Doughnut økonomi

På trods af stadig mere frygtindgydende vejrhændelser og rekordstigninger i CO2-indholdet i atmosfæren, temperaturer og afsmeltning af is fortsætter verdenssamfundet rejsen mod det store sammenbrud. Langt hen ad vejen véd vi godt, hvad der skal til, men vi gør det ikke. Hvorfor ikke?

De rige lande, som historisk er hovedansvarlige for problemet, vil ikke give afkald på den komfort og livsstil, der er etableret siden 2. verdenskrig. Juni 2025 havde Kastrup lufthavn rekord med 3,1 millioner rejsende. Det ses ikke som en skamplet – men som en succes!

Vi er ankommet til dette sted på baggrund af nogle sejlivede forestillinger om velsignelserne ved et frit, globaliseret market, en konkurrencedrevet og ureguleret kapitalisme og en tro på, at økonomisk vækst af sig selv vil løse alle problemer. Det er der ingen udsigt til at ville ske. Tværtimod fører denne indretning af økomonien til en stærkt stigende ulighed, både i nationerne og nationerne imellem. Den fører også til et fortsat enormt forbrug af fossile brændstoffer, dramatisk tab af biodiversitet, fældning af skov, udpining af landbrugsjord, der frigiver CO2 i stedet for at opsuge og lagre den, ødelæggelse af vores grundvand og åer, søer, fjorde, bælter og have. Hvis man tror, at vi kan håndtere alle disse problemer uden at ændre vores økonomiske rammer fundamentalt, er man enten meget rig, meget uvidende eller meget naiv.

De fleste økonomer og de fleste økonomiske universiteter hænger stadig fast i forestillingerne om det frie markeds velsignelser og rovdyrskapitalismen, men der er heldigvis undtagelser. En meget markant undtagelse er den engelske økonom Kate Raworth, som har skrevet bogen ”Doughnut økonomi” (på dansk ved Informations Forlag 2018). I det følgende gives en introduktion til bogen og hendes tankesæt.

En doughnut er en kage, formet som en ring. Kate Raworth bruger den som et billede på, hvordan vi skal indrette verden: På ydersiden, rundt om doughnut’en er naturen, biosfæren, Jorden med dens ressourcer og mangfoldighed. Indeni doughnut’en er menneskene og deres aktiviteter. I hullet i doughnut’en er der også mennesker, nemlig de mange millioner, der lever under en minimumsstandard og dermed reelt er sat udenfor samfundet og er uden en fremtid. Kate Raworths tanke med billedet er, at vi skal styre efter at respektere begrænsningerne i vores omverden og samtidig løfte de fattigste ud af hullet og ind til alle os andre i doughnut’en. Målet er, at vi ikke driver rovdrift på naturen og dens ressourcer, og at vi skaber livsbetingelser for alle mennesker. Billedet er let at forstå og dets budskab vil mindst 90% af Jordens befolkning formentlig også kunne tilslutte sig.

Bogen indeholder en gennemgang af de økonomiske teorier og forhold, der har ført os til dette kritiske punkt i menneskehedens historie. Med basis i masser af statistiske data viser hun, at den nuværende økonomi har ført til en stadig stigende koncentration af Verdens rigdomme på et stadig faldende antal rige og superrige mennesker. ”Per 2015 ejer verdens rigeste 1 procent mere end de 99 procent tilsammen”. Og siden er det kun blevet værre. USA’s senat har netop godkendt Donald Trumps økonomiplan, der fastholder skattelettelser til de allerrigeste og over de kommende 10 år vil øge USA’s statsgæld dramatisk, fordi de er nødt til at låne disse penge, som skal gives til de aller rigeste – samtidig med at de sparer statsapparatet tilbage til stenalderen.

Kate Raworth har et bud på, hvad vi skal gøre ved det. Hun opregner 7 indsatsområder, der er beskrevet og begrundet i 7 kapitler i bogen. Indsatsområderne er:

1. Sæt et nyt mål for økonomien.
2. Se det store billede.
3. Plej det menneskelige.
4. Få styr på systemerne.
5. Udform økonomien, så samfundets værdier fordeles.
6. Læg vægt på det vedvarende.
7. Gør op med vækst som økonomisk mål og succeskriterium.

Ad 1: Hidtil har vækst i bruttonationalproduktet, BNP, været det ultimative mål. Vækst i BNP giver automatisk vækst i statens indkomst, så den kan levere mere velfærd uden at øge skatterne. Vækst i BNP har den ulempe, at den ikke kan vare ved. Vi bor på en begrænset klode. Ubegrænset vækst er ikke mulig. Før eller siden vil den flade ud – eller ligefrem falde. Vækst i økonomien giver borgerne vækst i forbrugsmuligheder, men forbruget er én af de væsentlige årsager til knaphed på ressourcer og øget udslip af drivhusgasser. Ubegrænset vækst i forbrug på en begrænset planet er heller ikke mulig. Og når mennesker har nået et rimeligt eksistensgrundlag, gør vækst i forbrug dem ikke lykkeligere.

Ad 2: Kate Raworth argumenterer for, at økonomien skal indlejres i samfundet og omverdenen i stedet for at optræde som en autonom størrelse. Økonomien skal tjene samfundet, ikke omvendt. Økonomien skal indrettes efter målet om balance i forhold til naturen og naturressourcerne og alle menneskers ret til et liv uden fattigdom og med muligheder for deltagelse i samfundet. I det store billede er der et samspil mellem det offentlige, husholdningerne, markedet og dét, hun kalder ”fælleden”, som er alt det, vi er fælles om, både fysisk og digitalt. Hun lægger op til et opgør med ophavsretsreglerne, som hun mener tilgodeser en lille elite, og argumenterer for ”open source” som en vej til at demokratisere samfundet og økonomien. Hun advarer mod både statstyranni og markedstyranni, som begge er undergravende for demokratiet.

Ad 3. I løbet af de seneste 2 århundreder er ”økonomisk teori funderet på den grundlæggende antagelse, at en egennyttig konkurrenceindstilling ikke bare er menneskets naturlige tilstand, men også den optimale strategi i forhold til økonomisk succes”. Man har talt om ”homo oeconomicus”, det økonomiske menneske. Men mennesker rummer langt mere end økonomi og økonomisk tankegang. Økonomien må underordnes et holistisk billede af mennesket og tjene ikke bare de grådige og konkurrencestærke men tværtimod hele fællesskabet, alles trivsel.

Ad 4: Faget økonomi har siden sin start været opsat på at blive en eksakt videnskab på linje med fysik og matematik. I jagten på det eksakte har økonomisk teori baseret sig på en række forenklinger og har set bort fra den kompleksitet, der ligger i, at økonomien er indlejret i samfundet og Verden. Det har ført til, at det nuværende økonomiske system er splittende og koncentrerende: Det graver kløfter mellem fattig og rig, og det koncentrerer rigdom i et hidtil uset omfang. Kate Raworth argumenterer for, at det skal ændres til at være samlende og fordelende: Økonomien skal tjene og støtte fællesskabet, og den skal bredes ud, så det store flertal får en rimelig andel af den værdiskabelse, der sker i samfundet. Hun ser det som en afgørende opgave: ”Hvis den globale økonomis nuværende dynamikker fortsætter – med deres splittende og nedbrydende kræfter – står vi med en reel risiko for kollaps. Denne altoverskyggende generationsudfordring tilskynder det 21. århundredes økonom til af tage kompleksitet til sig og trække på den derigennem opnåede indsigt til at forandre økonomierne – fra lokale til globale – så de udformes til at være fordelende og genopbyggende”.

Ad 5: De vestlige økonomier er på vej mod en ulighed af farligt omfang. Uligheden skabes på baggrund af, at ”afkastet på kapital generelt udviser højere vækst end økonomien som helhed, hvilket koncentrerer formuer mere og mere”. Kate Raworth citerer Thomas Piketty: ”Kapitalisme genererer automatisk vilkårlig og uholdbar ulighed, der radikalt underminerer de meritokratiske værdier, som demokratiske samfund bygger på”. En undersøgelse fra 2011 har vist, at ”det er uligheden i et land, ikke landets rigdom, der påvirker landets sociale velfærd mest. Mere ulige lande har højere forekomst af graviditeter blandt teenagere, psykisk sygdom, stofmisbrug, fedme, fængselsstraffe, skolefrafald og ødelagte samfund, alt sammen kombineret med lavere middellevealder, lavere status for kvinder og lavere indbyrdes tillid. Virkningerne af ulighed begrænser sig ikke til de fattige, ulighed skader hele samfundets sociale struktur”. Det ligner et billede af USA i dag. Kate Raworth peger på kooperativer og medarbejderejede virksomheder som en vej frem: ”I 2012 genererede de 300 største kooperativer i verden, der spænder over landbrug, detailhandel, forsikring og sundhedsvæsen 2,2 billioner $ i indtægt – hvilket svarer til verdens syvendestørste økonomi”. Vores egen Anker Jørgensen var inde på det rigtige med økonomisk demokrati, men vi var ikke klar til det, desværre. Helt tilbage i 1800-tallet digtede Grundtvig: ”Og da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt”. Det er en tragedie, at vi er endt dér, hvor vi er – og at de fleste, inclusive de fleste økonomer og politikere, end ikke har opdaget det.

Kate Raworth anbefaler, at vi skifter skat på arbejde ud med skat på forbrug af ikke-vedvarende ressourcer. Det ville ”udhule den uretfærdige skattefordel, der for indeværende gives til firmaer, der investerer i maskiner (der kan afskrives) i stedet for mennesker (der koster lønsumsudgifter)”. Med den stigende automatisering ser Kate Raworth en fare: ”Fremtidens udbytte af lønnet arbejde ser ud til at kunne skabe et dybt splittet arbejdsmarked med en enorm ulighed”. En rigtig god grund til at gentænke beskatningssystemerne.

Ad 6: Den industrielle model er: ”Tag, lav, brug, spild”. Modellen ignorerer det faktum, at man ikke kan tage ubegrænset og at det spild, der ligger i kasserede varer, er en trussel mod vores miljø. Løsningen er en cirkulær økonomi, hvor de produkter, vi laver, kan repareres og kan splittes og stumperne genbruges, når produktet ikke kan repareres mere. Vi skal lade os inspirere af naturen, ”der fungerer ved konstant at genbruge livets byggesten såsom kulstof, ilt, kvælstof og fosfor”. John Tillman Lyle formulerede omkring ”Tag, lav, brug, spild”: ”Uret tikker konstant, og strømmen bevæger sig uafvendeligt mod det punkt, hvor den ikke kan strømme længere. Det er i bund og grund et nedbrydende system, der fortærer sine egne næringskilder”.

Kate Raworth anfører, at erhvervslivet skal ændre sit formål fra at skabe profit til sine ejere til at skabe trivsel og fordeling af værdierne: ”Faktisk er det mest virksomhedsansvarlige, et firma kan gøre i dag, at omskrive vedtægterne, så de får et livsmål forankret i fordeling og bæredygtighed, og derefter styre og arbejde mod det mål”.

Ad 7: De økonomiske lærebøger indeholder stort set alle forestillingen om vækst, men lærebøgerne illustrerer aldrig, hvordan den forventes at udvikle sig på langt sigt. Det er ellers en relativt let øvelse: Et mål på en fast vækst, f.eks. 2% årligt, giver en eksponentiel vækstkurve, og den vil før eller siden fare til himmels. Spørgsmålet er, hvor de vestlige økonomier er på vækstkurven og hvad der sker, hvis væksten ikke tøjles. Kate Raworth argumenterer for, at økonomien vil udvikle sig efter en såkaldt S-kurve, hvor væksten flader ud for til sidst at ophøre. Hun mener, vi skal lære at leve på den flade del af vækstkurven, hvor vækst i sig selv ikke er et relevalt emne mere, og hvor de økonomiske mål er erstattet af mål om trivsel og fordeling.

Der er ikke nogen, der har teoretiseret over, hvordan man skifter fokus på vækst ud med fokus på trivsel og fordeling, men det er måske den vigtigste opgave for økonomer i dag.

Kate Raworth peger på det problem, at renter er risikofrie og arbejdsfrie fortjenester, som undergraver motivationen til at investere pengene i produktion og arbejdspladser. Det kan forebygges ved, at man lægger et gebyr på penge, hvis de henstår ubrugte i længere tid. Herved ville ”jagten på fortjeneste blive erstattet af jagt på bevarelse af værdi”. Silvio Gesell har udtalt: ”…vi er nødt til at gøre penge til en dårligere vare, hvis vi vil gøre dem til et godt betalingsmiddel”.

”Doughnut økonomi” er en guldgrube af indsigt, analyse og visioner. Kate Raworth anfører selv, at bogen er et første skridt på vejen mod et billede af fremtidens økonomi, så der er meget arbejde, der skal gøres, inden vi har en operationel økonomisk model, der kan føre os frem til målet: at flytte alle mennesker ind i doughnut’en, med trivsel og lighed, og som samtidig overholder de planetære grænser. Så selv om det ikke er politikernes grønspættebog indenfor økonomi, bør den være pligtlæsning for alle politikere og økonomer. Alene analysen af det hidtidige økonomiske paradigmes mangelfuldheder vil være en stor inspiration for alle, der ønsker en bæredygtig verden og prioriterer at undgå økonomisk kaos eller ligefrem kollaps.