Jeg var ikke én af de glade europæere, der stemte Danmark ind i EF i 1972 – men jeg medgiver, at vi i dag er bedre tjent med at være medlem end at stå udenfor. Det er imidlertid ikke kun velsignelser, der flyder til os fra Bruxelles. Der er også tidsler i buketten. Her kommer et lille udpluk:
Landbrugsstøtten – den væsentligste årsag til, at vi stemte ja til EF – er en katastrofe for erhvervet. Vores landbrug producerer primært kød og mejeriprodukter til eksport på et stærkt konkurrencebetonet marked. Konkurrenceparametrene er dyrevelfærd og forurening. Jo mindre af det første og jo mere af det andet, des større overskud. Et ansvarligt, bæredygtigt landbrug passer på sin jord og sørger for velfærd til et husdyrhold, der er afpasset efter jordtilliggenderne. Vores landbrug skal producere fødevarer til mennesker, ikke til dyr, og det skal kunne klare sig uden landbrugsstøtte. Vi danskere skal vænne os til, at kød er en sjælden luksus, og at vi spiser sæsonens varer, ikke jordbær i februar og slet ikke avocadoer, kiwifrugter og andre eksotiske grøntsager, der er transporteret flere tusinde kilometer.
Konkurrenceudsættelse af elsektoren har ødelagt et godt erhverv. For bare 30 år siden havde vi 150 lokale elselskaber med egen produktion og salg af el, som hovedregel ejet af forbrugerne. Elprisen kunne svinge, men selskaberne skulle ikke overdebitere forbrugerne for at levere eksorbitante overskud til et fåtal af aktionærer. Nu har EU gennemtvunget konkurrenceudsættelse. Er strømmen blevet billigere af det? Nej, vel? Konkurrenceudsættelse er et forældet koncept, som kun kommer et fåtal af meget rige mennesker til gode – og de bliver rigere og rigere.
Tjenesteydelses- og forsyningsvirksomhedsdirektiverne forpligter det offentlige og dets selskabsgjorte forsyningsvirksomheder til at gennemføre EU-udbud for alle opgaver, der overstiger nogle relativt små beløb (se https://kfst.dk/udbud/regler-og-lovgivning/taerskelvaerdier). Formålet er at forhindre korruption og opnå lave priser. Korruption er stort set ikke noget, vi bruger i Danmark, og der er ikke noget, der tyder på, at priserne er blevet lavere, efter at vi har implementeret direktiverne. Til gengæld varer det typisk et år eller mere at gennemføre et EU-udbud, og det koster kassen, fordi juraen er omfattende og indviklet. Et godt eksempel er affaldsforbrænding, hvor et stort flertal i Folketinget besluttede at tvinge kommunerne til at selskabsgøre alle 32 affaldsforbrændingsanlæg og gennemføre EU-udbud for at opnå de billigste priser på afbrænding af affald. Det første udbud (Norddjurs) er afsluttet. Affaldet fra Norddjurs skal herefter køres 145 km længere, end før loven trådte i kraft. Det vil vi få at se overalt: affaldet skal ikke længere køres til det nærmeste forbrændingsanlæg men køres på tværs af landet, fordi det er ”billigere”. Oveni dette skal kommunerne lave EU-udbud ca hvert 5.-7. år. Det er virkelig dumt! Hvordan kunne et stort flertal i Folketinget lægge stemmer til sådan en gang idioti?
Liberaliseringen af elsektoren og de to EU-direktiver medfører, at staten har mistet sin styring af opstillingen af sol og vind. Se blot det seneste havvind-udbud, der endte med 0 tilbud. End ikke statens eget energiselskab, Ørsted (oprindeligt DONG), gav bud. Kommunerne kan ikke sætte solceller på tagene af de offentlige bygninger uden at lave et selskab til det, hvilket koster mere end det overskud, solcellerne kunne indbringe. Facit: Den grønne omstilling er gået i stå. Der bliver stadig opstillet nogle få solcelleparker på landbrugsjord, men det er da tåbeligt at bruge landbrugsjord til det, når der er rigeligt med tagflader, der kan bære de nødvendige solceller. Måske kan et privat selskab tjene penge på at anlægge en solcellepark på landbrugsjord, men tagfladerne er alt for spredt til, at et privat, centralt ejerskab kan fungere. Vi ofrer god landbrugsjord, fordi vi ikke kan tage os sammen til at lave den lovgivning, der er nødvendig for at udnytte tagfladerne.
Forsyningsvirksomhedsdirektivet er også medskyldigt i, at konverteringen fra gasfyr til fjernvarme er gået i stå. Udbud af anlæg af fjernvarme fører til rasende høje priser, som ingen ved deres fulde 5 kan finde på at acceptere. Borgerne siger selvfølgelig nej tak. Men det er lovgivningen, den er gal med, ikke borgerne. Med de nugældende regler kan regeringen kigge i vejviseren efter konvertering af de 300.000 gasfyr, de har lovet. Vi får varmepumper i stedet, og så må vi jo se, om elforsyningen kan følge med…
Selv med den relativt lave andel af sol og vind i det danske elnet har vi jævnligt perioder, hvor vi må importere el fra vores nabolande for at dække vores forbrug (eller fyre med biomasse eller gas). Helt i overensstemmelse med regeringens strategi for forsyningssikkerhed. Men i fremtiden kan vi ikke vide, om der overhovedet bliver udbudt strøm, når vi har brug for den, og hvis der gør, har vi ingen indflydelse på prisen men må blot betale, hvad udbyderne forlanger. Det er en rigtig dårlig strategi. Vi må og skal kunne forsyne os selv.
Oveni dette kommer så erfaringerne fra de sidste par år med sabotage af undersøiske gas-, el- og telekommunikationsledninger. Havområdet er alt for stort til, at vi kan lave en effektiv beskyttelse af den undersøiske infrastruktur. I en krigssituation er det pærelet for en fjendtlig magt at sabotere elkablerne, så Danmarks elforsyning går ned. Med overvågning kan vi gøre det lidt mere besværligt, men vi kan på ingen måde forhindre det.
Der er heldigvis en rigtig god løsning på alle disse problemer. Vi skal opstille vindmøller på land – ikke de store kæmpemøller men mindre møller, der kan indpasses i landskabet – og solceller på hustagene. Staten og kommunerne skal eje disse anlæg og den infrastruktur, der binder dem sammen og kobler dem til elnettet. Og borgerne skal tilbydes medejerskab (ikke blot nogle almisser, der drysses ud med nærig hånd), så de får reel glæde af de anlæg, der forandrer eller ligefrem skæmmer deres nærmiljø.
Staten formåede at lave DONG til at varetage nationens interesser i olie”eventyret” i Vesterhavet. De offentligt ejede regionale gasselskaber HNG, NGMN, Naturgas Sjælland og Naturgas Fyn formåede at etablere gasforsyning til 400.000 adresser i Danmark, på ganske få år. I dag er det offentlige handicappet af en fejlslagen privatisering og konkurrenceudsættelse, der har haft præcis den modsatte effekt af, hvad der var hensigten. Vi er nødt til at vikle os ud af dette sammensurium af dumheder. I forhold til EU må vi træde ud af lovgivningen omkring privatisering af elsektoren og de to direktiver. Det vil genetablere Statens og kommunernes mulighed for at tage kontrol med den grønne omstilling, og det vil sikre, at forbrugerne ikke også i fremtiden bliver ofre for en privatkapitalismes ubegrænsede grådighed. Det vil jo være fint, hvis vi kan nationalisere hele elsektoren, men det kommer næppe til at ske – i hvert tilfælde ikke, så længe EU ikke er brudt sammen.
Politikerne og befolkningen må forstå, at vi ikke kan overlade kritisk infrastruktur som elsektoren – og for den sags skyld landbruget – til den rå kapitalisme og det private initiativ, der typisk tænker kortsigtet og er ude af stand til at finansiere langsigtede investeringer, for eksempel i fjernvarme, energilagring og el-infrastruktur. Hvis ikke staten og kommunerne tager ejerskab til langsigtede investeringer, kommer de ikke til at ske, og vi kan lægge den grønne omstilling (og dermed livet på vores fælles Jord) i graven.
Sektorkobling 