Hvad er penge?
Det spørgsmål besvares i foreningen ”Gode Penge”s bog ”Et effektivt pengesystem for alle”, forlaget Klim 2018.
De fleste af os forestiller os, at penge er noget, Nationalbanken skaber ved at trykke pengesedler og få lavet mønter. Det er ikke helt forkert: Nationalbanken har monopol på at lave kontanter. Pengene kommer altså af ingenting – lidt papir eller lidt metal, men det koster ingenting i forhold til pengenes værdi. Man kan sige, at kontanter kommer af ingenting.
Var du klar over, at kontanter kun udgør ca 5% af de penge, der er i omløb i Danmark? Nej, vel? Men hvor kommer de resterende 95% af pengene så fra?
De kommer fra bankerne. Bankerne har fået lov til at lave penge af ingenting – og det gør de! Som du kan forestille dig, er det en forrygende kilde til overskud og stigende aktiekurser. Hvis du for eksempel køber et hus og låner 3 millioner, er der bag lånet en bank, der laver en konto til dig, hvor de indsætter 3 millioner. Hvor kommer de penge fra?
De kommer af ingenting. Det er penge, der opstår af ingenting, når dit lån bliver realiseret. Banken sætter 3 millioner ind på din konto og laver en postering på -3 millioner på én af sine egne konti. I praksis betyder det, at du nu kan bruge de 3 millioner – i dette tilfælde til at betale til sælgeren af huset. Så går din konto i 0 kan slettes. Banken får via sit realkreditselskab lavet obligationer, der sælges. Provenuet fra salget dækker bankens underskud på 3 millioner. Køberne af obligationerne håber nu på, at du betaler dine kvartalsvise afdrag og renter, og hvis du gør det, falder obligationernes værdi efterhånden til 0 (når du har betalt den sidste krone), og så er pengene væk igen.
Bankerne tager sig selvfølgelig betalt for denne service. Jo mere de låner ud, des mere tjener de. Bogen fra ”Gode Penge” har estimeret, at bankernes fortjeneste udgør 200 milliarder om året. Det er penge, som bankerne tjener, fordi de har fået det privilegium at lave penge af ingenting.
Bankerne kreditvurderer deres kommende lånere. Hvis man er velhavende, kan man låne mange penge – måske flere end man behøver til sit nye hus – og så er banken ikke nøjeregnende med, hvor stort lånet er. Jo større, des flere penge tjener banken. Det betyder, at købere med høj kreditværdighed kan købe huse, mere almindelige mennesker ikke kan låne penge til. Det giver de velhavende et stort forspring på boligmarkedet, men det puster selvfølgelig også prisen på boliger op. Med jævne mellemrum får vi en boligboble, som springer, fordi bankerne har lånt for mange penge ud til for dårlige betalere, og så falder boligmarkedet sammen, priserne falder, og de mest spekulative køberes huse ender på tvangsauktion eller må sælges til langt under anskaffelsesværdien. En masse huskøbere, der har troet på, at boligmarkedet bare ville fortsætte op og op, ender med en kæmpe personlig gæld.
Bankernes mulighed for at lave penge af ingenting skaber også bobler på masser af andre områder. Det er en væsentlig årsag til den økonomiske ustabilitet, der kan ende som finanskrisen i 2008 (en bristet boligboble) eller det store krak på Wall Street i 1929, der førte til økonomisk ustabilitet og recession i store dele af verden.
Foreningen ”Gode Penge” foreslår, at retten til at skabe penge af ingenting fjernes fra bankerne og tildeles Nationalbanken. De argumenterer overbevisende for, at det vil have en stabiliserende effekt på økonomien, modvirke fremtidige bobler og – ikke at foragte – vil tilføre statskassen provenuet på 200 milliarder om året. Det vil så være op til politikerne at beslutte, hvad de penge skal bruges til. Siden oliekrisen i 1970’erne har vi regering efter regering skullet spare. Nu er spareiveren kommet så langt, at der er et kæmpe efterslæb på forsvar, sociale ydelser, sundhedssektoren, vores infrastruktur, uddannelsessystemet, ældreforsorgen og meget andet. Man kan sagtens forestille sig, at 200 milliarder om året ekstra kan føre til mange forbedringer i vores samfund.
Man kan især forestille sig, at en stor del af dette nye råderum bruges til at gøre noget seriøst ved forebyggelse og bekæmpelse af klimaforandringer. På trods af COP-møder, skåltaler og gode løfter er Paris-aftalen reelt lagt i graven. James Hansen, klimaforsker siden 1980’erne, har regnet sig frem til, at den reelle opvarmning i dag er 1,6 grader over det førindustrielle niveau, og at vi passerer 2 grader inden år 2035. Den engelske videnskabsjournalist Mark Lynas beskriver i bogen ”Our Final Warning. Six Degrees of Climate Emergency” hvad der sker med klimaet, biosfæren og samfundene ved opvarmning på 1, 2, 3, 4, 5 og 6 grader. Mark Lynas giver et sammendrag af bogen i det sidste kapitel 7. Det har jeg oversat til dansk. Du finder det her:
(Højreklik og vælg “Åbn link i ny fane”).
Det er ikke læsning for sarte sjæle. Allerede ved 2 grader er store dele af jorden blevet ubeboelige, og landbrugsproduktionen er af samme grund styrtdykket. Resultatet er enorme folkevandringer, hungersnød og krige. Klimaet bliver langt voldsommere, og prisen for at rydde op efter klimaforårsagede vejrkatastrofer stiger med raketfart. Ved 2 grader vil havstigninger true 136 megabyer som New York. Vi ser ind i en helt anden verden end den, vi lever i i dag. På den baggrund er det uforståeligt, at lande som Rusland og Israel mener, de har råd til at bruge ressourcer på noget så tåbeligt som krig, og at USA nu åbenlyst benægter drivhuseffekten og accelererer udvindingen af fossile brændstoffer.
Der er al mulig grund til at bruge masser af ressourcer på stop for udledning af drivhusgasser og på forebyggende foranstaltninger, når verdenshavene stiger. Vi kan for eksempel beskytte store landområder omkring Roskilde Fjord og Isefjorden ved at bygge en dæmning mellem Hundested og Rørvig. Det vil være en langt bedre investering end en motorvej over Egholm i Limfjorden og langt billigere end at betale for de skader, stormfloderne ellers vil give anledning til.
I dette perspektiv synes det meget fornuftigt, at det er staten og ikke private banker, der skal indsamle de 200 milliarder årligt, der skabes ud af ingenting i forbindelse med kreditgivning. Staten klatter mange penge væk, men i det store billede vil staten være langt bedre til at få noget samfundstjenligt ud af disse 200 milliarder end bankerne. Og så kan vi måske for en tid slippe for yderligere forringelser af den offentlige service og den efterhånden konstante stigning i ulighed i vores samfund.
Sektorkobling 