”De salige her på jord er de fattige, Guds rige er deres” siger et kristent ord. Vi er blevet flere og flere salige i Danmark de sidste 25 år. Men hvis man ikke har til huslejen eller ligefrem er hjemløs, mangler penge til at købe mad for sidst på måneden, ikke kan deltage i fællesskabet, fordi man mistrives eller har en psykiatrisk diagnose men ikke kan få den nødvendige hjælp, hvis man må vente i evigheder på at få behandling af en sygdom, fordi man ikke har en sundhedsforsikring og kan springe køen over – så er der ikke megen trøst i at være salig. Så ville en håndsrækning fra et velfærdssamfund kunne udrette anderledes håndfaste mirakler.
Den store kamp i det 20. århundrede stod mellem socialisme og kapitalisme. Kommunismen tabte, men det var ikke den form for socialisme, mange havde drømt om.
Siden Sovjetunionens sammenbrud har vi set, at heller ikke kapitalismen var den samfundsindretning, mange drømte om. De sidste 30 år er flere og flere af Jordens værdier blevet koncentreret på færre og færre hænder. Det er ikke længere en sjældenhed at finde en milliardær, heller ikke herhjemme. Kapitalismen er blevet er grådigt monster, efter at skattelettelser er gennemført i store dele af Verden. Den offentlige sektor udsultes, og mange goder, der tidligere blev leveret af samfundet, leveres i dag i vid udstrækning gennem for eksempel sundhedsforsikringer eller ved, at private monopoler som el- og vandsektoren opkræver ublu priser for leverancer, som borgerne er afhængige af og ikke kan vælge fra.
Kampen mellem socialisme og kapitalisme endte som kampen mellem en kommunisme, der var en parodi på de socialistiske ideer, og en kapitalisme, der i dag er en parodi på den frihed, der lovsynges af liberalister, der tror på det frie markeds velsignelser. Men det betyder ikke, at kampen mellem ideerne om socialisme og kapitalisme er afsluttet, endsige irrelevant.
I Sovjetunionen samlede staten al værdi op og uddelte derefter – i princippet – det samme beløb til alle borgere. I praksis endte det hurtigt som i Orwell’s ”Kammerat Napoleon”: ”Her er alle lige, men nogen er mere lige end andre”. I USA – liberalismens Mekka – kan man falde om på gaden, men hvis man ikke har et kreditkort i sin tegnebog, bliver man ikke bragt til et sygehus. USA har over 30 millioner, der lever under fattigdomsgrænsen, og samfundet fungerer kun i kraft af, at enorme mængder af legale og illegale indvandrere arbejder for nogle usle lønninger. I Tyskland er begrebet ”De arbejdende fattige” opstået. Underklassen kan ikke leve af ét job. Mange har to jobs for at kunne svare hver sit. Er det frihed?
I sidste halvdel af det 20. århundrede tøjlede vi herhjemme den kapitalistiske grådighed gennem beskatning. Vi havde 3 niveauer af indkomstskat: Bundskat, mellemskat og topskat. Vi havde også formueskat, ejendomsskat og selskabsskat samt arveafgift. Topskatten indkasserede 68% af al indkomst over den grænse, hvor topskatten startede. I dag er mellemskatten afskaffet. Der er indført en ny Top-Top-skat, som er beskeden og kun kommer i spil ved meget høje indkomster. Alle skattesatser er bortset fra ejendomsskatten faldet gang på gang, men hver gang til de riges fordel, de har fået mest ud af det. Det kan næppe komme som nogen overraskelse, at uligheden i samfundet er steget markant de sidste 25 år. Liberalisterne anser det for et sundhedstegn, for det motiverer de fattige til at arbejde mere. Det kan næppe heller komme som en overraskelse, at det er de rige, der henter gevinsten. Arbejdskampen er gået i stå på et tidspunkt, hvor der er mere brug for den end nogensinde.
Hvad er det for et samfund, vi gerne vil have? Hvorfor er der opbakning til, at de 5% rigeste danskere besidder mere end halvdelen af al værdi i Landet? Til overflod har de rigeste en mange gange større udledning af drivhusgasser til atmosfæren i kraft af deres livsstil med store, tunge biler, flyrejser til eksotiske rejsemål og et kolossalt forbrug af alt fra luksusvarer til dyre vine, mængder af kød og eksotiske madvarer fløjet hertil.
I anden halvdel af det 20. århundrede byggede vi velfærdssamfundet på en grundfortælling om solidaritet og samarbejde. I dag har velfærdssamfundet åndenød, og vi ødelægger hinandens livsbetingelser ved en konkurrencementalitet, der driver folk ud over deres grænser og medfører mistrivsel, stress, sygdom og en mangel på mening med og retning i tilværelsen. Vi doper os med dårlige fødevarer, dårlige underholdningsprogrammer og drømmen om at vinde den store gevinst i lotteriet.
Hvis vores samfund skal have en fremtid uden statsautoriseret slaveri, skal vi se på os selv, hinanden og samfundet på en ny måde. Konkurrence er ikke vejen frem. Samarbejde er vejen frem. Sammen kan vi skabe utrolige værdier for det store flertal, som vi så det under andelsbevægelsen og i anden halvdel af det 20. århundrede. Lader vi os bondefange af konkurrencens, liberalismens, kapitalismens og vækstens velsignelser, ender vi som ”frie” slaver i vores eget land mens nogle få procent af de aller rigeste kan leve som fyrster – på alle andres bekostning. Vil du være slave på en 1000 hektar svinefarm eller fri bonde på et husmandssted? Medejer af din virksomhed eller en ”ressource”, der konkurrerer med alle de andre ”ressourcer” og kan blive fyret uden grund og varsel. Filmen og bogen ”Pelle Erobreren” giver et hjerteskærende billede af et samfund, hvor almindelige mennesker ikke kan stille noget op overfor de velståendes griskhed og luner.
Vi skal ikke rulle samfundet 25 år tilbage, men alle med en erindring om eller et indblik i tiden for 25 år siden vil medgive, at vi havde et bedre samfund dengang. Både målt på lighed, miljø, klima, trivsel og muligheder. Hvis vi vil løse de store problemer, vi har i dag, må vi vågne op og kæmpe for de værdier, der gør livet værd at leve – ikke kun for 5% af befolkningen, men for os alle sammen. Kæmpe for en omstilling af samfundet, så vi kan give en beboelig verden videre til vores børn og børnebørn og til alle de tusindvis af arter, vi er i gang med at udrydde. Konkurrence skal erstattes af samarbejde. Kapitalisme skal tøjles gennem skattestigninger. Vores forbrug tøjles ved mådehold.
Det hér sker kun, hvis der er rigtig mange, der kan se, at denne vej er den eneste, der giver et håb, for os selv, for vores børn og børnebørn og for hele den mangfoldige natur. Du kan ikke ændre ret meget i samfundet, men du kan ændre dig selv. Gør det, og brug din indsigt til at skabe forståelse hos dine venner og i din omgangskreds.
Sektorkobling 