Husker du Combus?

Er du gammel nok til at kunne huske, at der engang var noget, der hed DSB Busser? Det var en division i DSB, veldrevet, med mange busser og et rutenet, der var spændt ud over det meste af landet. I starten af 1990’erne fik politikerne den ide, at busdrift skulle privatiseres og konkurrenceudsættes. Forventningen og hensigten var, at bustransport skulle blive billigere. DSB Busser blev skilt ud i et selvstændigt selskab, Combus, som rådede over værdier til et 3-cifret millionbeløb.

I 1995 var konkurrenceudsættelsen gennemført. Busdrift blev styret via EU-udbud, hvor busselskaber kunne byde ind på en køreplan fastsat af det offentlige.

Jeg var blevet ansat i DSB Bane Rådgivning i 1994. I januar 1995 var jeg til nytårskur – fint skulle det være, og fint blev det! Vi havde besøg af en direktør fra Combus. Han fortalte om, hvor fantastisk det gik. Combus vandt udbud på stribe og kørte masser af busser. Politikerne klappede i deres små hænder: ”Konkurrenceudsættelsen virker, nu får vi billigere budtransport”. Det fik vi ikke. Når Combus vandt så mange udbud, var det fordi deres tilbudspriser var alt for lave. Efter 2 år var egenkapitalen væk, og Combus gik konkurs. Det blev solgt til et engelsk transportfirma for 1 krone.

Hvorfor kan vi ikke lære af sådan en historie?

Den fik masser af mediedækning, og forargelsen var til at tage at føle på – men det fik ingen konsekvenser. Neoliberalisterne fortsatte deres massakre på værdierne i velfærdssamfundet med privatisering af TDC (som et australsk firma købte for TDC’s egne penge), DONG, Københavns Lufthavn og så videre. Blev det billigere? Nej. Senest er elsektoren blevet privatiseret og ”konkurrenceudsat”. Er det blevet billigere? Nej. Tværtimod er elsektoren reduceret til en håndfuld selskaber, der har monopoler, som de misbruger skamløst til at overdebitere deres kunder. I Storkøbenhavn er Radius – en del af det gamle DONG – ejet af Andel, der er ejet af Cerius, som er netselskabet på Syd- og Vestsjælland. Sidste år lavede Andel et milliardoverskud ved overdebitering af deres ca 1,4 mio kunder. Det fejrede de ved at sende over 1 mia kr op til ejeren, Cerius, som har udbetalt pengene til deres ejere, de ca 300.000 elkunder på Syd- og Vestsjælland. Det blev billigere for dem, men de 1,1 mio kunder i Storkøbenhavn betalte regningen.

Nu er næste trin i neoliberalisternes våde drøm i gang: Affaldsforbrænding skal privatiseres og konkurrenceudsættes. Det er forventningen og hensigten, at det skal blive billigere. Minder det om noget??

For at forstå sagen, må vi starte med loven om kildesortering af affald. Det er den lov, der har ført til, at vi har 3-6 store affaldsspande stående ved hvert eneste hus og lejlighedskompleks, så vi kan sortere vores affald i 10 forskellige fraktioner. Resultatet er, som ventet og ønsket, at mængden af restaffald, der skal forbrændes, er faldet betydeligt. Vi har 32 affaldsforbrændingsanlæg. Der er kun restaffald til 22, så regeringen lavede en dødsliste over de 10 anlæg, de mente skulle lukke. Det gav en masse ballade, og så opgav de dødslisten og lavede loven om konkurrenceudsættelse i stedet. Så vil der ske dét, at de 10 ”dårligste” anlæg går konkurs. Det er ganske vist den dyrest tænkelige måde at skille sig af med overkapacitet på, men det kan gøres, uden at politikerne behøver tage ansvar. Desværre vil det sandsynligvis være de nyeste og mest miljøvenlige anlæg, der går konkurs, fordi de ikke kan tilbyde lige så lave priser som ældre anlæg. Det er stadig billigt at svine!

I Nordsjælland har kommunerne Rudersdal, Hørsholm, Fredensborg, Allerød og Helsingør i årevis ejet affalds- og fjernvarmeselskabet Norfors, der driver det fælles affaldsforbrændingsanlæg Usserødværket. Det har lige fået installeret en ny og miljøeffektiv ovnlinje 5 til en pris af 250 mio kr. Selskabet er så forgældet, at det ikke vil være muligt at skaffe finansiering til Usserødværkets privatisering, der skal være gennemført 1. januar 2025. Hvad gør man ved det? Jo, det er ligetil, man opkræver da bare 250 mio, som skulle have været afskrevet og tilbagebetalt over 40 år, i perioden frem til sommeren 2025, hos forbrugerne. Det er reelt en kapitaltilførsel, som er momsfri, men regningen bliver lagt på prisen for affaldsindsamling, som er momspligtig, så ud over de 250 mio kr skal de stakkels borgere også betale 50 mio kr i moms. Det glæder forhåbentlig Skat. Billigt er det ikke!

Forventningen er, at Usserødværket kan finansieres 1. januar 2025 og ikke straks går konkurs. Er alle så glade? Nej, desværre. Fra 2025 skal kommunerne lave EU-udbud, hvor de finder deres kommende leverandør af affaldsindsamling og -forbrænding. Vi risikerer, at selskabet bag Usserødværket ikke kan byde på afbrænding af affaldet fra ejerkommunerne, fordi det på grund af ejerskabet er inhabilt. Under alle omstændigheder skal affaldet køres til det anlæg, som vinder udbuddet. Igen er det borgerne, der betaler, nu for unødig transport af affald. Bliver det billigere af det? Nej, desværre.

Men festen stopper ikke hér, for Usserød-værket skal jo overleve ved at give tilbud på afbrænding af andre kommuners affald. Herved kommer det i et kedeligt dilemma: Skal det gå Combus-vejen og afgive alt for lave tilbud og så gå konkurs om 1-2 år, eller skal det afgive forretningsmæssigt forsvarlige tilbud og tabe alt hvad de byder på og så gå konkurs allerede i 2025? Facit er det samme: Usserødværket går konkurs. Hvorfor i alverden skal borgerne i de 5 ejerkommuner så spytte en kvart milliard kr i bøssen? Hvorfor ikke styre efter en planlagt nedlukning, så man billigst muligt lukker ned for anlægget? Det har de gjort i Svendborg, og det har de sparet en masse penge på. De er ved at rydde bygningen, der rummede affaldsforbrændingen, og vil opstille en enorm vandtank, der skal bruges som varmelager, der varmes op med el, når der er billig overskudsstrøm i elnettet og afgiver varmen til fjernvarmenettet, når el er dyr.

Norfors har et problem mere: Usserødværket forsyner 2.000 husstande med fjernvarme. Hvor skal varmen komme fra, hvis (eller rettere: når) Usserødværket lukker? Dét problem kan løses med en stor, industriel varmepumpe. Det tager tid at anskaffe og installere sådan én, men det er ikke raketvidenskab. Hvis tiden er et problem, kan man sikkert få dispensation til at brænde affald af et årstid eller to længere. Men hvad hvis værket går konkurs og bliver solgt for 1 kr til et – formentlig udenlandsk – affaldsfirma? De kan jo være ligeglade med, om folk i Hørsholm har varme i radiatorerne.

Norfors er ikke et enestående tilfælde. Dette sker overalt i landet. Den neoliberale drøm om konkurrence påfører os astronomiske regninger og skaber en enorm usikkerhed omkring varmeforsyningen – i en tid, hvor klimaforandringerne burde få os til at samarbejde. Hvordan kan det være, at et bredt flertal af Folketingets partier – til og med SF! – har stemt for denne vanvidskonstruktion? Er det nok at være god på en ølkasse i de sociale medier for at blive valgt til Folketinget, eller skal man også have nogle faglige kompetencer?