Siden Trumps indsættelse som præsident er verdensordenen blevet kastet op i luften. Trump skaber kaos, og det store spørgsmål er, om han kan fastholde sit jerngreb om sit snævre flertal i USA’s kongres, eller om der er republikanere, der siger fra, stopper ham og bringer USA tilbage i et samarbejde med de vestlige lande, USA deler værdier med. Eller det ender med borgerkrig i USA? Ingen aner det.
Europa har reageret med vantro og frygt på udsigten til, at vi ikke kan regne med USA, med Nato eller med de internationale spilleregler. Danmark er ingen undtagelse. Nu står den på oprustning. Milliarderne sidder løst, og det skal gå stærkt. ”Køb, køb, køb” siger statsministeren og ”Hastighed, hastighed, hastighed” siger forsvarsministeren. Vi skal kunne forsvare os selv.
Det er selvfølgelig helt utopisk. Ligesom Grønland får Danmark aldrig selvstændighed forstået som evnen til at forsvare sit territorium. Vi er dybt afhængige af alliancer. Hvis Nato går i opløsning, må vi hælde mod Skandinavien, Baltikum, Polen, Tyskland, Benelux, Frankrig, England, Canada og Island. Vi skal indkøbe forsvarsudstyr, der kan spille sammen med disse landes i en fælles kommandostruktur, og vi skal styrke økonomierne i disse lande ved at købe udstyr hos hinanden (ikke i USA, som kan slukke for information og gøre våbnene ubrugelige, som det er sket i Ukraine). Vi skal pleje forbindelserne til disse lande, som vi har det største interessefællesskab med. Planlægning og koordinering er langt bedre end panikindkøb. Nato går næppe i opløsning i morgen, og Putin angriber næppe andre lande, så længe han har kolossale tab i Ukraine. Ro på. Gør de rigtige ting rigtigt, i den rigtige rækkefølge. Vi når det nok.
Mens opmærksomheden helt er suget ind i Trumps kaos, er fokus på klimaforandringerne næsten forsvundet. Klimaforandringernes potentiale til at gøre Jorden ubeboelig er ellers større end krigs-magernes. Hvis Jorden bliver ubeboelig, kan det være ligegyldigt, hvem der vinder hvilke krige. Vi skal have fokus tilbage på klimaforandringerne. Også hér skal vi satse på samarbejde med vores rigtige venner og så vidt muligt købe ting, vi ikke kan lave selv, i disse lande. Det kræver også planlægning og koordinering. Men hvad er alternativet? Vores lille, råstof-fattige land med en åben, eksportdrevet økonomi har ikke en chance alene i fremtidens verden, hvor de stærke med rovdyrkapitalisme og våbenmagt tryner de små og svage.
Samarbejdet med vores ligesindede må nødvendigvis styres af en fælles vision om, hvordan energisystemet skal se ud i fremtiden. Vi kan blive enige om fine mål som ”det fossilfrie samfund” og ”0-emissionssamfundet” eller endda samfundet med negative emissioner. Men hvordan ser disse samfund ud?
Vi har lavet en fortælling om, at biogas, syntetisk flybrændstof, methanol, træflis og halm er ”grønt”. Fortællingen ignorerer, at når vi brænder disse brændstoffer af, udleder vi lige så meget CO2, som hvis vi havde brugt fossile brændstoffer. El og brint kan forbruges uden udledning af CO2. Vores vision af 0-emissionssamfundet må nødvendigvis bygge på, at det er disse energibærere, vi benytter.
Regeringen vil dække energiunderskud om vinteren med import af el fra vores nabolande men ser bort fra, at de undersøiske kabler let kan saboteres – endda allerede bliver det. Vi kunne løse problemet ved at bruge overskudsstrøm om sommeren til at lave og lagre brint, der så kan bruges til at dække underskuddet om vinteren. Men vi vil ikke bruge brint herhjemme, fordi det er for dyrt på grund af energitabet, skønt energitabet kan udnyttes til fjernvarme. Så er det ikke tab mere, og brinten bliver konkurrencedygtig. Vi har også en tro på, at vores energiproduktion skal komme fra kæmpe havvindmøller og energiøer, som er meget lette at sabotere. Kun et stærkt decentralt energisystem med masser af landvind kan sikre os mod sabotage.
Vi har teknologierne til at gøre vores samfund CO2-neutralt, men vi mangler forståelsen af, hvordan samfundet skal skrues sammen. Og vi mangler en forståelse af, at en massiv udbygning med solceller og landvind vil forudsætte et delt ejerskab, hvor beboerne, der skal leve med generne ved de nye energianlæg, også får del i indtægterne. En massiv grøn udbygning med solceller og landvindmøller kan ikke gennemføres af det private erhvervsliv, der er fokuseret på kortsigtet profit. Solidaritet er nøgleordet, hvis vi skal have succes med vores fremtidige energiproduktion.
Vi har forudsætningerne for at planlægge vejen frem til det emissionsfrie samfund. Lad os dog gøre det! Dét skal være udgangspunktet for vores indsats herhjemme – og for vores samarbejde med vores rigtige venner. Det vil tage tid, og tid har vi ikke meget af i kampen mod klimaforandringerne. Men hastigheden i klimatilpasningen kan blive voldsomt meget højere, hvis vi har en holdbar vision og en god plan, end hvis vi bare lader det private erhvervslivs neoliberale kræfter lave de punktløsninger, de hver især tror, de kan tjene penge på.
Sektorkobling 