Energiministeren har fået Boston Consulting Group til at undersøge, hvad der gik galt ved det store havvind-udbud, der sluttede uden nogen tilbud i efteråret 2024. Ikke overraskende er de nået frem til, at risikoen var for stor og udsigten til fortjeneste for lille. Man kan undre sig over, hvorfor der skal bruges skattekroner på at finde ud af noget, som enhver kan sige sig selv, men lad nu dét ligge. Konklusionen svarer til, hvad der allerede er blevet sagt og skrevet i medierne om udbuddet.
Men der er mange ting, der ikke er blevet sagt og skrevet:
1) Hvorfor opfører staten ikke bare vindmølleparken selv, hvis de mener, det er vigtigt? Vi kan bygge statslige motorveje, lufthavne, jernbaner, kraftværker. Hvorfor ikke også havvind? Staten ejer endda 51% af Ørsted. De kunne bare sætte dem til at bygge det – eller lave et nyt statsligt selskab. I det lange løb skal det nok give overskud, det skal bare anskues som en langsigtet investering. Det er givetvis også billigere for staten selv at dække risikoen for investeringen end at betale et privat selskab for at dække den.
2) Er store havvindmølleparker overhovedet en god ide i disse tider? Én bombe, der rammer parkens substation, kan sætte det hele ud af spil, endda uden at ødelægge møllerne. Samme effekt ved at rive søkablet, der fører strømmen i land, over. Er det smart i disse tider at gøre sig afhængig af noget, der så let kan saboteres eller ødelægges?
3) Vi har et stort problem med at erstatte biomasse og gas på kraftværkerne, især i de store byer. Brint kan løse 2 problemer: a) balancere elnettet ved at producere brint af overskudsstrøm om sommeren og bruge den til at producere el om vinteren og b) at levere (spild)varme til fjernvarmenettene og derved fortrænge biomasse og gas. Sidegevinst: produktion af et overskud af brint til transportsektoren (lastbiler, tog, fly, skibe og biler). Vi kan bruge al den strøm, vi kan producere. Det er dumt at lade være med at producere, og det er dumt at lægge store brintanlæg i Esbjerg, som snart er overdækket med spildvarme. Start ved de store kraftvarmevarmeværker i de store byer og fordel brintproduktionen, så varmeproduktionen balancerer varmebehovet. Det vil få prisen på både varme og brint til at falde til et konkurrencedygtigt niveau. Men det er overhovedet ikke under overvejelse, hverken i ministeriet, Klimarådet, Rådet for Grøn Omstilling, Dansk Center for Energilagring, Concito og mange andre. Vi har lavet en fortælling (”et narrativ” – en vidunderlig omskrivning af ordet ”en løgnehistorie”) om, at brint ikke kan betale sig, fordi vi ikke har gjort os den umage at beskrive, hvordan brint kan indpasses i den danske energi-infrastruktur. En fatal forsømmelse!
4) Det er dumt at producere brint med henblik på eksport, så længe vi kan bruge langt mere, end vi kan producere. Brintrøret fra Esbjerg til Tyskland er en svipser, der alene tilgodeser det private erhvervsliv, som kun vil opstille vindmøller og lave brintanlæg, hvis vi andre betaler prisen for at sende deres produkt, brint, til Tyskland. Det er ikke en statslig opgave. I øvrigt skal brint produceres dér, hvor det forbruges. Det er overflødigt at bygge infrastruktur til at transportere det. En tankevækkende parallel: Hvorfor lader vi nogle få ejere af landbruget ødelægge vores grundvand, vandløb, søer, fjorde og have bare for at producere kød og mejerivarer til eksport (som ikke brødføder Verdens fattige, sultende befolkning men kun de rigeste, der som de eneste har råd til at købe disse varer)? Hvorfor ikke begrænse produktionen af disse varer til det danske behov og herudover producere planteafgrøder til eksport? Og producere det hele efter regenerative metoder, der ikke ødelægger vores vandmiljøer.
Så det er med havvind-udbuddet ligesom med energiøen i Vesterhavet: Forkert tænkt. Tak for, at det ikke blev til noget. Men vi skal stadigvæk producere masser af el. Landvindmøller er langt billigere end havvindmøller. Vi skal bare begrænse deres størrelse til noget, der kan passes ind i landskabet. Og så skal de være ejet af lokalbefolkningen, ikke af store private investorer. Flere eksempler viser, at den folkelige modstand forsvinder, når lokalbefolkningen bliver inddraget og bliver medejere. Et parallel-eksempel fra Mors: Lokale landmænd og borgere er ved at opføre et biogasanlæg i Erslev. Ingen modstand. Placeret, så det ikke giver lugtgener. Nu er biogas også en svipser, men fortællingen om det lokale ejerskab er interessant. Og så skulle vi sætte solceller op på alle de egnede hustage, over parkeringsanlæg og lignende, før vi bruger landbrugsjord eller natur-arealer til det.
Så hvad skulle staten gøre? Lave en masterplan for hele landets energiforsyning, med den præmis, at vi skal være selvforsynende og have fuld forsyningssikkerhed året rundt, med anlæg ejet af lokalsamfundene. Det vil vise sig, at det er ganske let og overskueligt, og med et tusindtal af mindre landvindmøller og et hav af solceller er det umuligt at sabotere. Sidegevinst: Vi bliver ikke afhængige af at importere el gennem sårbare søkabler i vindsvage vinterperioder – vi behøver ikke være bange for, at Danmark går i sort i ugevis, fordi aggressive magter har saboteret søkablerne i vinterperioder med svag vind. Det er urealistisk at beskytte søkablerne, og selv hvis de ikke bliver saboteret, er el i vindsvage vinterperioder også dyr i vores nabolande, fordi de har det samme vejr som os. Prisen for importeret el har vi ingen indflydelse på. Det er en rigtig dårlig strategi at gøre os afhængige af elbørserne og vores nabolandes velvilje til at løse et underskudsproblem for os. Vi skal løse det selv! Det har selvfølgelig en pris, men det er dyrere at lade være.
Når alt dette er gjort, kan vi begynde at diskutere, om det private erhvervsliv skal have lov til at etablere anlæg og infrastruktur med henblik på energieksport. Men det bliver først om mange år.
Sektorkobling 