over de sidste 75 år og sendt det ud i atmosfæren som CO2. Regenerativt landbrug er mere effektivt end skovrejsning.
Klimaloven kan også passende beskæftige sin med at skabe et energisystem i balance. Vi skal være selvforsynende med el fra vind og sol. Det indebærer sæsonlagring af energi, en nødvendighed, myndighederne hidtil totalt har ignoreret. Man vil dække underskud i elnettet med strøm fra vores nabolande, men det udsætter bare Danmark for en ny afhængighed i lighed med dén, der ramte os så hårdt i 1970’erne under oliekrisen. Vi bør opbygge et stærkt decentraliseret system, hvor vi dels har national balance men også i videst mulige udstrækning har lokal balance, for eksempel bygget op omkring vores købstæder. Energianlæggene skal ejes af lokale borgere og den lokale kommune, ikke af nogle få private selskaber, hvis formål er at hente størst mulig profit ud af elproduktion og -distribution.
En plan for et energisystem i balance vil vise, hvor og hvornår vi skal bygge nye energianlæg. Vi vil ikke længere behøve at stoppe vindmøller, når det blæser, og vi vil ikke hverken importere eller eksportere el. Først når dette punkt er nået, vil det give mening at bygge yderligere vindmøller og solcelleanlæg med henblik på eksport af el eller brint. I den sammenhæng kommer brintrøret til Tyskland mindst 20 år for tidligt. Lad ikke danske skatteborgere betale for et anlæg, der alene tjener nogle få private firmaers forretning. Hvis tyskerne vil have det nu, kan vi tilbyde dem selv at finansiere, anlægge og eje brintrøret og de tilhørende havvindmøller og elektrolyseanlæg, der skal skaffe brinten til veje.
Klimaloven burde også være et opgør med Infrastrukturforliget, der afsætter en stor del af forligets ca 150 mia kr til nye motorvejsbyggerier. At Folketinget 10/12-2025 har vedtaget en anlægslov for to delstrækninger af den midtjyske motorvej er et stort skridt i den forkerte retning – igen med skatteyderne som sponsorer. Øvelsen går ud på at reducere vores transportbehov samt skubbe så meget trafik som muligt over på kollektiv transport. I den sammenhæng vil det også være meningsfuldt at genindføre registreringsafgift for elbiler, differentieret efter bilernes størrelse og energiforbrug. Hvorfor forgylde de rigeste, der køber de største, dyreste og mest energislugende biler?
Endelig vil det være et vigtigt nybrud, hvis Klimaloven medregner alle de udledninger, Danmark giver anledning til. Det drejer sig om afbrænding af træflis, halm, biogas, syntetisk methanol i benzin og diesel, vores andel af international skibs- og luftfart og de CO2-udslip, der kan refereres til alle de produkter, vi importerer. Det er ikke noget, FN og verdenssamfundet forlanger, men det er dét, atmosfæren bliver belastet med og reagerer på. Hvis vi medregner dét, bliver vi et foregangsland i ødelæggelse af planetens fremtidsudsigter. Dette er den virkelige virkelighed. Vi kan ikke lyve eller snyde os bort fra den. Det burde inspirere os til helt anderledes ambitiøse mål for 2035.
Sektorkobling 