Klimatilpasning skal planlægges!

Havet stiger. Vi véd det, fordi vi har målt det. Vi har modeller, der under forskellige forudsætninger forudser de fremtidige havniveaustigninger. Selv om nogle forudsigelser er ret overvældende, kan det endda godt blive endnu værre. Alt hvad vi hidtil har set har været, at modellerne undervurderer klimakrisen og dens konsekvenser.

Skal vi forberede os på det værst tænkelige scenarie? Næppe, men vi skal heller ikke slå os til tåls med, at Danmark overholder sit 2030-mål og måske er CO2-neutralt i 2045 eller 2050. Danmark er en uendelig lille brik i det store spil om udledning af drivhusgasser, og resten af verden øger fortsat deres udledninger. Vores indsats trækker i den rigtige retning, men vi er alt for små til, at det reelt kan mærkes.

Vi har en historisk forpligtelse til at gå forrest: Danmark har været og er fortsat blandt de lande, der udleder mest drivhusgas pr. borger. Vi har en moralsk forpligtelse til at gå forrest: Den danske velstand – opnået blandt andet gennem indtægter på olie og gas fra Vesterhavet – gør os bedre rustede end de fleste lande i verden til at skrue ned for vores udledninger og vores forbrug. Vi siger, vi er et foregangsland. Det passer ikke. Vi har en forpligtelse til at forstå hvorfor og rette op på vores forhold, så vi bliver det. Herunder kan vi lægge landbruget om til regenerative metoder, stoppe al brug af naturgas, biogas, træflis og halm til elfremstilling, reducere flyvning markant, stoppe for anlæg af nye motorveje og elektrificere industrien og transportsektoren. Stoppe brintrøret til Tyskland, som i bund og grund er erhvervsstøtte uden nogen effekt for Danmarks klimaregnskab – ligesom den overflødige gasledning fra Næstved til Nakskov. Vi kan begynde at opstille landvindmøller i stedet for bare at snakke om det. Og der er masser af andre muligheder.

Reduktion af vores udledning af drivhusgasser er vigtig og skal gøres, men det løser ikke vores problem med stigninger i havvandsniveauet. Vi er så småt begyndt at tale om klimatilpasning. Det er lige så vigtigt som reduktion af vores udledning af drivhusgasser. Danmark har en kolossal kystlinje i forhold til vores areal, og landet er i det væsentlige fladt som en pandekage. Flertallet af danskere bor i byer, der ligger ud til hav, bælt eller fjord. Det gør os enormt sårbare. Vi har landsdækkende terrænmodeller og kan helt præcist sige, hvilke arealer (og bydele), der vil blive oversvømmet ved hvilke havvandsstigninger. Læg hertil, at stormfloder med opstuvning af havvand i fjorde og bælter og langs Vestkysten kan få vandstanden til at stige kortvarigt med op til flere meter. Det har vi allerede set, og der er ingen, der tror, vejret vil arte sig bedre i fremtiden. Al viden og erfaring siger os, at der vil komme mere regn, voldsommere byger, kraftigere og hyppigere storme – mens vandstanden i havet bare stiger og stiger.

Man behøver ikke være Vakse Viggo for at regne ud, at vi ikke på sigt kan beskytte hele vores landmasse. Men hvad bliver vi nødt til at opgive? Er der nogle smarte tiltag, vi kan sætte i værk?

Først må vi gøre os klart, hvilken tidshorisont, vi vil arbejde efter. Er det nok, at vi klarer skærene til næste folketingsvalg? Eller til 2030? Eller 2050? Eller skal vi allerede nu begynde at planlægge efter et sandsynligt scenarie for år 2100?

Nogle af de tiltag, der bliver nødvendige på langt sigt, vil tage meget lang tid at gennemføre. Til sammenligning kan man se på projektet med Lynetteholmen, der først forventes færdigudbygget i 2075. Og hvis vi taler om kystsikring, kan det tage endnu længere.

Det er nærliggende at søge at beskytte vores kystnære byer. Det er dér, der er etableret mest infrastruktur i form af bygninger, veje og forsyningsnetværk, havne, industri med mere. Hvis ikke samfundet løfter denne opgave, kan vi være sikre på, at fast ejendom på lavtliggende grunde ikke kan forsikres i fremtiden – eller forsikringspræmien bliver så høj, at ingen har råd til at betale den. Så der er et stærkt økonomisk incitament til at kystsikre byerne. Denne indsats kan også kræve initiativer inde i land. Vejle bliver jævnligt oversvømmet af vand fra oplandet, hvor udrettede og rørlagte åer ikke kan klare vandmasserne fra de stadig kraftigere regnskyl.

Hvad med Vestkysten? Den er tyndt befolket, og meget af jorden er mager sandjord, hvor udbyttet af landbruget er beskedent. Skal vi opgive at gøre noget og lade havet tage, hvad det vil? Skal vi kompensere de nuværende lodsejere, der kan se deres ejendomme miste enhver værdi?

Der er også nogle smarte løsninger. Vi kunne bygge dæmninger med sluser i begge ender af Limfjorden og derved kystsikre et enormt areal med blot to byggerier. Der skal nok bygges nogle diger hist og hér også og genslynges nogle åer, men det er billigt i forhold til den effekt, det vil have. Efter den katastrofale stormflod i 1956 byggede Holland det store afslutningsdige, der inddæmmede hele Zuidersøen og sikrede mange millioner mennesker og deres ejendomme. Vi kan gøre noget lignende. Vi kan også bygge en dæmning med sluse mellem Hundested og Rørvig. Det vil sikre hele Isefjord og Roskinde Fjord området. Måske kan man også spærre begge ender af Guldborgsund mellem Lolland og Falster? Sikre de hårdest plagede af de østjyske kystbyer ved at spærre deres fjorde af?

Sådan nogle indsatser tager rigtig lang tid. Hvis de skal fungere i 2050, haster det med at komme i gang med arbejdet. Og det gælder også rigtig mange andre klimatilpasningsindsatser.

Det koster også mange penge. Vestkysten beskyttes i dag mod havets erosion med sandfodring. Bare i år pumpes der ifølge Kystdirektoratet 3.4 millioner kubikmeter sand ud i havet på 5 forskellige lokaliteter mellem Thyborøn og Hvide Sande. Det er dyrt, og det virker kun ganske kortvarigt. Det laver også en masse ravage i havbunden, så det er ikke særlig smart. Men det er næppe farbart at bygge en egentlig dæmning langs hele vestkysten. Hvad gør man så?

Alt dette peger hen imod, at der skal planlægning til. Vi taler om danmarkshistoriens største anlægsarbejder. De skal projekteres, prioriteres, finansieres, udføres, drives. Det kræver planlægning af en helt anden kaliber, end vi har set hidtil.

Klimatilpasning og grøn omstilling er to sider af samme sag. De kan kun gennemføres med et enormt engagement fra den offentlige sektor, der som det første skal lægge en plan for udviklingen frem mod år 2100. Det er ikke sket endnu. Politikerne tror, den grønne omstilling kan drives og udføres af erhvervslivet, men det fører kun frem for de punktløsninger, erhvervslivet kan tjene penge på. Staten kan selvfølgelig få noget til at ske ved at smide 55 milliarder efter 3 GW havvind, men det er alt for dyrt og rammer alt for vilkårligt. Der skal en plan til. Det gælder både grøn omstilling og kystsikring.

Kære politikere. Kom nu op i omdrejninger. Disse problemer løser vi ikke ved at tage nogle lavbundsjorder ud af landbrugsdrift. Det skal vi også gøre, men vi har et skrigende behov for planlægning. Mener I helt alvorligt, at det ikke er Jeres opgave at styre udviklingen? I sidste ende er det borgerne, der kommer til at betale gildet. De har et retfærdigt krav på, at løsningen bliver bedst mulig og regningen mindst mulig. Det er Jeres ansvar!