Den engelske historiker Peter Frankopan har skrevet en fantastisk bog: ”Den Foranderlige Klode – en ufortalt historie” (Kristeligt Dagblads Forlag, 2023). Den sammenholder alt hvad vi kender til af civilisationer med de klimatiske forhold på tidspunktet for civilisationernes opståen og undergang. Den overordnede konklusion er, at civilisationernes opståen og opgangstid meget ofte er ledsaget af forbedrede klimatiske forhold, hvor mængden af fødevarer øges, mens undergangen meget ofte er ledsaget af klimatiske forværringer med deraf følgende fald i fødegrundlaget. Klimaet er ikke ene om ansvaret for undergangen men er ofte en medvirkende årsag, der forstærker forfaldstendenserne. Social uro og krig er de faste følgesvende i undergangsfasen.
I vor tid er det foruroligende, at halvdelen af den dyrkede jord er udpint på grund af det industrialiserede landbrugs naturfjendske metoder, og at det samlede, dyrkbare areal skrumper på grund af ørkenudbredelse og på sigt også havstigninger. Vi ser ind i en fremtid, hvor der bliver knaphed på fødevarer. Den historiske erfaring med en sådan situation er massemigration og krige.
Civilisationernes sammenbrud sker ofte på baggrund af stor ulighed i samfundene. En lille elite er storforbrugere af alskens goder og magt, mens det store flertal får stadig ringere kår. ”Globalt set producerer den nederste halvdel af verdens befolkning målt i indkomst den samme mængde udledninger som den rigeste 1 procent”1. Siden neoliberalismens gennembrud i slutningen af 2000-tallet er uligheden i stort set alle verdens samfund steget. Ulighed er ikke nødvendigvis en udløsende faktor for civilisationens sammenbrud, men voksende ulighed fører uvægerligt til voksende social uro. Det var en primær faktor i den russiske revolution, og det kan meget vel blive en udløsende faktor i en ny omvæltning i Rusland – og også i andre lande som USA, Frankrig og mange afrikanske lande.
”Det kan også siges enklere: Jo flere fattige, der er, jo større er risikoen for fødevaremangel, hungersnød og staters sammenbrud”2. Stigende befolkningstal, faldende fødevaregrundlag og stigende ulighed er en sprængfarlig cocktail. Vi burde lære af historien og bestræbe os på at bevæge os den modsatte vej. Det mest nærliggende er at gendanne vores landbrugsjords frugtbarhed ved at dyrke den efter regenerative principper samt øge ligheden i samfundet gennem beskatning og socialt vægtede afgifter. Dette bør være dagsordenen for alle partier og et wake-up-call for alle partier i blå blok, Socialdemokratiet inklusive. ”Muligvis pustede klimaforandringer til ilden, så problemer, der allerede var rødglødende, blussede yderligere op, men det forhold, at en grådig klasse af stenrige magnater ikke blev kontrolleret og holdt i kort snor, var den ultimative årsag til de jævnlige kriser”3.
I nedgangstider er folk ofte ”søgt væk fra de større byer, ud mod mindre, urbane bosættelser og derfor også ud mod lokale magthavere med lavere ambitioner, færre forbindelser rent geografisk og med mere begrænsede ressourcer”4. ”Udkantsområder dannede ofte grobund for den utilfredshed, som blev kilde til revolter og et springbræt for opkomlinge, som stræbte efter magten”5. Det giver et fingerpeg om, hvad USA har i vente, men herhjemme har vi jo også Danmarksdemokraterne og deres forsøg på at gennemtvinge status quo for det industrialiserede landbrug. I Frankrig de gule veste.
Vi er énsidigt optagede af at nå de politiske mål i 2025, 2030 og 2045. Det er også vigtigt, men vi overser, at ”de miljømæssige og klimatiske forandringer i nutiden og fremtiden er ved at blive og fortsat vil blive udformet af hændelser,som allerede har fundet sted, i højere grad end blot af de beslutninger, som vi træffer i dag”6. Vores politiske mål sigter mod at bremse og til sidst stoppe yderligere udledning af drivhusgasser. De forholder sig slet ikke til, at vi allerede har udledt ødelæggende meget drivhusgas. Selv hvis alle nationer stopper helt med at udlede flere drivhusgasser en gang i fremtiden, er det ikke nok, hvis vi vil sikre en beboelig klode til de kommende generationer. Vi kommer ikke udenom at trække CO2 ud af atmosfæren. Naturen – skove, engdrag og sunde vand- og havmiljøer – er suveræne til at gøre det, men vi har også udviklet teknologi til at gøre det: CCS, Carbon Capture and Storage. Den indfangne CO2 kan deponeres i mange af de underjordiske lommer, hvorfra vi tidligere har pumpet olie og naturgas op. CCS er dyrt og meget energikrævende. Naturens egne værktøjer er langt bedre og billigere og bør bruges maksimalt. Desuden støtter de vækst i biodiversitet.
Som enkeltpersoner er vi heller ikke for gode til at træffe de rigtige valg. ”Omkring tre fjerdedele af den globale soyaproduktion anvendes til dyrefoder, særligt i kyllinge- og svineproduktionen, som er med til at tilfredsstille efterspørgslen i en verden, der er blevet rigere, mere indbyrdes forbundet og tættere befolket i de seneste årtier, hvor antallet af mennesker, der må deles om jordkloden og dens ressourcer, er steget fra 3 milliarder i 1960 til næsten 8 milliarder i 2019. Det er ikke svært at forstå forbindelsen mellem miljømæssigt forfald og sammenbrudte økosystemer, tab af biodiversitet og de åbenlyse langtidsvirkninger af beslutninger, som vi træffer, når vi bestemmer os for, hvad vi vil spise. Den slags miljøbelastninger vil sandsynligvis blive endnu værre, og efterspørgslen efter kød, mælk og æg forventes at være stærkt stigende i de kommende årtier”7. Vores appetit på flyrejser og individuel transport ser også kun ud til at vokse. ”I bund og grund handler problemet med nutiden og morgendagen om, at vi lever over evne”8.
Resultatet ses allerede. ”Omkring 30 procent af verdens befolkning er allerede nu udsat for livstruende klimaforhold i over 20 dage årligt. I år 2100 vil det tal være steget til næsten 50% af befolkningen, hvis der iværksættes drastiske reduktioner af udledning af drivhusgasser, og næsten 75 procent, hvis udledningerne fortsat får lov at stige”9. Det går værst ud over Afrika, hjemsted for en femtedel af jordens befolkning og ansvarlig for ”mindre end 3 procent af klodens samlede energirelaterede CO2-udledninger”10. I den rige del af verden mærker vi det ikke i samme grad, og vi har råd til at bidrage med yderligere CO2-udledning i kraft af udstrakt brug af aircondition. ”Hvis vi og de fremtidige generationer ikke er i stand til at afværge den globale opvarmning eller tilpasse os til den, så vil vi forsvinde, ligesom et enormt antal andre arter har gjort det før os”11.
Det er først og fremmest vores regeringer, der burde forstå problematikken og handle på den, men ”Næsten overalt er der regeringer, som gør problemet værre ved at betale mere for at udnytte naturen end for at beskytte den og prioriterer økonomiske aktiviteter, som ikke er bæredygtige”12. For eksempel er der herhjemme og i England for nyligt givet tilladelse til indvinding fra nye olie- og gasfelter. Regeringernes adfærd vidner om ”omfattende, rodfæstede og udbredte svigt fra institutionelt hold”13.
Hvad konkluderer Peter Frankopan? ” I sidste ende vil naturen, ikke menneskelige handlinger, nemlig skære ned på de samlede udledninger, at de vil nærme sig nulpunktet. Det vil den gøre via en katastrofal affolkning, som kan skyldes enten sult, sygdomme eller konflikter. Hvis der er færre af os til at fyre brændstoffer af, fælde skove og flå mineraler ud af jordens indre, vil det menneskelige klimaaftryk blive markant mindre”14. Som historiker advarer Peter Frankopan os mod at forestille os, at det vil ske med fredelige midler.
Ikke desto mindre giver Peter Frankopan udtryk for en vis optimisme: ”… en hurtig omstilling til grøn energi vil ikke blot føre til et grønnere, sundere og mere sikkert globalt energisystem med nedsat luftforurening, mere stabile priser og mindre skade på miljøet men derudover vil det sandsynligvis føre til samlede nettobesparelser på flere billioner dollars”15. Det er et kæmpe potentiale. Der er en udfordring i at sikre, at det ikke bliver olieselskaber, den rigeste procent og diktatorer, der rager gevinsten til sig.
Hvis vi ikke lærer af historien, kommer vi til at gentage den. Historien er én lang fortælling om konkurrence, grådighed og magtmisbrug. I dag er også løgn blevet et gangbart middel til at tilegne sig fordele. Vi som borgere og i særdeleshed vores regeringer bør vogte om sandheden og om historien i håb om at lære af den og undgå en gentagelser af de værste rædsler, menneskeheden har produceret. Danmarks statsminister har opfordret borgerne til at fortsætte det gode liv – at opretholde et forbrug, der ville kræve 4 kloder, hvis det skulle balancere med de ressourcer, naturen løbende frembringer, og som fastholder os som nogle af de mest udledende og ressourceforbrugende mennesker på kloden. Det er ikke skattelettelser og konkurrence, der vil sikre vores børn og børnebørn et godt liv, men samarbejde, fællesskab og lighed.
Vi ser ind i en fremtid med faldende fødevaregrundlag og massemigration – det vil ske uanset om vi når vores 2025, 2030 og 2045-mål eller ej. Det er en vanvittigt farlig cocktail. Jo senere vi erkender det og handler ud fra det, des værre bliver konsekvenserne. Måske ikke for os men givetvis for vores børn og især vores børnebørn. Verden er skrumpet ind. Vi kan ikke lukke øjnene for de klimakatastrofer, der udspiller sig i resten af verden. Vi kan ikke gemme os i et lille hjørne af Fort Europa. Den eneste vej frem er at tage ansvar. Et godt sted at starte er at opfylde løfterne om kompensation for klimaskader til de fattigste lande. At tro at vi kan holde migranter, hvis livsgrundlag er forsvundet på grund af vores overforbrug, ude af Danmark, er dybt naivt og uansvarligt. At tro at vi kan fastholde en livsstil, hvor vores forbrug og udledninger fjerner livsgrundlaget for millioner af mennesker, er dybt naivt og uansvarligt.
Vi må forlange, at vores regering og øvrige politikere forstår dette og handler derefter.
1 Citat, side 627
2 Citat, side 210
3 Citat, side 251
4 Citat, side 223
5 Citat, side 251
6 Citat, side 500
7 Citat, side 596
8 Citat, side 639
9 Citat, side 619
10 Citat, side 621
11 Citat, side 639
12 Citat, side 641
13 Citat, side 641
14 Citat, side 641
15 Citat, side 627
Sektorkobling 