Vi lever i løgnens tidsalder.
Når Mette Frederiksen siger, at hun er børnenes statsminister, er det løgn.
Når Hagnus Heunicke siger, at han er havets minister, er det løgn.
Når Lars Aagaard siger, at udsivningen af CO2 fra lavbundsjorderne er godt for klimaet, er det løgn.
Når Dan Jørgensen siger, at Danmark er et foregangsland indenfor grøn omstilling, er det løgn.
Når regeringen siger, at de vil omlægge 300.000 naturgasfyrede boliger til fjernvarme, er det løgn.
Når regeringen siger, vi kan klare lange vinterperioder med svag vind ved at importere el fra vores nabolande, er det løgn.
Når Inger Støjberg siger, at der ikke er klimaforandringer, er det løgn.
Når Alex Vanopslagh siger, at vi alle sammen bliver rigere, hvis vi giver skattelettelser til de rigeste og til erhvervslivet, er det løgn.
Påstanden om, at Danmark har et sundhedssystem i verdensklasse, er løgn.
Når Socialdemokratiet hævder, at de vil øge den økonomiske lighed i Danmark, er det løgn.
Når Mette Frederiksen siger, at hun ikke går efter et internationalt topjob, er det løgn. Det var det også, da Lars Løkke Rasmussen sagde det – men ham var der ingen, der ville have.
Når Landbrug&Fødevarer hævder, at det konventionelle landbrug er en forudsætning for at opretholde det store fødevareoverskud i Danmark, er det løgn.
Når det hævdes, at biogas og e-methanol er CO2-neutralt (grønt, bæredygtigt), er det løgn.
Når det hævdes, at brug af træflis og halm i kraftværkerne er CO2-neutralt, er det løgn.
Når det påstås, at vi kan udskifte alle vores fossilbiler med elbiler, er det løgn.
Når det påstås, at vækst er en forudsætning for det fremtidige liv, er det løgn.
Hvorfor nu det? – sidder du måske og tænker. Så prøv at tænke lidt mere over det. Der kan argumenteres sagligt og overbevisende for alle de ovenstående påstande.
De fleste påstande er blevet gentaget så mange gange, at de bliver opfattet som sandhed. Når vi som borgere ikke magter at sætte os ind i tingene og tage stilling selv, bliver det de mest højtråbende, hvis budskaber bliver kanoniseret som sandhed – uanset om det er løgn eller ej. Se bare, hvordan Trump har vendt sandheden på hovedet for over 100 mio amerikanere, eller hvordan Putin har fået 200 mio russere til at tro, at hans krig mod Ukraine er ”nødvendig og retfærdig”, påtvunget Rusland af fjendtlige naboer, og at Ukraines fortsatte eksistens er en trussel mod Rusland og russisk identitet og kultur. Det er ikke kun i Danmark, at sandheden har ringe kår.
Herhjemme er et brintrør til Tyskland i mediernes søgelys. Inden staten vil finansiere røret (til over 10 mia kr), skal industrien forpligte sig til at udnytte mindst 44% af rørets kapacitet. Det kommer næppe til at ske. Hvordan kan en virksomhed påtage sig sådan en forpligtelse, når der 1) slet ikke findes hverken de nødvendige vindmøller og solcelleanlæg til at producere strøm til 2) de elektrolyseanlæg, der skal producere brinten, og endelig 3) uden mulighed for at indgå aftaler med aftagere i Tyskland om fremtidig eksport af brint. Så den ryger nok i mølposen ligesom energiøen i Vesterhavet (Tak for det!). Men det mest ironiske er, at vi får brug for al den brint, vi kan producere herhjemme de næste 20-30 år. Hvis vi forpligter os til eksport af store mængder brint til Tyskland, risikerer vi at komme i den barokke situation, at vi må importere brint for at dække det indenlandske behov. Hvor smart er det lige? Lars Aagaard siger om kravet til industrien, at vi jo ikke kan bruge skatteborgernes penge på at bygge et rør, ingen vil bruge. Sandhed eller løgn? Det kunne vi godt, da vi byggede et gasrør fra Næstved til Nakskov til 1,4 mia kr – hvor der i dag er 1 (én!) bruger.
Hofor er ved at opgradere sin biogasproduktion ved Avedøreværket. Det er sikkert meget fornuftigt, især hvis man vil nøjes med at brænde biogassen af på de store kraftvarmeværker, hvor man kan indfange CO2’en, der dannes, når biogassen bliver brændt af, men i lovsangen om en fremtid med 100% biogas i bygasnettet skriver Hofor ifølge Ritzau, at så er gasforsyningen i København 100% klimaneutral. Det er også rigtigt nok, hvis man ikke medregner de mange tusinde tons CO2, der bliver udledt til atmosfæren, når vi brænder biogassen af. Hvis man interesserer sig mere for virkeligheden, klimaet, CO2-indholdet i atmosfæren – ja, så er det løgn. Hvis læseren skulle være i tvivl om sandheden i påstanden, præciserer Hofor i en faktaboks: ”Hvis bygassen kun indeholder biogas, er den 100 pct. CO2-neutral”. Så fik vi lige slået løgnen fast én gang mere.
Hvordan skal vi kunne gennemføre den grønne omstilling og en fundamental transformation af samfundet, når løgnen er så udbredt? Hvordan skal almindelige mennesker uden særlige forudsætninger kunne navigere i dette univers af løgne? Løgn er den største aktuelle trussel mod vores demokratier, klimaet og vores fortsatte eksistens på Kloden.
Vi skal selvfølgelig starte med at forlange, at vores politikere holder op med at lyve, og at de holder lobbyister ude af indflydelse. Men vil de det? Næppe. Vi kan vælge nogle andre politikere men skal så lige selv huske på at vælge nogle, der har et mere ædrueligt forhold til sandhed.
Så kunne vi forlange, at DR som en del af deres public-service-ydelse nedsatte en velbemandet afdeling, hvis eneste formål er at afsløre løgn i den offentlige debat. Vi har Deadline, men de er alt for få og har ikke en erklæret forpligtelse til at afsløre løgn.
Allerede i 1948 advarede George Orwell os – i lyset af Goebbels og hans propagandamaskine under Hitler – i bogen 1984 om faren ved systematisk løgn. I bogen hedder propagandaministeriet ”Mini-sand”, Ministeriet for Sandhed!
Christiane Figueres, FN’s COP-chefforhandler fra Lars Løkke Rasmussen kørte COP-15 i sænk til Paris-aftalen blev indgået, advarer i sin bog ”The Future We Choose” om, at løgn har potentialet til at køre hele klimaprocessen i sænk. Det virker næsten profetisk i dag.