Klimaet sætter til stadighed nye skræmmende rekorder. Omkostningerne ved at rydde op efter klimaforårsagede katastrofer stiger og stiger år for år – ligesom CO2-indholdet i atmosfæren. Danskerne lever fortsat ”det gode liv”, men det er en stakket frist. Selv med en maksimal klimaindsats verden over vil det ikke være muligt at bremse energiforbruget fra en voksende verdensbefolkning og en voksende middelklasse med stor appetit på forbrug. Kun vi, der er så heldige at være over 70 år i dag, kan forvente en nogenlunde komfortabel restlevetid, men vores børn og især vores børnebørn – det er næsten ikke til at tænke på. Vi går med vidt åbne øjne frem mod klimakatastrofen. Vores indsatser er halvhjertede eller direkte skadelige, som for eksempel åbningen af Hejre-feltet for produktion af olie og gas. Alvoren er slet ikke gået op for os.
Hvordan er vi havnet i denne ulykkelige situation?
Det skyldes først og fremmest vores livsstil, som er muliggjort af kapitalisme og globalisering. Det har gjort varer og tjenester meget billigere over årene. En succes, vil de fleste mene, men der er en slange i paradiset. Stordrift koncentrerer magt på meget få hænder, og disse hænder misbruger deres magt til at tvinge lønmodtagere til at arbejde for en ussel løn og under elendige sundheds- og sikkerhedsforhold. De færreste lande har et så velreguleret arbejdsmarked som det danske, men selv hér er det især migrantarbejdere, der udfører rengøring, ældreforsorg, restaurationsjobs og andre lavstatus-jobs. Over halvdelen af landbrugets beskæftigede er udlændinge. I Tyskland og USA skal man have 2 jobs for at kunne opretholde den lavere middelklasses livsstil, og éns børn vil have ringere muligheder for uddannelse og gode jobs, end man selv havde. Børnearbejde er udbredt i store dele af verden. Den omsiggribende og naturødelæggende minedrift rundt omkring udføres mange steder af arbejdere under slavelignende forhold.
Rovdrift på jordens ressourcer og rovdrift på arbejdskraften har ført til urealistisk lave priser på stort set alt. Hvis vi skulle leve bæredygtigt og betale den reelle pris for bæredygtige varer, ville stort set alt blive meget dyrere. Vi ville komme til at leve, som vi gjorde i efterkrigsårene, og det er danskerne ikke klar til – endnu. Men det kommer, og jo længere vi venter med at gøre de nødvendige tiltag, des mere ondt kommer det til at gøre. De første tegn ser vi allerede: Forsikringsbranchen slår sig i tøjret. Snart vil det blive umuligt eller ubetaleligt at forsikre ejendomme med udsat beliggenhed. Klimasikring vil koste en pris, der kun kan finansieres ved skattestigninger. Handelskrige og øget konkurrence om fødevarer vil få priserne til at stige. Øget pres fra klimaflygtninge samt øgede udgifter til forsvar og krige vil også bidrage til inflation.
Alt dette vil ske, uanset om Danmark når sine klimamål eller ej. Forbrugsfesten har en udløbsdag. Jo før vi forbereder os på det, des mindre ødelæggende vil det blive. Hvis vi fortsætter som uvidende og uoplyste søvngængere, vil vi ramme bunden med et brag indenfor overraskende få år.
Hvad kan vi da gøre?
Vi kan og vi skal ændre vores livsstil. Hvis vi vil give en beboelig planet videre til vores efterkommere (og til naturen), er vi nødt til at leve bæredygtigt. Det betyder, at vi skal indstille os på at betale dét, som bæredygtigt fremstillede varer koster. Vores disponible indkomst vil ikke række nær så langt som i dag – vi bliver fattigere. Men alternativet er, at vi dør.
Det første sted at tage fat er landbruget. Vi skal omlægge hele landbruget til regenerative metoder. Det vil føre til et dramatisk fald i antallet af husdyr og et stop for kemikalier i landbruget. Det vil løse problemet med forurening af vores grundvand, vandmiljøer og have og højne folkesundheden. ”Det kan slet ikke betale sig”, vil landbrugets organisationer indvende. Men hvis det konventionelle landbrug skulle betale for sin forurening, ville prisen på fødevarer mangedobles. Det konventionelle landbrug kan kun betale sig, fordi det er lykkedes landbruget at smøre regningen for sin forurening og udledning af drivhusgasser af på samfundet.
I 1960’erne kunne de mest velhavende få råd til en tur med bus eller telt til Harzen. Det kostede det samme i realværdi som en ferie på Bali gør i dag. Udlandsrejser var en sjældenhed, og vi tog ikke langt væk. I i 2024 passerede 30 mio passagerer gennem Københavns Lufthavn. Det er grotesk, set i lyset af hvor skadelig flyvning er, og hvor stort behov der er for bedre brug af vores ressourcer.
Vi kan skære overflødig transport væk og indrette os med bolig og arbejde, så transportbehovet bliver mindre. Stoppe motorvejsbyggerier. Holde op med at bygge boliger på over 200 kvm. Der er masser af muligheder. Vi véd det godt. Den luksus, vi er blevet vant til, er ikke bæredygtig og holder simpelthen ikke længere.
Vi levede godt i 1960’erne. Vi kan gøre det igen. Vi dør sammen med resten af naturen, hvis vi ikke gør det.
Sektorkobling 