Vejen til Helvede er brolagt med dårlige ministre

Indholdet af kemikalier som for eksempel PFAS i vores vandmiljøer er alarmerende højt. Det har vi vidst siden målinger startede i 2011, men da der ikke er grænseværdier for kemikalier i bundsedimenter, skaldyr og fisk, har Miljøministeriet fuldt bevidst holdt oplysningerne tilbage og derved givet et urealistisk positivt billede af miljøtilstanden i vores vandmiljøer. Der er grænseværdier for vandets indhold af kemikalier, men de er ikke overskredet, ergo går det godt. Men nej, kemikalierne optages af bundplanter og plankton og opkoncentreres i fødekæden, så indholdet i for eksempel blåmuslinger er alarmerende højt.

Hvorfor måtte vi ikke vide det? Hvem har interesse i at undertrykke sådanne oplysninger?

Det har landbruget og fiskeriet.

Landbruget er primær leverandør af disse kemikalier, som udvaskes fra markerne. Fiskeriet ville ikke kunne sælge fisk, hvis befolkningen vidste, at der var risiko for at indtage store doser kemikalier, som så opkoncentreres i vores kroppe – øverst i fødekæden, mest sårbare.

Det er klart, at der skal gøres noget ved det. Vi slipper ikke godt fra at blive ved med at ødelægge vores miljø: landmiljø, grundvand og vandmiljøer – åer og søer, fjorde og have. Vi må ikke ende i en situation, hvor vores fødevarer bliver sygdomsfremkaldende og ødelægger vores reproduktion. Og vi kan endda løse store dele af klimaproblemet i samme hug!

Når nu problemet er offentligt kendt og forstået, kan vi så regne med, at landbruget af egen drift løser det? Nej, vel?

Men så er det jo en offentlig opgave. Hvor er regeringen henne i denne sag?

Regeringens berettigelse er ifølge den selv at tage upopulære beslutninger. Så burde det jo være nemt at lave en regulering af landbrugets forbrug af kemikalier og gødning. Det er det desværre ikke. Regeringen mener selv, den er erhvervsvenlig. Vi skal ikke lægge hindringer i vejen for erhvervslivet. Regulering er den sidste mulighed, der måske, måske ikke (minder det om Trump?) kan tages i brug, hvis man mister tålmodigheden med perlerækken af frivillige aftaler, som landbruget skider højt og flot på.

Ansvaret er delt mellem en minister for landbrug, fiskeri og fødevarer, en minister for miljø (selvdeklareret som ”Havets minister”) og en minister for grøn stue – åh nej, undskyld, grøn trepart. Det er almindelig kendt, at hvis der er to, der skal dele et ansvar, har de 1% hver. Hér er der til overflod 3. Det kan kun gå galt. Og det gør det også.

Problemet er, at der er blevet en uoverstigelig forskel på den politiske virkelighed og den virkelige virkelighed. I den politiske virkelighed går det rigtig godt. Ligegyldigt hvilken kritik, der fremsættes overfor Magnus Heunicke, svarer han, at ja, det er helt rigtigt, og det er også for galt, og det skulle vi have gjort noget ved for mange år siden, og nu vil han sætte et arbejde i gang hurtigst muligt. Der sker bare ikke noget. Det har en pris at beskytte miljøet, og det er ikke erhvervsvenligt, hvis erhvervslivet skal betale prisen. Jacob Jensen vil ikke lægge en CO2-afgift på fiskeriet, og han vil ikke lave et generelt forbud mod bundslæbende fiskeredskaber, som notorisk ødelægger havmiljøet, for det er ikke erhvervsvenligt. Så hellere lade det hele gå ad H. til og nyde festen, indtil den sidste fisk er fanget, og alle de andre ligger i vandskorpen med bugen opad. Jeppe Bruus er den eneste af de tre, som leverer et sobert stykke arbejde. Hans tragedie er, at den grønne trepart er blevet solgt som løsningen på landbrugets klima- og miljøproblemer, hvor den virkelige virkelighed siger, at udtagning af lavbundsjorder er nyttigt men fuldstændig utilstrækkeligt.

Vi kommer ikke uden om store forandringer i både landbrug og fiskeri. Landbrugets kerneproblem er, at vi har 10 gange så mange landbrugsdyr, som vi behøver. De 90% går til en økonomisk ubetydelig eksport, men de er årsag til ødelæggelsen af både landbrugsjorden, grundvandet og vandmiljøerne – og tabet af biodiversitet, som er en skjult trussel mod hele menneskeheden. Den politiske virkelighed kan komme op med vilkårligt mange fejlslagne indsatser. Først når antallet af landbrugsdyr er nedbragt til 10% af dagens antal, kommer der en løsning i den virkelige virkelighed.

At fiskeriet ikke af egen drift for længst har udfaset de bundslæbende fangstredskaber er en gåde. Hele livet i havet er afhængigt af, at der er en sund bundflora. Så længe den er der, kan bundslæbende fangstredskaber hvirvle en masse muslinger og fisk op, men når det er gjort så mange gange, at bundfloraen er ødelagt, kan man ikke fange andet end fedtemøg. Er det dér, fiskeriet vil hen? Den politiske virkelighed siger, at vi skal holde hånden under fiskeriet, og det gør vi ved at undtage dem fra CO2-afgift og tillade bundslæbende fiskeredskaber. Når den virkelige virkelighed er så ødelagt, at fiskerne kun kan fange fedtemøg, så – skidt pyt, så sejler vi et andet sted hen. Der må være andre steder, der kan ødelægges. Og med politikernes velsignelse. Det koster noget ekstra diesel (og ekstra CO2-udledning), men så kan man vel forhandle sig til en reduktion af dieselafgiften. Vi har jo en erhvervsvenlig regering.

Hvorfor finder vi os i det? Vi, der går rundt i den virkelige virkelighed, kan se, at det går ad H. til, og vi kan se, hvad der skal til. Hvorfor bliver vi ved med at vælge uduelige politikere, der bliver uduelige ministre fulde af løfter og erhvervsvenlighed men blottet for indsigt i, hvordan tingene hænger sammen og evne og vilje til at løse problemerne.

Hvorfor arbejder de politiske partier frem mod næste valg ikke på at løse problemerne i den virkelige virkelighed i stedet for at afskaffe helligdage og tillade minkfarme, der nu heldigvis ser ud til at blive forbudt i EU – men så kaster de sig vel over sølvræve eller andre pelsdyr. De fine damer skal pinedød have pels, ligesom den almindelige dansker pinedød skal have kød – og det skal være billigt!

Mens hele verden nu er optaget af nogle galninge, der mener, at menneskehedens problemer skal løses med krig, er fokus nærmest forduftet fra klimaproblemet. Bevares, der kommer et par rapporter i ny og næ, men det er slet ikke så vigtigt som luftforsvar og fregatter, der kan sejle i isen ved Grønland. Vores forsvarsminister vil have flere F35’ere, selv om alle andre kan se, at fremtidens krige bliver udkæmpet med droner. Og vi har lige åbnet en ladeport for vores allerbedste venner, amerikanerne, som får flere beføjelser overfor danskerne end vores eget militær og politi. Men de er også så gode, det skal nok blive en succes. Om ikke i den virkelige, så i det mindste i den politiske virkelighed.