En ny tidsånd

J. F. Kennedy sagde en gang: ”Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig. Spørg hvad du kan gøre for dit land”. Hvor er vi deprimerende langt fra denne tankegang i dag. De seneste 30 års neoliberalisme har budt på en perlerække af skattelettelser og erhvervsfremmetiltag, der har haft til hensigt at berige de mest velbjergede og de største virksomheder i Danmark.

Grundtvig digtede: ”Og da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt”. De sidste 30 år er uligheden i samfundet bare vokset og vokset. Det her ellers været almindeligt anerkendt, at de nordiske landes succes økonomisk og socialt skyldes en høj grad af lighed i samfundene. Grundtvig havde ret. De sidste 30 års udvikling er stik mod vores historiske arv og fællesskabets interesse.

Forholdene i USA og stormen på Kongressen 6. januar 2021 er et skræmmende eksempel på, hvordan galopperende ulighed skaber polarisering, intolerance og had. Men det gør ikke indtryk på vores danske polkitikere. De har lige igen brugt et milliardbeløb på skatteletterser til de rigeste og en lempelse af arveafgiften. De erhvervsaktive har allerede indhentet tabet i forbindelse med inflationen i 2022, men der er ikke sket nogen regulering for pensionister og folk på overførselsindkomst. Tværtimod skæres der år efter år i velfærden. Uligheden stiger og stiger.

De sidste 30 år har mantraet været konkurrence og grådighed. Enhver er sig selv nærmest, og du er hjerteligt velkommen til at rage til dig på andres bekostning, hvis du bruger lovlige metoder. Det er ikke opskriften på et godt samfund. Det er opskriften på et fantastisk liv for de rigeste få procent af befolkningen og fattigdom til de svageste. Er det dét, vi vil?

Klimakrisen er en øjenåbner. Vi praler af at være et foregangsland, men ca halvdelen af vores energiforbrug dækkes af fossile brændsler. En del af resten dækkes af biogas, som giver lige så meget CO2 som naturgas, når det brændes af, og flis, som giver lige så meget CO2 som kul, men vi har strikket nogle luftige søforklaringer sammen for at overbevise os selv og Verden om, at det gør skam ikke noget fordi fordi fordi. Og imens sætter vi år efter år rekord i udledning af drivhusgasser på planeten. Danmarks udledning falder men ikke nær så meget, som vi har potentiale til.

Så fik vi en grøn trepart. Den vil – via frivillige aftaler! – tage 250.000 ud af 400.000 Ha lavbundsjorder ud af landbrugsdrift. Øh, ja, vi kan da godt høste græs… Og nogle flere frivillige aftaler, der måske kan begrænse udvaskningen af næringsstoffer fra markerne til vores vandmiljøer. Og en satsning på pyrolyse og fodertilsætningsstoffer – teknologier, der er umodne, uafprøvede, ikke undersøgte. Fugle på taget.

Vi havde allerede inden den grønne trepart aftalt at tage 300.000 Ha lavbundsjord ud af drift. Det nye ved treparten er, at nu skal skatteyderne spytte 40 mia kr i kassen til de stakkels bønder, der skal afgive retten til intensiv drift af nogle jorder, der er så ringe, at de aldrig skulle have været taget under plov. De har nemt ved at finde en sponsor inde på Christiansborg.

Det konventionelle landbrug går fri i den grønne trepart. Der er nogle – frivillige – bestræbelser på at reducere eller helt stoppe importen af soya dyrket på ryddede regnskovsarealer og nogle – frivillige – begrænsninger i udledning af kvælstof til vores vandmiljøer, men så kommer guleroden: massiv støtte til udvikling af pyrolyse og brug af tilsætningsstoffer til foder til køer. Vi aner ikke, hvilke konsekvenser disse tiltag har – bortset fra, at det er carte blanche til fortsættelse af det konventionelle landbrug. Vi kommer ikke i mål med hverken landbrugets eller Danmarks reduktioner, hvis vi lader det konventionelle landbrug fortsætte sin ødelæggende driftsform.

Vi skal selvfølgelig have en landbrugsproduktion i fremtidens Danmark. De mest højredrejede kræfter taler om, at vi skal udvikle, ikke afvikle landbruget. Der er aldrig nogen, der har talt om at afvikle landbruget. Det er en tom retorik, der alene har til formål at vildlede befolkningen. Og det virker. Desværre.

Vi skal selvfølgelig også gøre noget ved transport- og energisektorerne. Hér er der masser af muligheder, der forspildes, fordi vi ikke vil indrømme, at udledning af CO2 fra afbrænding af træflis, halm og biogas skal regnes med i vores CO2-regnskab. Der mangler også politisk mod til at begrænse flytrafik og privatbilisme (hvor elbiler med det energimix, vi bruger til elfremstilling i dag er lige så klimaskadelige som benzinbiler). I samme åndedrag kan vi reducere vores behov for energi til opvarmning af boliger enormt med simple og billige midler. Hvorfor gør vi det ikke?

Hvis vi skal klare klimakrisen og nå vores klimamål, er vi nødt til at stå sammen, skabe et solidarisk fællesskab. Det nytter ikke noget, at det er de fattigste i samfundet, der skal bære byrderne. Vi må have Kennedy og Grundtvig frem i lyset. Vi må skabe en tidsånd, hvor det er fællesskab, solidaritet og lighed, der er de bærende værdier. Hvis vi havde det, var det åbenlyst, hvor let opgaven er. Vi kan finansiere hvad som helst ved at øge beskatningen: Genindfør formueskatten. Genindfør mellemskatten. Sæt selskabsskatten og arveafgiften op igen. Læg skat på klimaskadeligt forbrug, herunder både flyrejser, benzin, diesel og kød. Hold de fattigste skadesløse ved at fjerne momsen på økologiske fødevarer. Og der er masser af andre muligheder. Vores politikere skal bare turde træde i karakter overfor de rigeste og mest forbrugende borgere og virksomheder i samfundet.