Stop skibsfartens forurening af strande

Du har måske gået en tur langs Vesterhavet for nylig og undret dig over, hvad det er for et fedtet, brunt lag, der ligger mange steder på stranden og de yderste klitter? Her kommer forklaringen:

Skibsfarten bruger i overvejende grad noget tung olie som brændstof, en nærmest tjæreagtig substans, der skal forvarmes for at blive flydende nok til at kunne blive brændt af i skibsmotorerne. Det er et restprodukt, der kommer fra raffinaderierne – dét der bliver tilbage, når raffinaderierne har taget de finere fraktioner som benzin ud af råolien. Olien har et stort indhold af svovl og andre forureningskomponenter.

Der har længe været protester mod brug af denne tunge olie, fordi den forurener voldsomt meget. Det lykkedes at få et forbud vedtaget i den internationale maritime organisation, IMO. Desværre lod man en ”kattelem” stå åben: Hvis skibene installerede såkaldte ”scrubbere”, kunne de blive ved med at sejle på den tunge olie.

En scrubber er et apparat, der kan rense udstødningen fra skibsmotorerne. Den fungerer kort fortalt ved, at der er en stor tank, som man fylder med havvand. Så ledes udstødningen gennem tanken, og forureningskomponenterne sætter sig i vandet i tanken. Når det er godt beskidt, bliver det pumpet ud i havet, og rent havvand bliver pumpet ind i tanken, og vupti – nu er der ikke luftforurening fra skibsfarten længere.

Desværre har vi fået forurening af havvandet i stedet. På de trafikerede ruter er havvandet stærkt forurenet. Forureningen spredes og fortyndes kun langsomt i havet. Store plamager af scrubber-vand driver rundt i havene. På den jyske vestkyst ser vi det stadig tydeligere: vestenvinden driver plamagerne ind mod land, og forureningen ender i form af et brunt, fedtet lag på stranden og de yderste klitter. Hér er naturen særligt sårbar, og det er en katastrofe, ikke blot for os mennesker, der godt kan lide rent vand og fine, hvide strande, men i højere grad for de arter, hvis liv og fødegrundlag er knyttet til stranden og klitterne.

Vi har skiftet luftforurening, der godt nok var slem men hurtigt blev fortyndet og spredt over store områder, ud med vandforurening, der ender som tilsvining af vores strande. Det er rigtig dumt og ærgerligt.

Kan man ikke gøre noget ved det? Jo, for eksempel er det forbudt at udlede vand fra scrubbere i alle kinesiske farvande. Det skal afleveres i havnene og renses dér.

Hvorfor gør vi ikke det samme i Danmark? Fordi vi har en ”erhvervsvenlig” regering, der ikke er sådan at presse til at lave regulering, der koster erhvervslivet – i dette tilfælde skibsfarten – penge. Så hellere ødelægge havet og vores strande. Naturen er noget billigt skidt, og turisterne vænner sig såmænd nok til det. De er allerede i gang med at vænne sig til fedtemøget ude på havbunden, så de kan lige så godt vænne sig til svineriet på strandene også.

Hvis Danmark indfører et forbud mod at lukke scrubber-vand ud i danske farvande, kunne det jo inspirere mange andre lande til at gøre det samme, og så kunne det blive rigtig dyrt for Mærsk. Det kan vi ikke have! Så hellere leve med svineriet.

Tanken bag IMO’s forbud mod at blæse udstøtningen op i luften var ellers god nok: Man ville have skibsfarten til at omstille sig til diesel, som også er noget svineri men slet ikke i samme grad som den tunge olie.

Hvad er løsningen?

På sigt skal også skibsfarten være CO2-neutral. Der arbejdes på at omstille til såkaldt ”grønne” brændstoffer, som laves i såkaldte PtX-anlæg. Maersk har allerede skibe, der kan sejle på et sådant brændstof, methanol. For at lave methanol skal man først lave brint. Det kan man lave med elektrolyse, hvor strøm sendes gennem vand og sønderdeler vandmolekylerne i deres bestanddele: brint og ilt. Brinten skal så i en efterfølgende proces sættes sammen med CO2 til dannelse af methanol. CO2’en kan komme fra biogasanlæg, som producerer nogenlunde lige meget gas (methan, det samme som naturgas) og CO2. Inden gassen kan fødes ind i naturgasnettet, skal CO2’en renses ud, og så kan den bruges til at lave methanol.

Når CO2’en kommer fra et biogasanlæg, der får sit brændstof, gylle, fra landbruget, kalder vi det bio-methanol, og det lyder vældig fint. Det er det bare ikke. Når methanolen bliver brændt af, kommer CO2’en ud i atmosfæren igen. Vi siger, at det er grønt, med henvisning til, at hvis gyllen ikke var blevet afgasset og CO2’en filtreret ud og brugt til bio-methanol, så ville gyllen spredt på markerne alligevel have afgivet den samme mængde CO2 til atmosfæren.

Det er i princippet rigtigt, men man overser to ting. 1) De store mængder gylle fra landbruget kommer ikke på grund af en naturlov men på grund af, at vi aktivt har valgt at have et sindssygt stort husdyrhold. Og 2) Når vi renser biogassen, har vi et valg: Skal vi indbygge CO2’en i methanol og så smide den ud i atmosfæren, eller skal vi deponere den i undergrunden? Facit: Bio-methanol er ikke grønt. Det er ikke fremtidens brændstof.

Hvad så? Vi skal vel ikke indstille al skibsfart (og luftfart)?

Nej, vi skal omstille til brint. Både skibe og fly kan drives frem af brint. Der findes både brintskibe og brintfly, ligesom der findes brint-tog og brintbiler og -lastbiler. Det er et politisk valg, hvordan vi vil indrette vores transportsektor: Skal vi bruge syntetiske brændstoffer som bio-methanol og syntetisk flybrændstof, SAF, der giver lige så store CO2-udslip, som vi har i dag, eller skal vi vælge brint, der ikke giver CO2-udslip overhovedet?

Valget burde være let!

Og indtil alle handelsskibe er omstillet til brint, kan vi jo forbyde udledning af scrubber-vand i alle danske farvande. Selv om det måske kommer til at gøre ondt på Mærsk.