Hovsa – der kom et brintrør

Nu kommer der endnu et resultat af regeringens hovsa-planlægning: Vores minister for klima, energi og forsyning, Lars Aagaard, annoncerede 31. januar 2025, at brintrøret mellem Esbjerg og den tyske grænse vil stå færdigt inden 2030, at udbuddene af havvind i Kattegat og Østersøen bliver aflyst, og at Energiø Bornholm bliver sat på pause.

Begrundelsen for at bygge brintledningen er, at så kan vi etablere en stor brintproduktion i Esbjerg og sælge brinten til tyskerne. Det er desværre ikke nogen god ide. Det kan godt være, der er nogle firmaer, der gerne vil tjene penge på at bygge og drive brintanlæg, men det vil ikke komme alle os andre danskere til gode. Det er ikke engang sikkert, det vil give overskud, selv ikke hvis vi danskere skal spytte et tocifret milliardbeløb i at bygge brintrøret. Og hvor skal al den strøm, brintanlæggene skal bruge, komme fra? Havvindudbuddet, som skulle skaffe strøm til Lars Aagaards ”brinteventyr” faldt til jorden med et brag. Hvornår kommer der et nyt udbud, og vil der være nogen, der byder ind næste gang?

Dette minder til forveksling om gasrøret fra Næstved til Nakskov. 1,5 mia kroner i statsstøtte til én virksomhed (sukkerfabrikkerne). Og hvem betaler? Det gør såmænd de nuværende gasforbrugere. Prisen for at få fremført gas er eksploderet, fordi der er et hul på 1,5 mia i Evidas kasse. Hvorfor er det lige gaskunderne, der skal betale for denne idiotiske statsstøtte til én virksomhed? Det er der ingen fornuftige argumenter for.

Udbuddet af havvind i Kattegat og Østersøen, 3 GW, er aflyst. Hvorfor nu det? Jo, fordi udbudsbetingelserne er så idiotiske, at der ikke vil komme nogen bud. Staten krævede et milliardbeløb for at stille havbunden til rådighed og 20% af de firmaer, der skulle oprettes til at opføre og drive vindmølleparkerne. Det giver ingen mening. Hvordan kan vores embedsværk og politiske system overhovedet finde på noget så tåbeligt? Et kolossalt svigt, der på pinagtig vis demonstrerer, hvor stor afstand der er kommet mellem den politiske virkelighed og den virkelige virkelighed.

Energiø Bornholm er sat på pause. Det er da en overraskelse i betragtning af, at projektet lige har fået tildelt 4,8 mia kr i støtte fra EU. Det er da også en slags penge, men hr. Aagaard er jo vant til at kaste rundt med milliarderne, så det gør åbenbart ikke indtryk på ham. Det bliver spændende at høre, hvordan han vil forklare det til sine vælgere.

Hvor er det, kæden hopper af?

Vi kan ikke lave den grønne omstilling i form af en række isolerede projekter, der gennemføres hver for sig. Det er let at forstå, at uden elektricitet fra ny havvind er der ikke elektricitet til at drive de mange brintanlæg, der skal skaffe så meget brint, at det er billigere at bygge et brintrør til Tyskland end at sejle brinten derned eller køre den på lastvogne. Men dette er blot et eksempel på en helt generel systemfejl: Hele den grønne omstilling er en mangfoldighed af projekter og indsatser, der er snævert forbundne. Vi er nødt til at gribe omstillingen helt anderledes an.

Vi må starte med at tegne et billede af energisystemet i Danmark i 2050. En vision. Derefter må vi lave en strategi for, hvordan vi udfolder visionen i den virkelige virkelighed. På denne baggrund kan vi lave en plan, der dels sætter alle indsatserne ind i en tidslig rækkefølge, dels respekterer alle de bindinger, der er mellem de enkelte indsatser. Ud fra sådan en plan kan vi lave budgetter for indsatserne og styre indsatserne i etableringsfasen, så der ikke er projekter, der strander, fordi andre projekter, de er afhængige af, bliver udsat eller aflyst.

Det er ikke noget nyt, at vi tænker fremad i tid og planlægger fremtiden. Da Danmark for eksempel besluttede, at vi skulle gå over til kildeskat, var det klart, at man måtte have et register over alle danskere, inden kildeskattesystemet kunne fungere. Ergo lavede man CPR først. Den form for rettidig omhu er der en alarmerende mangel på i det politiske segment og i embedsværket i dag.

Hvis man forfølger denne tankegang, vil man indse, at vi aldrig bliver selvforsynende med grøn energi fra sol og vind, hvis ikke vi er i stand til at sæsonlagre overskudsenergi fra om sommeren og bruge det til at dække underskuddet i energibalancen om vinteren. Hvorfor er det ikke noget, hr. Aagaard interesserer sig for? Hvor bliver initiativerne af? Har han slet ikke opdaget problemet? Tror han stadig – efter sabotage af undersøiske el- og telekabler og gasrør – at det er en god strategi at købe el i udlandet, når vi har for lidt selv? I en krigssituation bliver kablerne saboterede, og hvad så? Skal vi bare vænne os til, at samfundet går i sort i en 3 uger lang vinterperiode uden vind? Og selv hvis kablerne er der og fungerer, er det jo ikke sikkert, at vores naboer overhovedet har et overskud, de vil eksportere. Det er simpelthen så dumt. Vi er selvfølgelig nødt til at kunne klare os selv, og det kan kun ske ved sæsonlagring af energi.

Energien kan lagres i form af batterier og brint. Der tales også om lagring af varme, men det vil næppe nogensinde give et bidrag af en størrelse, der betyder noget. Det er for dyrt at lave varme om til el. Batterier er i hastig udvikling, og vi vil få mange store batteriparker, men det vil ikke være nok. Vi kommer ikke udenom også at lagre store mængder brint. Vi har endda to underjordiske gaslagre, hvoraf det ene kan omstilles til brint.

Hér kan vi se konsekvenserne af den manglende planlægning (og realisme i de tiltag, vi udfører). Indtil videre har vi brug for al den brint, vi kan producere, selv. Det er da hul i hovedet at eksportere det til Tyskland, inden vi har dækket vores eget behov! Og balance i elnettet er endda ikke det eneste, vi kan bruge brint til. Brintbiler vil reducere behovet for ladestandere i byerne, så vi ikke behøver grave veje op på kryds og tværs. Brinttog vil kunne køre hele vejen til Skagen og ikke stoppe i Ålborg, hvor det nye kørestrømsanlæg til et 2-cifret milliardbeløb stopper. Brinttog kan også køre til Thisted, Tyskland og Sverige. Brint til store lastbiler vil fjerne deres CO2-udledning. Brintfly er virkelighed om få år – så kan Mette Frederiksen få sin grønne indenrigsrute med nogle års forsinkelse. Vi er for tiden helt forgabt i el: elbiler, el-lastbiler, eltog med dyre og sårbare kørestrømsanlæg. Brint kommer! Jo før vi forstår det og integrerer det i vores planlægning, des billigere bliver det, og des før vil vi kunne høste fordelen af reduceret CO2-udledning.