Hvordan kan Danmark sikre sin elforsyning i en verden, hvor hybridkrig saboterer undersøiske kabler, og væbnede konflikter truer med at brede sig til vores område? Vores overordnede mål må være at skabe et energisystem, der er stærkt decentralt og forsyningssikkert året rundt, så det ikke kan saboteres, og så vi ikke er afhængige af energiimport gennem sårbare søkabler i vindsvage vinterperioder.
Vi har teknologierne til at lave et sådant system. Det er op til politikerne at skabe de rammebetingelser, der er en forudsætning for, at systemet realiseres.
Energi-Ø Fyn er et koncept, der beskriver et decentralt, forsyningssikkert, sabotagesikkert energisystem. Fyn og Langeland er et stort, afgrænset område, hvor vi kan demonstrere, hvordan dette energisystem kan realiseres. Konceptet kan udbredes til hele landet og andre lande. Det er sendt til samtlige borgmestre på Fyn og Langeland og var omtalt i den digitale version af Fyens Stiftstidende 27. december 2024.
Energiforsyningen baseres på et stort antal mindre landvindmøller og solceller på de fleste hustage. Der kan i et vist omfang etableres mindre havvindmøller kystnært på lavt vand samt solcelleparker på jord, der ikke egner sig til landbrug. Et sådant system med et meget stort antal elproducerende enheder kan ikke saboteres. Enkelte enheder kan sættes ud af spil, men det vil ikke påvirke den samlede effekt væsentligt.
Forsyningssikkerheden skabes ved at lave brintanlæg ved fjernvarmeværkerne. Brintanlæggene laver brint af overskudsstrøm om sommeren og bruger brinten til at lave el til nettet på vindsvage (vinter)dage. Fyn har potentialet til at lave ca 10 brintanlæg. Herudover kan der opstilles store batterier. Det er vigtigt, at disse enheder også spredes geografisk, så de bliver umulige at sabotere, og så udfald får minimal påvirkning. Med dette koncept opnås forsyningssikkerhed uden el-import fra omverdenen og uden afbrænding af fossile brændstoffer eller biomasse.
Energisystemet skal være ejet af kommunerne, borgerne og den lokale industri. Kommunerne skal have beslutningskompetencen for så vidt angår etablering af anlæggene, og borgerne skal tilbydes medejerskab, der vil gøre anlæggene attraktive for almindelige borgere. Borgerne vil gennem medejerskabet få billigere el og varme, og der skal ikke udbetales udbytter til private virksomheder som nutidens netselskaber og elhandelsselskaber.
En beskrivelse af Energiø Fyn kan findes på følgende link:
Som nævnt er det tænkt som et demonstrationsprojekt, der skal bane vejen for noget tilsvarende i hele landet. Det vil gøre Danmark uafhængig af det turbulente, internationale energimarked og robust i en nøds- eller krigssituation samt åbne for ensartede, stabile energipriser året rundt. Det vil ikke gøre nogle få enkeltpersoner eller selskaber rigere men vil som sagt give billigere el og varme til borgerne. I de tider, vi er på vej ind i, er vores fællesskaber afgørende: Vi må stå sammen og værne om de værdier, der skal bære os igennem svære tider. Et af elementerne er at vende økonomisk ulighed til en høj grad af lighed. Energiø Fyn er et glimrende eksempel på dette.