Flere og flere begynder at forstå, hvor omfattende og kompleks opgaven med klimatilpasning er. De fleste af os har i årevis forstået, at vedvarende energi er det nødvendige alternativ til fossil energi, og vi er kommet langt med opstilling af vindmøller og solceller. Nu begynder flere og flere at forstå, at med de store variationer i vejret er det ikke nok at opstille flere og flere vindmøller og solceller, for de leverer kun strøm, når vinden blæser og/eller solen skinner. Forsyningssikkerhed kræver, at vi har strøm nok på vindstille nætter og i lange vinterperioder, hvor der hverken er vind eller sol.
Det fører os frem til, at vi skal kunne lagre energi om dagen for at bruge den om natten og om sommeren for at kunne bruge den om vinteren. Vores energisystem skal indrettes, så vi over året producerer netop den mængde energi, samfundet forbruger. Udsvingene i produktionen af energi må løses ved energilagring. Sommerens overskud skal gemmes til om vinteren. Det kan ske ved at installere enorme mængder af batterier, lave store lagre af brint eller bruge biogas, når vind og sol ikke kan dække behovet.
Batteriteknologien forbedres løbende, men vi er ikke kommet længere end til, at vi skal bruge i størrelsesordenen 1 million af de største batterier, der produceres i dag, for at garantere forsyningssikkerhed i hele samfundet. Det virker urealistisk.
Brint kan laves af overskudsstrøm ved elektrolyse og lagres i store tanke. Brinten kan bruges til at lave el, når der er underskud af vind og sol. Vi har teknologien i dag, og vi kan i vores fjernvarmesystemer udnytte energispildet ved først at lave el til brint og så senere ved at lave brint til el, men det har stadig en pris, og der er ikke nogen oplagte instanser, der kan eje og drive sådanne anlæg, der jo løser en super vigtig samfundsopgave: forsyningssikkerhed. Prisen for at skabe forsyningssikkerhed er meget højere end den pris, vi som samfund er vant til at betale for el om vinteren.
Biogas kan lagres i vores to underjordiske gaslagre i Stenlille og Ll. Thorup, men når vi brænder biogas af, dannes der CO2. Vi kan opfange CO2’en fra skorstensrøgen, men det er rasende dyrt. Det problem kan løses ved at bruge brændselsceller til at lave el af gas i stedet for gasturbiner med dynamoer. Brændselscellernes output er el, CO2 og varme. CO2’en kan samles op uden ekstra omkostninger, og varmen kan bruges til fjernvarme. Det er en meget bedre løsning end den, vi bruger i dag: gasturbiner, der blot brænder biogassen af, men CO2-afgiften er for lav til at betale prisen for brændselscellerne. Ikke desto mindre er brændselsceller en forudsætning for en fremtid, hvor vi laver og forbruger store mængder biogas. Vi kan ikke bare blive ved med at brænde den af og smide CO2’en op i atmosfæren. Det er sort, ikke grønt!
Strømmen skal transporteres rundt i samfundet. Med store havvindmølleparker i Vesterhavet og et stort forbrug i Storkøbenhavn bliver der brug for mange flere højspændingsforbindelser. Det tager tid at lave, og det er dyrt. Og de skal laves dér, hvor der bliver brug for dem – og hvor er det? Vindmøller og solcelleanlæg skal kobles til elnettet, men véd vi, hvor fremtidens vind- og solcelleanlæg vil blive bygget?
Vi har et transmissionsnet for gas/biogas, og det forbinder store gasforbrugere i el- og varmesektorerne med gaslagrene, men hvis vi i fremtiden skal lave forsyningssikkerhed med brint, er der også brug for et brintnet og et brintlager. Regeringen vil bygge et brintrør ned til Tyskland, fordi den vil sælge brint til Tyskland, men vi har et stort, u-erkendt behov for brint i vores eget samfund. Hvorfor ikke dække dét først og så i øvrigt lade tyskerne betale for et brintrør derned, hvis de vil købe brint af os? Vi kan sælge et overskud men bør da dække vores eget behov, inden vi eksporterer brint.
En stor og stigende produktion af biogas forudsætter, at landbruget kan levere store mængder gylle til biogasanlæggene. Det kan det i dag, men hvis landbruget skal blive et 0-emissionslandbrug i 2045 eller 2050, skal det skære husdyrbestanden ned til 10-15% af, hvad den er i dag. Så bliver der underskud af biomasse, og så har vi allerede alt for mange biogasanlæg.
Elbiler er i stærk vækst i disse år, men det bliver sværere og sværere at opstille ladestandere nok til det voksende antal elbiler. Særligt i byerne er det et problem, fordi der ikke er offentlige parkeringspladser nok til, at byboerne kan lade om natten, hvis alle deres biler er elbiler. Gravearbejdet ved at føre el frem til alle offentlige parkeringspladser ville gøre byerne helt ufremkommelige i årevis, så elbiler til alle er ikke løsningen i byerne. Der er nødt til at være en betydelig andel brintbiler også.
Mange ser methanol som fremtidens brændstof og kalder det grøn methanol, fordi det er lavet af el, brint og kulstof, som man forestiller sig skal komme ved opsamling af CO2 i skorstenene på kraftværker, cementfabrikker og storindustri, men methanol indeholder også kulstof, og det bliver ved forbrændingen til CO2, som kommer ud i atmosfæren via udstødningsrøret. Methanol er rasende dyrt at lave og kræver enorme mængder af el i fremstillingen. Det er svært at se, hvordan det skulle kunne få nogen væsentlig betydning i transportsektoren. En blanding af el- og brintbiler er den eneste mulighed med dagens teknologier. Hvis vi i en fjern fremtid får bilbatterier, der kan lades op på under 5 minutter, kan ladestanderne placeres på de nuværende benzinstationer – men vi ved ikke, om det nogensinde kommer til at være muligt.
Vi kan se ind i en fremtid med enorme forandringer af vores energi-, transport- og landbrugssektorer. Vi kan måske ane resultatet, men hvordan kommer vi derhen? Hvordan får vi timet opbygningen af et helt nyt energisystem, så der til enhver tid er balance mellem produktion og forbrug? Hvordan får vi tilvejebragt en brint-infrastruktur, så vi gradvist kan udskifte fossilbiler med brintbiler og -lastbiler, -tog og -busser? Hvordan får vi gradvist nedreguleret vores husdyrbestand i landbruget og erstattet det med planteproduktion?
Hvordan skal vi finansiere alle disse forandringer? Vi har haft voksende ulighed i samfundet de sidste 30 år. De rigeste få procent ejer en meget stor del af værdierne i samfundet. Er det en holdbar model i fremtiden, eller skal vi skaffe midler til omstillingen ved at beskatte høje indkomster og store formuer højere? Arveafgiften er lige blevet sat ned. Var det en god idé? Skal den sættes op igen? De seneste skattelettelser på 10 mia kr til de 67% mest velhavende danskere fører til mere forbrug – som er alt for stort i forvejen. Hvorfor bruge milliarder på at bygge nye motorveje, når vi er nødt til at skære ned på alt forbrug – også transport – i de kommende år?
Det moderne samfund er uhyre komplekst, og der er forbindelser og afhængigheder på kryds og tværs, i den fysiske, den økonomiske og den sociale del af samfundet. Når man vil lave så store forandringer i et så komplekst samfund på så kort tid, er nøgleordet planlægning. Det er ved at gå op for flere og flere, at vi kun kan styre denne udvikling, hvis vi har et kendt mål og en plan for at nå det. De mål, vi kan aflæse i klimaloven og lignende steder, er alt for overordnede. Vi skal langt mere ned i detaljen og planlægge alle trinnene på vejen fra dagens status til det mål, vi har sat os. Succeskriteriet for planen er, at der er balance hen over alle samfundets elementer fra dag til dag, uge til uge, år til år. Ligesom der til enhver tid skal være den rette mængde vuggestuer, børnehaver, skoler, uddannelsespladser, arbejdspladser, hospitaler og lægehuse, plejehjemspladser osv, skal der også til enhver tid være den rette mængde el, brint og biogas og den rette infrastruktur til at flytte rundt på energien. Det kan ikke sikres uden planlægning, og det vil også forudsætte en betydelig grad af regulering fra samfundets side.
Vi er derfor også nødt til at tage et opgør med liberalisternes modvilje mod regulering. Vi skal ikke have sovjettiske tilstande, men vi er havnet i dette morads, fordi vi har overladt samfundsudviklingen til liberalismen og de frie markedskræfter, og der er intet, der indikerer, at liberalismen og de frie markedskræfter kan føre os ud af moradset igen. Tværtimod tenderer de til at øge uligheden i samfundet og koncentrere samfundets værdier på færre og færre hænder, som herved får en dominerende indflydelse på en samfundsudvikling, der først og fremmest tilgodeser deres egne interesser.
De store linier i samfundsudviklingen og planlægningen af den skal tegnes af staten. Der er ingen vej udenom. Det kan ikke overlades til den private sektor og markedskræfterne. Det er på høje tid, at Christiansborg bliver sig dette ansvar bevidst og handler på det.
Med de store linier på plads kan temmelig meget overlades til regioner og kommuner. Man kan for eksempel forestille sig en demonstrationsprojekt, hvor hele Fyn planlægges som en samlet enhed, hvor der er balance i energiproduktion og -forbrug hele året, uden at der skal hverken importeres eller eksporteres energi. En sådan udvikling kan med fordel overlades til kommunerne, som også bør have en væsentlig ejerandel i alt, hvad der laves af infrastruktur. Borgerne bør også tilbydes direkte medejerskab, da det er stærkt medvirkende til at skabe accept af de nødvendige forandringer.
Sektorkobling 