Den politiske aftale om ”grøn” trepart freder det industrielle landbrug
Der er bred enighed om, at vores enormt store husdyrhold er den primære årsag til landbrugets enormt store udledning af drivhusgasser. Alligevel bliver der ikke rørt ved husdyrholdet i den ”historiske”, ”grønne” trepartsaftale regeringen landede 18. november 2024 sammen med SF, Radikale, Konservative og Liberal Alliance.
De iøjnefaldende elementer er, at der skal plantes skov, og at der skal tages lavbundsjord ud af drift. Det er godt nok, selv om nogle vil mene, det er for sent og for lidt. Pris: 43 mia kr. Aftalen bygger på frivillighed. Hvis landmændene vil have mere, venter de nok med at gøre noget frivilligt. De har nok også ligesom os andre lugten af mink-skandalen i baghovedet.
Landbruget skal reducere sin kvælstofudledning med knap 14.000 t pr år. Det bygger også på frivillighed. Det har vi prøvet nogle gange de sidste 15 år. Det plejer ikke at virke.
Landmændene skal tvinges til at fodre deres kvæg med Bovaer. Det er et fodertilsætningsstof, der får køerne til at bøvse og prutte mindre methan. Methan er en aktiv ingrediens i deres fordøjelse, idet det medvirker til nedbrydning af græs. Vi ved ikke, om dyrene får smerter ved, at vi piller ved deres fordøjelse. Vi ved heller ikke, om de på sigt tager skade af at indtage stoffet. Vi ved ikke, om det påvirker deres livskvalitet. Vi ved ikke, om stoffet eller nedbrydningsprodukter fra stoffet går over i mælken, og om det i givet fald har betydning for os mennesker, når vi indtager mejeriprodukterne – mælk, ost osv. Vi ved, at køer, der bliver fodret med Bovaer, spiser mindre end køer, der får naturligt foder, men vi ved ikke hvorfor.
Nogle landmænd har udtrykt modvilje mod at bruge Bovaer. Beskeden til dem er, at så bliver de politianmeldt. Adspurgt, om det virkelig kan være rigtigt, bekræfter trepartsminister Jeppe Bruus, at det er det. Vi skal reducere udledningen fra kvæg, og det skal gøres på denne måde, siger han.
Der er ellers en meget nemmere og bedre måde at gøre det på: Lad regeringen beslutte, hvor mange ton reduktion, de vil have på denne parameter, og reducér den samlede kvægbestand med et antal, der giver dette resultat. Ud over at virke lige så godt uden at skade dyr og mennesker vil det også trække landbruget i den rigtige retning, nemlig en reduktion af husdyrholdet. Lidt af et Columbus-æg.
Hvem er det, der har en interesse i vores abnormt store husdyrhold? Nogle få bønder på de største gårde herhjemme. Nogle mejerier og slagterier (hvis en rundhåndet pengepræmie kan få svinebønderne til at lade være med at sende deres smågrise til vores nabolande), nogle få handelsvirksomheder og nogle velhavende mennesker i de lande vi eksporterer til – de fattige har ikke råd. Der er ikke noget socialt sigte med at forsyne den hungrende verden med fødevarer. Dét argument holder ikke. Men vores nationaløkonomi så? Nej. Landbrugseksporten udgør under 3% af vores BNP. Den er tæt på ligegyldig for alle andre end bønderne.
Hvorfor så opretholde en landbrugseksport, som kun er til gavn for ganske få men til gengæld sviner vores grundvand, åer, søer, fjorde og have til, så fisk og ålegræs dør, og der ikke er andet end fedtemøg tilbage? Det giver ingen mening.
Trepartsaftalen vil gerne begrænse vores import af dyrefoder som fx soya fra den 3’die verden, hvor de fælder regnskov for at lave foder til vores svin, som vi sælger til den rigeste andel af befolkningen i de velstående lande, der aftager vores landbrugseksport. Men der er ingen mekanismer, der sikrer, at det sker. Trepartsaftalen medfører et tab af landbrugsjord og dermed produktion af dyrefoder, men den vil tillade en øget udpining af den jord, landmændede dyrker dyrefoder på. Men det er ikke nok. Uden en reduktion i husdyrholdet bliver vi nødt til at øge vores import af regnskovsødelæggende soya. Det giver ingen mening!
CO2-afgiften skulle hjælpe med til at begrænse husdyrholdet. De første 60% af landmændenes udledninger bliver slet ikke afgiftsbelagt. De resterende 40% pålægges 120 kr/ton i 2030 og 300 kr/ton i 2035, men det er latterligt lidt, og pengene skal til overflod tilbageføres til landbruget. Det er ren symbolpolitik og skaber unødigt bureaukrati.
For at få regnestykket til at passe vil regeringen poste en masse penge i pyrolyse. Det går kort fortalt ud på at opvarme affaldsprodukter fra landbruget (og muligvis husholdningsaffald m.v.) til ca 600 grader uden tilstedeværelse af ilt. Ud af det kommer noget olie, man kan brænde af (så der dannes CO2, som vi smider ud i atmosfæren) og såkaldt ”biokul”. Biokul er en sjov størrelse. Det hævdes, at det kan blive liggende i 1-2-300 år i jorden uden at gå i opløsning, og derfor anser vi det kulstof, der er i biokul for forsvundet. Negativ CO2-udledning. Smart! Men samtidig hævdes det, at biokul er godt for jorden, at det reducerer behovet for gødning, fordi det går i opløsning. Smart! Problemet er bare, at begge dele ikke kan være sandt! Der er fejl i regnestykket ét eller andet sted.
Pyrolyse-teknologien er ikke færdigudviklet. Det er derfor, aftalen vil putte masser af millioner i udviklingen. Men det er slet ikke undersøgt, hvad biokul indeholder. Man fremhæver, at der ikke er bakterier og virus i, for det er brændt af ved 600 grader. Men hvad med tungmetaller? De forsvinder ikke af sig selv. Hvis der er tungmetaller i det materiale, vi laver pyrolyse på, kommer der også tungmetaller ud i den anden ende – i biokullet. Hvor sundt er dét at få ud på markerne? Og hvad betyder det for jordens frugtbarhed og struktur og for mikrolivet i jorden, hvis man pøser biokul ud på markerne år efter år? Det er slet ikke undersøgt.
Nu går arbejdet i gang. I 2026 skal det vurderes, om der er kommet de ønskede resultater ud af aftalen. Om vores vandmiljøer har fået det bedre. Om den aftalte kvælstofreduktion er opnået. Og så skal aftalen ”genbesøges” i 2032. Alt i alt 8 år, der kan være alt mellem en opfyldelse af landbrugets 2030-mål og en miljømæssig og klimamæssig katastrofe. Og i disse 8 (spildte?) år er der intet krav om en begrænsning af husdyrholdet. Eller om omlægning af landbruget til bæredygtige metoder: regenerativt landbrug, permakultur, skovagerbrug og biodynamisk landbrug. Alle 4 driftsformer producerer sunde, økologiske fødevarer til mennesker, bevarer jorden sund og frugtbar, indfanger CO2 fra atmosfæren og binder det i jorden gennem naturlige processer og har høj dyrevelfærd. Hvorfor er det ikke et mål?
Trepartsaftalen kunne også være en tiltrængt anledning til at gøre op med den dyremishandling, vi er vidne til i det industrialiserede landbrug. Den måde vi behandler dyrene på er skandaløs. Vi kunne ikke drømme om at behandle mennesker – end ikke dybt kriminelle – på en så grusom måde. Menneskerettighedsdomstolen ville stoppe det straks. Hvorfor har vi ikke en dyrerettighedsdomstol? Hvem taler dyrenes sag? Ikke landbruget! Ikke regeringen! Vi forbrugere bør i alt væsentligt blive vegetarer, men så stiger eksporten af kød og mejerivarer bare. Det er godt at spise mindre kød, men det løser ikke problemet. Den eneste vej frem er regulering.
Landbruget har distanceret sig så meget fra naturen, at det ikke længere ser sig som en del af naturen. Regeringen har samme standpunkt – måske på grund af uvidenhed, men det ser ud som om de fuldstændig har mistet deres moralske kompas. Og så hænger de stadigvæk i en forældet forherligelse af vækst, konkurrence, liberalisme, præcis dét, der har ført os frem til denne forfærdelige klima- og biodiversitetskrise, vi står i nu.
Hvilke politiske partier er stået af? Det er ingen overraskelse, at Danmarksdemokraterne er ude. Lidt overraskende måske, at Dansk Folkeparti er. I den anden ende af spektret er det Enhedslisten og Alternativet – tilsyneladende de eneste partier i Folketinget, som har gjort sig den umage at undersøge tingene. Hele forløbet omkring den grønne trepart udstiller demokratiets dilemma: Et demokratisk flertal er overhovedet ingen garanti for, at det er de rigtige beslutninger, der træffes. Den grønne trepartsaftale bliver præsenteret som en demokratisk milepæl, men den er og bliver en demokratisk katastrofe.
Den samlede vurdering af den grønne trepartsaftale er: for sent og for lidt. Ligesom masser af andre klima- og biodiversitetstiltag. Og så tager den slet ikke fat på rodproblemet: landbrugets abnormt store husdyrhold. At kalde det ”historisk” og understøttende for billedet af Danmark som et foregangsland er rent selvbedrag og folkeforførelse.
Sektorkobling 